Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4687Visninger
AA

19. Kapitel 17

Harry kyssede mig farvel og kørte så hjem. Men denne gang var jeg frygtede jeg ikke hvad jeg skulle læse på Twitter og Facebook, for jeg vidste at Harry elskede mig. Nu skulle jeg bare igennem skoleugen, hvor alle sikkert ville kalde mig grimme ting, ligesom alle andre teenagepiger. Da jeg tænkte på det, brød jeg sammen. Jeg havde altid været hadet i skolen, det havde jeg kunnet klare, men kun fordi Ann var ved min side. Men nu... Nu var Ann der ikke. Hvordan skulle jeg komme igennem det? Jeg sukkede, tænkte på Ann og Niall. De havde været så søde sammen, hvordan kunne han have flirtet sådan med hende og så allerede have en kæreste? Det var ikke retfærdigt overfor hende, før det havde hun jo været et fantastisk menneske. Men nu.. Det havde åbenbart ødelagt hende. Åååh nej, jeg havde en speciel erfaring med hvordan folk forandrede sig når de var blevet knuste. Dette, efter mine erfaringer, ville ikke ende godt. Ikke for mig. Jeg sukkede og gik rundt i huset, regnen silede ned og der var absolut ingenting at lave. Jeg satte mig med en kop kakao i sofaen og tændte for fjernsynet, og selvfølgelig var der heller ingenting. Jeg kiggede flygtigt på uret, klokken var 17.30 og jeg havde mest lyst til at gå i seng. Min telefon ringede, så skete der da endelig noget. Harrys billede dukkede op og jeg trykkede straks på den grønne telefon."Hey, hvad så?" Startede jeg ud. Hans stemme lød glad da han sagde:"Hannah? Her klokken 19.00 holder vi en lille fest, og jeg tænkte..." Der stoppede han, heldigvis for ham regnede jeg ud hvad han ville spørge om."Om jeg ville med? Selvfølgelig vil jeg da det, dumme." Han fnøs falsk, ingen skuespillerkarriere til ham, og sagde så:"Jeg henter dig halv." Jeg nikkede og sagde så:"Vi ses, søde." Han grinte og sagde:"Vi ses, smukke." Smukke... Altså, hvor den dreng kunne finde på kælenavne! Måske skulle han være kælenavneopfinder istedet for sanger? Hvis der da var nofer der hed 'kælenaveopfinder', sikkert ikke. Klokken var næsten tyve minutter i seks, altså havde jeg tæt på en time. Og jeg havde absolut intet at tage på, hvis man så bort fra den hvide kjole fra Lara og den sorte fra Harry. Jeg valgte den hvide kjole, de sorte skulle jo bruges til festen på fredag, En tanke slog ned i mig, hvor tit holdte de drenge egentlig fest? Endnu en tanke slog ned i mig, hvem skulle med til de fester? Mon... Niall kom? Så kunne jeg måske få udspurgt ham og konfronteret med problemet med Ann.

Jeg havde taget kjolen på, dækket mine ar med en sort boleo og havde taget nogle hvide ballerinaer på. Makeuppen jeg havde på var kun noget mascara og eyeliner. Mine læber var alt for røde i forvejen, så det ville bare blive værre med læbestift. Jeg satte mig i min sædvanlige vindueskarm, og kiggede på de mange biler. En sort bil kørte ind til vores hus og hurtigt skyndte jeg mig ned til døren. Den havde kun nået at ringe en gang før jeg åbnede og kiggede på en storsmilende Harry, der med det samme trak mig ind i et knus. Jeg kunne stå sådan med armene om ham hele aftnen og natten med, hvis det ikke var fordi han trak mig med ud til bilen. Jeg rakte ud for at åbne bildøren, men Harry var som sædvanlig hurtigere og åbnede fornemt døren. Jeg grinte, gav ham et hurtigt kys på munden og satte mig ind. Vi kom til en lysende bygning, hvor det så åbenbart var hvor festen blev holdt. Da vi kom ind, tog det ikke lang tid for mig at føle mig virkelig malplaceret. Alle pigerne lignede strppere og mændene var ikke meget bedre, de drak og drak og drak."Hvor er de andre, drenge?" Spurgte jeg og så mig rundt. Harry sig så lidt omkring og pegede så, vi gik hen til dem hånd i hånd. Deres goddaghilsen var et kæmpe stort kram fra dem alle til os. Niall var den sidste der krammede mig, så det passede jo perfekt."Niall? Kan vi lige tale sammen?" Han kiggede forvirret på mig og nikkede så. Vi gik hen i et afsides hjørne, hvor han satte sig i en sofa."Hvordan kunne du gøre det?" Det røg ud af mig og tårerne pressede på."Gøre hvad?" Sagde Niall, tydeligvis forvirret."Du flirtede så meget med Ann og så havde du en kæreste!" Han rynkede brynene og sagde:"Jeg..." Skulle han nu til at undskylde sig?"Det er din skyld at hun hader mig!" Afbrød jeg ham, med tårerne løbende ned af kinderne. Jeg knækkede sammen og begyndte at græde rigtigt."Hader hun dig..? Men.. Hvorfor?" Spurgte han, endnu mere forvirret. han lagde en hånd på min skulder og løftede mit hovedpegefingeren."Hvorfor, Hannah?" Han ville ikke kunne forstå det, ellers havde han jo ikke handlet som han havde gjort."Fordi, hun er knust, derfor!" Jeg råbte det, selvom jeg egentlig kun ville have hvisket det."Men hvorfor hader hun dig?" Spurgte han igen, endnu mere insisterende."Fordi, jeg er kærester med Harry..." Sagde jeg og græd endnu mere, jeg løftede blikket og kiggede ind i Nialls blå øjne. De var helt røde. Røde? Græd han?"Det... Er jeg ked af, Hannah, virkelig." Han bed sig i underlæben, nervøst. Jeg ville så gerne kramme ham og sige at det var okay, men det var det jo ikke."Niall... Hvorfor gjorde du dett?" Jeg havde besluttet at forlade ham, finde Harry, så snart jeg havde fået det afvide."Fordi... Det eneste hun gjorde var at fangirle ind i mit ansigt, skreg og kunne næsten ikke tale. Så jeg..." Jge kiggede op på ham, med store øjne. Havde han løjet for hende? Var han single?"Så du løj?" Han nikkede.

Han havde løjet for Ann? Så nu havde jeg en fjende, pågrund af ham? Havde jeg mistet min ene støtte pågrund af ham? Jeg stirrede bare chokeret på ham og rejste mig så, jeg ville ikke spilde min tid på ham, ikke mere. Mit blik gled rundt i hele salen, for at finde Harry. Og det fandt ham, uheldigvis. Han stod og.. råsnavede med en blondine? Jeg kiggede op på uret, havde festen været i gang i to timer? To fucking timer? Så havde han jo en undskyldning for at være mig utro, han var sikkert skide fuld. Utro... Bare ordet gav mig myrekryb. Jeg smilte, selvom mine øjne var fyldt med tårer. Hvis han måtte være mig utro, var der vil ingen grund til at jeg ikke måtte. Jeg vendte mig mod Niall og lod mig falde ned i sofaen. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder og mærkede hans hånd køre rundt på min ryg og hørte hans beroligende stemme. Jeg kiggede op på ham og sagde:"Niall, ville du have noget imod jeg kyssede dig?" Han gjorde store øjne og stammede:"M-Men... H-Harry..." Mere nåede han ikke at sige før jeg pegede i retning af hvor Harry stod. Selvom jeg havde troet at hans øjne ikke kunne blive større, blev de mindst dobbelt så store."Han..." Han smilte og vendte sig mod mig, så kyssede han mig. Det var et lille uskyldigt kys, slet ikke som Harrys kys. Men alligevel kunne jeg høre Harry råbe:"Hannah!" Og jeg vidste han var på vej hen mod mig. Niall rev sig fra mig og kiggede overrasket på Harry, ligesom mig."Hvordan kunne du gøre det...?" Spurgte Harry, med blanke øjne. Jeg måbede og rejste mig op, vel vidende om at alle stirrede på os."Har du glemt hvad du lavede for bare to minutter siden? Du stod og fucking snavede med en eller anden blondine!" Jeg råbte det hele ind i hans hoved, han så helt forskrækket ud."Og så spørger du om hvordan jeg kan gøre det? Niall gav mig et kys, ja! Men det var bare et kys! Ikke et fucking snav!" Med de ord vendte gik jeg forbi ham og alle andre, ud af døren, væk fra ham, væk fra dem. Tårer løb ned af mine kinder, da jeg med faste skridt gik hjemad. Vel vidende om at der var meget langt hjem. Og at jeg skulle igennem flere gyder og sidegader, hvor der sikkert ikke var andre end bander. Jeg kunne høre råb fra festen, råbene råbte mit navn og det var Harrys stemme. Ikke at jeg skulle møde ham! Jeg havde fået min hævn over det snav, med et kys fra Niall og så flippede han ud? Et kys på fem sekunder var åbenbart værre end et snav på et minut? Åbenbart.

Jeg begyndte at løbe, selvom jeg vidste han uden tvivl ville kunne indhente mig. Mit blik faldt på en gyde, der kunne jeg da gemme mig, ikke? Bare i fem minutter? Flere stemmer sluttede sig til at råbe mit navn og jeg var sikker på at det var de andre fire. Men dem havde jeg heller ikke lyst til at møde. Jeg drejede af og satte mig ned i gyden, det våde grundlag gjorde min kjole beskidt, men jeg var ligeglad. Salte tårer løb med af mine kinde,r da jeg kiggede tomt frem for mig på muren. Jeg var ligeglad med Harry, med Niall, med Ann... Pludselig virkede døden tiltrækkende igen, måske fordi jeg var tæt på at miste den eneste jeg elskede? Var jeg virkelig ved at miste Harry, min elskede? Det var jeg vel... Jeg brød fuldstændig sammen. Tårerne løb hurtigere og lysten til at dø blev forstærket, hvordan kunne jeg leve hvis jeg ikke havde Harry? Det var umuligt! Aldeles umuligt. Jeg lagde mig ned i på det våde asfalt, ventede kun på at døden kom. Jeg lukkede mine øjne, ventede på det herlige mørke. Det kom ikke."Nå, hvem har vi så her?" En ondskabsfuld stemme nåede min trommehinde. Jeg åbnede øjnene og stirrede på tre piger og en dreng, og min eneste tanke var: Stakkels dreng, eneste dreng i en gruppe på fire? Jeg havde ondt af ham... I det øjeblik jeg så ham."Er det ikke Hannah Johnson?" En pige nikkede og sagde:"Jo, Harry Styles' kæreste." Den trejde piges øjne lyste af had og hun sparkede straks mig lige i brystet. Jeg gispede og kiggede skræmt på dem."Sikke en piveskid!" Sagde drengen hånligt og hev mig op at stå."Jaxon, hvad laver du?" Hvæsede den første pige, hendes øjne var også fulde af had."Giver hende en lektion." hvæsede han tilbage og sparkede mig hårdt, så jeg knækkede sammen. Smerten var ulidelig og stadig så velkommen, inden længe ville mørket komme og mit ønske ville blive opfyldt."Hey, Jaxon, hold hende lige op ad væggen." Han gjorde som hun sagde og smadrede mig ind mod væggen, mit hoved gjorde forfærdeligt ondt og der dansede prikker for mine øjne."Giv mig knvien, Isabelle." sagde pigen og Isabelle, den sidste pige, smilte ondt til mig. Pigen vendte sig mod mig og hvæsede:"Hvis du overlever, bitch, så vid at du aldrig skal nærme dig Harry igen.. Vi kommer efter dig!" Med dig ord, tog hun mit håndled og svang kniven ned mod min pulsåre. Jeg skreg og Jaxon slap mig, så jeg faldt ned på jorden."Kom, vi smutter." Sagde han og de forsvandt. Min krop gjorde ondt, mit hoved gjorde ondt og mit håndled gjorde ondt. Eller underdrivelse, det gjorde forfærdeligt ondt. Hvert sekund føltes somen evighed og da jeg tror der var gået et par minutter blev jeg vist fundet."Hannah!" Råbte en stemme."Drenge! Harry! Hjælp!" Personen løftede mig op og begyndte at gå, blodet gjorde mit håndled varmt og så forsvandt det hele ganske langsomt. Det sidste jeg hørte var helt klart Harrys smertede stemme skrige:"Hannah! Nej!" Og så var der bare mørke.

~ Resten bliver skrevet fra Harry's synsvinkel ~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...