Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4556Visninger
AA

22. Kapitel 20

Jeg vågnede ved en skramlen og lys. Lyset var tændt og en masse læger stod omkring Hannah, der bare lå og så død ud. Tårer løb ned af mine kinder, selv et blik på hende, så ville jeg græde. Jeg var svag. Og det ville jeg blive ved med at være indtil hun kom tilbage til mig, hvis hun ikke gjorde det... Ville jeg højst sandsynligt tage mit eget liv."Hvad laver I?" Spurgte jeg og blev helt forskrækket over at høre mig selv tale, måske mere end lægerne blev. En sygeplejerske kom hen til mig og smilte, hvordan kunne hun smile?"Harry, vi er ved at prøve at tage Hannah ud af komaen. Hun skulle være klar til det, men hvis hun ikke vågner, har hun en chance til, hvis hun ikke vågner der er... Der er ikke noget vi kan gøre i det tilfælde. Så er hun væk." Jeg snappede efter vejret og løb hen til sengen, hvor lægerne stod og skramlede. Jeg smilede og så ned mod hende, lægerne trykkede på en knap og alle tiede stille. Selv uret. Der var intet tiktak, ingen vejrtrækninger, ingen lyde... Hun vågnede ikke, hun ikke så meget som rørte sig. Min verden brød sammen, hun havde en chance til, jeg havde en chance til for at få hende tilbage. Efter det ville hun være... væk. Helt væk, forevigt. Mit smil forsvandt, mit syn blev sløret og tårer strømmede ned af mit ansigt. En gang til og dette ville blive en del af mit liv, ingen smil, kun tårer og sorg. Et knust hjerte. Jeg mærkede arme omkring mig og til min forbløffelse var det Liam, med følge af Louis, Zayn og Niall."Rolig, Harry, hun har en chance til." Jeg havde ikke lyst til at snakke med dem, jeg havde kun lyst til at være her ved hendes side og lukke hele verden ude. Lige indtil det sidste eller til hun vågnede igen. En tanke slog ned i mig og jeg åbnede øjnene, jeg vidste hvad jeg måtte gøre. Og det skulle gøres nu, lige nu."Liam?" Jeg vidste ikke hvorfor det lige var Liam jeg talte til, måske fordi han var den der havde været der mest for mig, da Hannah blev kørt væk."Harry?" Jeg rejste mig op, og så ham med røde øjne ind i hans."Vi skal finde Hannah's mor... angribere. NU!" Jeg brød sammen, jeg ville ikke mordere, det nægtede jeg. Han nikkede, de alle nikkede. Men jeg var ligeglad, påtrods af at det var min idé, havde jeg ingen lyst til at gøre det virkeligt. Hvor var jeg dog svag. Jeg så på Hannah igen og kunne næsten ikke begribe hvordan mennesker kunne gøre en så smuk pige som hende fortræd.

Liam havde ringet og anmeldt overfaldet til politiet og vi havde forsøgt at komme igennem hos bander i området, de havde bare grinet hånligt af os og forsvundet. Ikke ligefrem opmuntrende. Lige nu stod vi overfor en bande på 3 piger og 1 dreng, stakkels dreng... Det måtte da være lidt irriterende kun at være sammen med piger."Kender I til et overfald på en pige med langt sort hår og hvid kjole, ved navn Hannah?" Drengen og to af pigerne flyttede ubehageligt på sig, den sidste pige stod bare med blikket mod jorden. Ingen af dem sagde noget. Jeg knipsede med fingrene og den sidste pige vågnede op, hun stirrede ondt på os og sagde:"Nej, det gør vi ikke. Vi plejer slet ikke at være i den her del af byen, hvis I vil have os undskyldt." Pigen var egentlig køn nok, men der var noget over hende. Noget der ikke stemte til hendes forklaring. Jeg nikkede til Liam og han nikkede igen."Det tror jeg ikke." Sagde han og piftede. Nogle betjente -Hvor kom de fra?- løb over og tog fat i de fire teenagere. Tre af pigerne kiggede bare ondt på os og spyttede, drengen var helt slap og fulgte bare med. Den fjerde pige græd, hun lå på knæene og kiggede ned i jorden."Jeg ville ikke..." Hun løftede blikket og så ind i mine øjne."Harry, gør hvad du kan for hende... Hun fortjener dig." Så fulgte hun med. De sidste piger råbte til os at vi kunne brænde i helvedet og at de kun gjorde mig en tjeneste, at Hannah var en fake bitch. Mine øjne blussede op i et iskoldt raseri og had, hvad var det de kaldte hende?"Rolig, Harry, de er ikke det værd." Liam prøvede at berolige mig, han havde åbenbart mærket mit raseri. Jeg prøvede at slappe af, men i det jeg huskede bandens ansigter brød jeg sammen. Var det dem der havde taget Hannah fra mig? Umuligt."Harry? De vil prøve en sidste gang.. Om ti minutter." Jeg vågnede op og spurtede hen til bilen, de andre kom forpustet løbende efter mig."Er du okay, Harry?" Spørger en forpustet Liam, mens de andre ikke engang har fået luft til at tale. De kiggede bare på mig med et beundrende blik. Jeg nikkede og Liam kastede bilnøglerne over til mig og hoppede ind. Jeg satte mig på forsædet og ventede på at de andre er på plads, allerede før døren er helt smækket startede jeg bilen og kørte lidt for stærkt hen til hospitalet. Fem minutter endnu. Jeg parkerede og spænede endnu en gang hen mod hospitalet, henne ved skranken så jeg en pige sidde."Mit navn er Harry Styles..." Mere nåede jeg ikke at sige før hun begyndte at skrige."Harry Styles... Her? Oh MY Gooood!" Drengene kom ind og hun begyndte at skriger igen."HELE One Direction HER? OH MY GOOOOD!" Jeg lagde en hånd over hendes mund, så hun kun kunne udstøde nogle uforståelige lyde."Fortæl mig nu bare hvor Hannah Johnson ligger." Hun pegede og jeg gik sammen med drengene derhen, jeg kunne tydeligt mærke pigens blik i ryggen.

"Hej, mit navn er..." Lægen løftede en hånd og åbnede døren, hvor jeg som den eneste fik lov at komme ind. Indne døren lukkede kunne jeg mærke resten af bandets blikke i ryggen. Lægerne havde lige trykket på en knap og som før var der helt stille, men hun åbnede ikke øjnene. Hun bevægede sig ikke engang."Mr. Styles... Jeg er ked af det, men jeg tror... Ikke vi kan gøre mere for hende." Min verden brød sammen, sammen med hende, forsvandt lyset i mit liv. Jeg kyssede hende på munden, hendes læber var helt kolde. Jeg tog hendes hånd og klemte den så hårdt jeg kunne, jeg nægtede at slippe hende. Jeg ville aldrig slippe hende igen, aldrig. Døren åbnede sig og jeg kunne mærke nogle arme trække mig væk fra hende."Slip mig!" Jeg holdte stadig fast i Hannah, men et nyt par arme trækker min og Hannah's hænder fra hinanden."Hannah! Hannah! Nej, nej! Nej!!" Jeg nægtede at give slip på hende, pludselig havde jeg fået min styrke tilbage og den brugte jeg til at holde fast om Hannah's hånd. Det lykkedes desværre for dem at trække mig fra Hannah, tårerne strømmede ned af mine kinder og jeg havde med et knips mistet lysten til at leve. Med Hannah forsvandt lysten virkelig til at leve. Nu havde jeg intet andet mål end døden selv, nu var jeg parat. Selvom jeg var ung, ville jeg aldrig kunne finde en som Hannah. For ligemeget hvem jeg fandt, kunne jeg aldrig være sikker på om de elskede mig for at være mig eller for at være Harry Styles. Lyset fra solen skar i mine øjne, jeg kunne ikke fatte det. Hvordan kunne solen skinne når Hannah var erklæret død? Jeg så igennem ruden og så en båre, hvor en pige med sort hår lå, blive trillet ned mod kapellet. Jeg skreg så højt jeg kunne og rev mig fri fra Liam. Nu var det sket, min sostråle var forsvundet. Og min engel var blevet en ægte engel, og det jeg havde i tankerne ville få mig til at slutte mig til hende hurtigt. Jeg jublede indeni, da jeg løb. Jeg kunne høre Liam bag mig, tårerne fossede ud af mine øjne og mine kinder var allerede alt for våde. Henne ved vejen stoppede tårerne, jeg havde ikke flere. Jeg havde grædt dem alle. Jeg gik ud på vejen og hørte dyttet fra bilen og så intet. Intet andet end et hvidt lys og så mørke. Intet andet end mørke. Jeg smilede, skønt at jeg ikke havde nogen krop. Jeg gik selvom jeg ingen ben havde og jeg svang med armene selvom jeg ingen arme havde og jeg.. hørte den bippende lyd selvom jeg ingen ører havde. Og jeg så hende, selvom jeg ingen øjne havde. Hun hviskede fire ord:"Jeg venter på dig..." Og inden vores hænder mødtes, forsvandt hun. Jeg hørte den bippende lyd klarere og klarere og da jeg åbnede øjnene vidste jeg at jeg måtte leve uden Hannah resten af mit liv, men at hun ventede på mig.. I døden."Harry!" Lød da fra fire stemmer... Og en pigestemme? Jeg så hen mod den lyse stemme og der stod hun. Min elskede, min engel, min perle, min rose, min blomst... Min Hannah.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...