Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4571Visninger
AA

20. Kapitel 18

Jeg slap pigens læber, og i det så jeg at jeg kendte hende! Var det ikke Ann? Hannah's bedste veninde? Hun smilte forførende til mig, et smil jeg ikke kunne modstå. Men jeg elskede hende da ikke, vel? Nej, jeg elskede Hannah af hele mit hjerte, men hvorfor havde jeg så kysset Ann? Jeg kunne mærke alkohollen bruse i mit blod, og kunne næsten ikke tænke klart. Jeg kiggede på Ann igen, det var som om jeg så hende både sløret og dobbelt. Hun pegede pludselig på noget bag mig og jeg vendte mig om, der i en sofa sad Hannah og Niall.. og kyssede? Jeg mærkede tårerne presse på, ikke en eneste gang tænkte jeg på at jeg selv lige havde kysset en der ikke var Hannah, jeg kunne kun i det øjeblik se Hannah og Niall kysse. En vrede og sorg rasede inde i mig og jeg kunne ikke holde det inde i mig mere."Hannah!" Jeg gik med faste skridt over mod dem, mine øjne var blanke og synet sløret. De rev sig fra hinanden og kiggede overrasket på mig, hvorfor gjorde de det? Havde de ikke troet at jeg ville opdage dem? Alle kiggede på mig, kiggede på dem. Jeg var næsten henne ved dem da jeg sagde:"Hvordan kunne du gøre det...?" Hun rejste sig og måbede, okay, jeg forstod intet. Og så brød helvede løs, hun kunne virkelig være vred når hun ville det. Og det hun sagde gjorde mig fuldstændig mundlam, for det var sandheden hun råbte ud til hele festen. Jeg mærkede alles blikke i nakken, da hun styrtede ud. Og der stod jeg, mundlam og i centrum for festen og virkelig pinligt berørt. Jeg gjorde tegn til Niall at vi skulle snakke sammen. Han nikkede og rejste sig, vi gik ind på herretoilettet og låste."Hvordan.." Startede jeg ud, men Niall afbrød mig med det samme."Hvordan kunne du gøre det mod Hannah, Harry?" Jeg havde intet svar og sagde:"Jeg tænkte ikke klart..." Han stirrede ondt på mig og hvæsede:"Men det gjorde Hannah og hun det. Jeg ville ikke kysse hende, men da jeg så dig og blondinen... Jeg kunne heller ikke lade være med at ønske hævn." Jeg stirrede på ham og gentog:"Hævn?" Han nikkede og sagde:"Ja, tror du at hun er sådan en der er utro? Hun kyssede mig for at få hævn over dig." Jeg havde intet svar, igen var jeg mundlam."Så..." Han afbrød mig igen, irrieterende knægt!"Ja, hun var dig kun dig utro, fordi du var hende det." jeg faldt sammen på gulvet og begyndte at græde, jeg havde ødelagt alt. Alt jeg havde med Hannah, den dejligste og smukkeste pige på jorden. Jeg måtte finde hende! Det måtte jeg!

Jeg stormede ud af toilettet og råbte hendes navn:"Hannah!" En skikkelse længere nede af vejen gav sig til at løbe, det var hende!"Hannah!" Jeg var stuck herude foran en fest, med min drømmepige der løb sin vej, pågrund af mig."Harry?" Jeg hørte Liams stemme bag mig."Vil I ikke hjælpe mig?`Find hende!" Sagde jeg hjælpeløst, med tårer i øjnene. Han nikkede og de andre tre drenge der dukkede op bag ham nikkede. Jeg var dem evigt taknemmelig."Hvor går vi hen?" Jeg pegede i den retning hun var løbet, og de nikkede. Vi skulle nok finde hende, Hannah vi var på vej! Og når vi fandt hende, ville jeg undskylde og jeg ville trygle hende om tilgivelse. Jeg smilte ved tanken og sagde:"Jeg går med Niall, hvem går med hvem af jer?" Niall kiggede forundret på mig, sikkert fordi han troede jeg ville være rasende på ham. Hvilket jeg jo også var, men lige nu var det Hannah der talte. Jeg måtte finde hende. Liam kiggede på de andre og sagde:"Jeg går alene." Louis og Zayn trak på skuldrene og vi skiltes. Liam gik sin vej, de andre deres og Niall og jeg vores."Så..." Startede jeg ud, men han afbrød mig."Harry, undskyld!" Niall kiggede ned i jorden, tydeligt nervøs. Nervøs for min reaktion, nervøs for alt jeg kunne finde på at gøre. Jeg klappede ham på skulderen og hviskede:"Lad os nu finde Hannah." Han smilte og gav mig et kort kram. Et kram jeg havde længtes efter, vi var venner igen. Jeg smilte, men det stivnede da et skrig skar igennem luften. Og ikke bare et hvilket som helst skrig, et skrig der lød som... Mine øjne fyldtes med tårer og mit ansigt blev blegt."Hannah!" Gispede jeg og Niall stod som forstenet. Tårer trillede ned af begge vores kinder, da jeg så mig omkring. Panisk og bange løb jeg, mens jeg råbte hendes arm. Intet svar. Indtil nogle minutter efter, nogle lange og forfærdelige minutter efter, hvor Liam råbte. Vi løb alt hvad vi kunne, indtil jeg stivnede. Der i Liams arme var hun slap, blev, kold og... død? Nej, nej. nej."Hannah! Nej!" Det kunne ikke passe! Jeg så på hende igen, hendes hvide kjole var beskidt, det så ud som om hun var blevet og slået og hendes håndled... Jeg spærrede øjnene op og tårer trillede endnu mere end af mine kinder. Hendes pulsåre var skåret op og blodet fossede ud, hendes hånd var helt rød og hun ville snart dø, det vidste jeg. Liam gav mig hende i favnen og ringede straks efter en ambulance. Han bandede da han tog telefonen fra øret, hvad havde de sagt?"Jeg beklager Harry, ambulancen kommer fra vest London." Vest London? Men... Vi var jo i øst London? Jeg så på hende, om lidt ville min stjerne være borte. Min prinsesse, min elskede, min engel.. Hvordan kunne jeg gøre det? Hvordan kunne jeg blive så beruset at jeg kyssede Ann? Jeg græd, salte tårer landede på hendes ansigt, jeg kyssede hendes mund og så bare på hende. Hun var kold og helt slap, denne gang vidste jeg at jeg ville miste hende. Ambulancen kom og kørte mit liv væk, med hende forsvandt min lyst til at leve...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...