Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4568Visninger
AA

21. Kapitel 19

Tårerene var blevet fast følgesvende i løbet af de få minutter der var gået siden Hannah forsvandt og det ville de blive ved med at være, medmindre Hannah vågnede. Hvis hun døde... Jeg ville ikke kunne klare det! Hun ville dø, med den viden at jeg var hende utro. Og jeg ville leve uden hende, med den viden at jeg var hende utro. Hvordan kunne jeg være min blomst, min perle, min engel, min elskede, mit et og alt utro? Ann var lige kommet ud fra festen da hun så ambulancen køre med min elskede, med mit liv og stivnede. Alt farve forlod hendes ansigt og hun mumlede noget der lød som 'Hvem var det?'. Jeg prøvede at være vred på Ann, hun var grunden til at Hannah havde kysset Niall og jeg havde flippet ud. Men jeg kunne ike, for hun var ikke den egentlige grund til at Hannah var væk, ikke engang ham eller hende der havde skåret Hannahs pulsåre over, nej. Den egentlig grund, det var mig. Mine ben knækkede sammen og jeg lå på alle fire, mine øjne var røde og mit syn var sløret. Jeg mærkede en hånd på min skulde,r det var en blid berøring og jeg kunne ikke lade være med tænke på at det kunne være Hannah... Jeg flyttede hovedet og mit blik mødte... Ann's. Jeg lagde hænderne for ørerne og råbte ud i luften:"Hannah!" Håndne forsvandt og en stemme græd:"Var det Hannah?" Jeg var ikke sikker på hvordan jeg kunne høre stemmen gennem mine hænder, men nikkede. Ann skreg og faldt ned på knæene, præcis som jeg. Drengene kom hen til os, vi måtte virkelig have set underlige ud. Jeg nægtede at røre mig og lagde mig bare ned på jorden og græd, græd over Hannah, over mit liv, over mig selv og over Hannah, igen. Mine øjne blev blændede et stykke tid og så igen og igen og igen. Paparazziers stemme råbte spørgsmål om alt mellem himmel og jord, men det spørgsmål der gentog sig flest gange var: Hvor er Hannah? Ikke 'Hvorfor ligge du og græder', nej, de skulle absolut bringe hende på banen. Sige hendes navn. Bare lyden af det, fik mig til at bryde sammen igen. Jeg ville dø, hvis hun døde. Et par arme løftede mig op, som var jeg en baby og jeg imiterede en baby."Sæt mig ned! Hannah!" Jeg græd og græd, men jeg vidste ganke enkelt at jeg ihvertfald ikke ville væk. Jeg ville ligge her på jorden og græde, vente på at hun kom. Hvis hun ikke kom, ville jeg slet ikke hjem. Jeg ville ikke... Leve. Ikke uden hende."Harry!" Liams stemme nåede min trommehinde, hvilket bare fik mig til at råbe højere:"Liam, slip mig! Gå væk! Alle sammen!" Armene strammede deres greb om mig."Harry? Vi skal hen til hende." Sagde Liam, jeg stivnede og så brød jeg sammen. Men jeg gjorde ikke modstand, jeg havde ikke kræfter til det, ikke efter den nyhed. Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller skræmt. Egentlig var jeg vel begge dele. Glad for at se hende igen og skræmt over hvordan hun havde det, hvordan hun så ud.

Liam parkerede bilen, og måtte nærmest rive mig ud af bilen. Jeg klamrede mig til sædet, men i min tilstand, var Liam meget stærkere end mig. Jeg løftede blikket og hospitalet tårnede sig op foran mig. Nej, nej, nej, nej! Jeg ville ikke, jeg kunne ikke! Da Liam opdagede at jeg gjorde modstand strammedes hans greb om mig og hev mig fremad, forrædder. Vi blev mødt af en hel flok paparazzier, men Liam fik dem væk. Hvordan ved jeg ikke, jeg havde sluppet fra ham og var allerede inde på hospitalet. Jeg gik over til skranken og spurgte:"Kan jeg besøge Hannah Johnson?" Hun fik straks tårer i øjnene da Hannah's navn blev nævnt."Er du hendes kæreste?" Jeg havde regnet med at hun begyndte at fangirle, hun så rimelig ung ud. Jeg nikkede og tårer røg ned over mine kinder. Hun vred sine hænder og lukkede skrænken for at følge mig derhen. Vi var på den afdeling hun havde foralt var der folk med smp chancer for at overleve var, jeg brød fuldstændig sammen. Min Hannah, min dejlige Hannah. Var der så store chancer for at jeg ikke fik lov at se hendes smil, høre hendes stemme og latter igen? Mærke hendes læber mod mine? Mærke hendes hud mod min?"Så, rolig... Vi skal lige have hende stabiliseret, så bliver hun flyttet til en anden afdeling." Hun lød ikke så sikker, som hun nok skulle have lydt. Faktisk lød det som om hun bare prøvede at berolige mig. Hun åbnede døren og forlod mig, og der stod jeg stivnet. I sengen lå hun med lukkede øjne, trak vejret ved hjalp af en maskine og lignede en der sov eller var død. En sygeplejerske kom hen til mig og trak mig væk fra hende."Harry, det var det du hed ikke?" Jeg nikkede."Harry... Din kæreste har det ikke for godt. Såret er dybt og hun har mistet alt, alt for meget blod." Jeg så bare på hende, sagde hun... At Hannah rent faktisk ville dø?"Harry, hun ligger i koma og vi giver hende så meget blod som muligt, måske vil hun overleve." Jeg nikkede, skubbede mig forbi hende og satte mig ved Hannahs side og tog hendes hånd. Den var kold som is."Hannah? Du har bare at overleve, forstået?" Hun nikkede ikke, hun foretrak ikke en mine. Men jeg tog det som et ja."Harry!" Liams stemme lød bag mig, men jeg var ligeglad. I dette øjeblik var der kun mig og hende. Hannah..."Harry, for fanden... Det gør du aldrig mere!" Jeg nikkede bare, det plejede at være det man skulle. Nikke til alt hvad der blev spurgt om og smile, sådan plejede jeg at skulle gøre til interviews. Liam, jeg tror det var ham, ruskede i mig og jeg vendte mig. Jeg mødte hans blik, han havde tårer i øjnene."Harry... Bliver du her?" Jeg kiggede på ham, han smilte til mig og jeg smilte skævt. Jeg nikkede. At være ved hende hele døgnet, det havde været mit ønske siden vores første date. Bare ikke på denne baggrund...

________________________________

Andet sidste kapitel xD Hvis I vil, kunne jeg så ikke få jer til at skrive hvad I synes om novellen? Om historien? Og så, også hvis I vil, selvfølgelig like den :-D

- Katja

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...