Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4632Visninger
AA

17. Kapitel 15

D enæste dage gik med at jeg blev ved med at minde mig selv om hvor grim, dum, forkælet, forhadet og tyk jeg var. Og beskederne fortsatte med at overbevise mig om det samme, hele tidne var der nye beskeder. Og til sidst endte jeg med at tro på det hele selv, måske lidt naivt, men kan man stadig kalde det naivt når over to millioner mener det samme? Ikke fetr min mening og eftersom at så mange mente det samme var jeg helt sikker på at det var rigtigt. Jeg besluttede mig for at starte fra en ende af med at overbevise alle om at jeg ikke var alt det de sagde, selvom jeg vidste de havde ret. Det havde min far allerede mindet mig om, faktisk havde han sagt det alle dage i mit liv. Hvor uduelig, hvor grim og tyk jeg var og nu mente over to millioner det samme. Jeg sukkede, og så på min morgenmad, den så ud som om den kunne ved bare en enkelt bid gøre mig vildt tyk og jeg fnyste kvalmende, hvorefter jeg smed den i skraldespanden. Ikke at jeg skulle se på mere kvalmende mad. Ikke engang Laras chokoladesmåkager hjalp, så snart jeg havde spist dem brækkede jeg dem op igen. Selvom jeg burde være sulten havde jeg ondt i maven hele tiden, som havde jeg spist alt for meget. Når jeg var alene græd jeg, over mit lille sølle liv, over at alt var glat med mig, over at Harry havde valgt én som mig, han fortjente mere og bedre. Jeg hørte Lara råbe pludseligt:"Hannah?! Harry er her!" Harry? Harry! Han skulle ikke se mig sådan, han måtte ikke. Jeg gemte mig under dynen og håbede han ikke ville lægge mærke til mig. Men hvem kunne ungdå at lægge mærke til mig? Jeg var så fed og jeg var sikker på at min grimhed lyste igennem dynen."Hannah?" Hans stemme skar igennem rummet, et lille hulk slap desværre over mine læber og jeg pressede øjnene i. Han måtte ikke finde mig, han måtte ikke finde mig... Tanken blev ved med at være i min hjerne, fyldte mit hoved og jeg kunne ikke slippe af med den. Selvom jeg gerne ville kaste mig i hans arme, fortælle alt, gjorde jeg det ikke. Jeg holdt vejret, pressede øjnene i og holdt munden lukket, men han fandt mig... desværre. Og et gisp gled ove rhans læber da han så mig. Åh nej! Mine ar! Arrene min far havde givet mig, de var ikke dækkede, det sørgede jeg ellers altid for. Pis."Hannah... Har du..." Han nåede ikke at sige mig, før jeg med grødet stemme afbrød ham:"Nej, det var min far... Selvom jeg gerne ville have gjort det istedet." Det sidste mumlede jeg så utydeligt som muligt, men han hørte det, det var jeg sikker. Han sagde ikke noget, løftede bare dynen og derved blev min fede krop afsløret, fuck! Nu ville han da helt klart slå op, det var jeg sikker på. Men han gjorde det ikke, og jeg åbnede øjnene lidt. Tårer strømmede ned af kinderne, på både mig og ham. Hans øjne mødte mine og han trak mig op i et kram. Jeg lukkede øjnene og da jeg mærkede hans arme omkring mig, begyndte jeg at græde igen. Tårerne strømmede ud af mine øjne og gjord ehans kulder våd, men han havde vist ikke noget imod det.

"Hannah?" Jeg nikkede langsomt."Hvorfor gør du det her?" Hvorfor jeg gjorde det? Havde han ikke haft tid til hverken Twitter eller Facebook? For hvis han havde kunne jeg ikke forstå hvorfor han ikke havde set alle de beskeder der var meningen jeg skulle se, men som hele verden fik at se sammen med mig på samme tid. Jeg løsnede min ene arm lidt og pegede på min computer, hvorefter jeg hurtigt gemte mig ved hans skulder igen, han måtte ikke se det. Det måtte han ikke! Men nu var det forsent. Jeg hørte han åbnede den, tastede noget ind og grinte lidt. Hvor pinligt, han havde gættet min kode Harrylove, jeg måtte se at få den skifet det måtte... Jeg hørte ham gispe og en tårer ramte mit hoved, hans ene arm der stadig holdt om mig strammede sit greb om mig. Han tastede noget ind igen, noget jeg vidste jeg ville bøde for senere, det skule alle fansene nok sørge for. Jeg begyndte at græde ved tanken, Harry var straks om mig og begyndte at trøste mig. Men hans blide ord og hans berøring gjorde bare det hele værre, så jeg græd bare endnu mere. endelig slap mine tårer op og Harry tog hans hænde romkring mit ansigt og trak det ud så han kunne se det."Hannah, jeg er ligeglad med hvad andre siger... For mig vil du altid være en engel, du er så smuk, så smuk og du skal vide at jeg elsker dig. Altid." Jeg smilte svagt og sagde hæst:"Lover du?" Han nikkede og sagde:"Jeg lover." Han kyssede mig blidt og det var som en tung byrde faldt fra mit hjerte. At høre ham sige de ord... Det gjorde mig glad og jeg smilte, han trak sig stille fra mig og hviskede:"Jeg lover at jeg altid vil være der for dig, og jeg vil altid elske dig." Jeg smilte og da hans læber endnu en gang ramte mine kyssede jeg glad med. Dette var den mand jeg ville tilbringe resten af mit liv med, det var jeg sikker på. Dog var jeg stadig bekymret og jeg var stadig ikke tilfreds med mig selv, men jeg sagde det ikke. Jeg var bange for han ville synes jeg var for stædig, irriterende, og ville slå op, påtrods af hans løfte. Han trak mig op sengen og hviskede:"Hold dig for øjnene." Jeg gjorde som han sagde, men nu skal det siges at jeg er virkelig dårlig til det med at lukke og holde mig for øjnene, så selvfølgelig fjernede jeg fingrene lidt og han opdagede det. Han grinte og sagde drillende:"Snyder." Jeg smilte og fjernede hænderne helt og måtte lige knibe mig en gang i armen. Harry stod emd en smuk, sort kjole... Den glinsede i lyset og så ud til at ville gå mig cirka til anklerne. Den var perfekt. Jeg gispede efter vejret og spurgte:"Hvor... Hvorfor?" Han smilte og sagde:"Fordi jeg da vil have min kæreste med til fest på lørdag." Lørdag... I dag var det... Søndag, så lidt under en uge. Jeg smilte og gik med vaklende skridt hen og kyssede ham, han fjernede sine læber fra mine og fik mig til at strække armene så kjolen kunne komme ned over mig. Kjolen passede perfekt og afslørede ingen af mine deller."Heldigvis." Mumlede jeg og så ned af mig."Hvad?" Sagde Harry forvirret. Jeg spærrede øjnenene op, havde jeg virkelig sagt det højt?"Ingenting!" Sagde jeg hurtigt, måske for hurtigt, for han så undersøgende på mig før han nikkede."Jeg elsker den." Sagde jeg og smilte. Han smilte igen og holdte om mine hofter og før vores læber mødtes endnu en gang hviskede han:"Og jeg elsker dig."

________________________________

Guys? Jeg synes I er så stille derude, kunne I ikke lige være nogle fantastiske læsere - ikke fordi I ikke er det - og lige skrive hvad I synes jeg kan gøre bedre? Og hvad I kan lide ved historien? Tak <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...