Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4563Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg måtte simpelthen finde på noget, der kunne modvirke den reaktion hundeblikke havde på mig! Det var jo helt vildt, så hurtigt jeg bukkede under for ting når de blev brigt på mig! Da min mor havde levet havde jeg været den mest stædige i verden, det var ihvertfald hendes mening... Mor... Hvordan kunne du dø og overlade mig til den skæbne ´far havde i vente til mig? Hvordan kunne du overhovedet dø? Jeg sukkede, og kiggede ud af vinduet. Alt susede og det hele forekom mig meget uldet og sløret, da vi en rasende fart susede til der hvor koncerten skulle holdes, lige nu var vi vist stadig på motorvejen. Jeg skævede til speedometret omme foran, helt sikker på at vi kørte bare lidt for stærkt. Jeg smilte da jeg så at Hr. Merryweather havde opdaget at jeg kiggede og satte farten ned, hvis sandheden skulle frem så var han mere en far for mig end min rigtige havde været. Eller han var bedre end min egen far, fra det tidspunkt at min mor døde. Før det havde de været lykkelige, jeg havde været lykkelig og da hun døde.. Jeg regnede med at det måtte have været noget der flåede hans hjerte og han lod smerten i hans indre gå ud over mig... Hvor kunne han gøre det? Jeg vidste det ikke og jeg ville ikke tænke på det, ikke nu. Nu skulle jeg til en åndssvag koncert og prøve at have det sjovt... Yeah, right.

"Glæder du dig ikke også? Jeg glæder mig så så så så SÅ meget!" Jeg var seriøst snart bange for at Ann snart ville falde død om, hun råbte nærmest i en time og ikke én time og, ikke af hvad jeg så, trak ikke vejret ind på noget tidspunkt. Jeg kiggede måbende på hende, da hun endelig faldt ned og trak vejret hurtigt. Hun var helt rød i hovedet og jeg nikkede beundrende, tænk at hun kunne råbe i så lang tid... uden at besvime! Der var ikke andet at sige til det at jeg var imponeret og skræmt over hende. Hun hoppede i hendes sæde og blev ved med at hviske 'Jeg skal til one Direction koncert, Jeg skal til one Direction koncert...' om og om igen. Hr. Merryweather vendte sig om i sædet og kiggede på os, mens han spurgte:"Nå, er I klar?" Ann nikkede voldsomt, og et mirakel var det at det ikke faldt af, mens jeg bare trak på skuldrene og trommede lidt på ruden. Han så afventende på mig og træt mumlede jeg:"Er jeg vel..." Han smilte skævt og vendte sig om og kiggede på vejen igen, jeg bemærkede at der kom flere og flere biler på vejene da vi var tæt på hvor koncerten skulle holdes. Ann tog sin mobil frem og skrev med hurtige bevægelser, wow den pige måtte skrive meget! Et øjeblik efter bippede og vibrerede min mobil og jeg famlede efter den i min lomme. Jeg læste beskeden og kiggede overrasket over på hende. hun sad og bed lidt i sine negle. Jeg kiggede på sms'en igen, jeg var slet ikke sikker på at jeg havde læst rigtigt. Fuck Mayn, jeg er nervøs!!! stod der, kunne det passe? Den selvsikre Ann-Sofie McGane var nervøs? Kunne det passe? Jeg smed mobilen fra mig på det midterste sæde og lagde en beskyttende hånd på hendes tynde, hvide overarm. Hun smilte taknemmeligt og lagde hendes hånd på min.

Det er dejligt med en veninde der forstår dig, og det gør min veninde. Det gør min eneste veninde, selvom vi kun har kendt hinanden i det halvandet år der var gået siden min far blev sendt på sindssygeanstalt. Jeg har stadig mareridt om hans latter, mørket og smerten indeni. Det går aldrig væk.. Men den måde Ann tog sig af mig, det dulmede smerten. Jeg smilte til hende og så så ud af vinduet igen. Hr. Merryweather havde sænket farten, da bilkøerne bare var blevet større og større. Jeg lagde mærke til at nogle minutter efter satte vi farten op igen, efter vi var kørt ind ad en sidevej."Er vi der snart?" Spurgte jeg og kiggede på hans nakke, den var langt fra spændende. Ann kiggede også på ham og så ud til at ville gentage det jeg havde sagt, før jeg sendte hende et Du-Skal-Ikke-Sige-Noget-Blik og hun holdte sin mund. hr. Merryweather smilte bare og sagde så:"I kan møde bandet før koncerten, og så skal de bestemme om de vil se jer igen efter." Ann så ud som en der var besvimmelsen nær, eller mere korrekt: Tæt på at få hjertestop, af bare lykke. Måske var det her alligevel ikke en så dårlig idé, selvom jeg langtfra glædede mig til at møde dem? Måske kunne jeg endda lokke mig til at sige at dette var hendes fødselsdagsgave og julegave for de næste mange år? Måske, selvom de nok var et meget sansynligt nej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...