Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4555Visninger
AA

16. Kapitel 14

Han var perfekt, han betød alt for mig, han var min verden. Tænk at han havde fået den effekt på mig, på så kort, så kort tid. Det var utroligt og ufatteligt, noget jeg aldrig havde troet ville ske. Ihvertfald ikke for mig, for alle andre, for Ann, men ikke for mig. An... Gud, hvor var det lang tid siden. jeg følte et stik af dårlig samvittighed og løb nærmest over mod bordet, hvor min telefon lå. Jeg trykkede hendes nummer ind og sagde glad, da hun tog den lid efter:"Ann, det ' Hannah!" Jeg kunne høre et fnys og så sagde en stemme der langt fra var Ann:"Nå, så det er dig der har stjålet Harry? Skrid af helvede til!" Hun lagde på... Jeg stirrede bare tomt ud i luften, prøvede at forstå hvad der var sket. Jeg blinkede og så forvirret på min telefon, hvem var det der havde taget telefonen? Hvor var Ann? Og hvad havde jeg dog gjort? Jeg løb ned af trapperne, slyngede et halstørklæde om min spinkle hals og tog hurtigt en jakke på. Jeg nåede lige at råbe:Jeg smutter!" Før døren lukkede sig og jeg løb hen til min bil. En sort BMW, faktisk var jeg ret stolt af den og jeg elskede den. En gave fra Peter og Lara, da de lige havde adopteret mig. Selvom jeg elskede dem, havde jeg beholdt mit efternavn som en sidste ære til min familie. Jeg snurrede nøgleren rundt og bakkede langsomt ud af porten og satte farten op, hen mod Ann. Allerede da jeg parkerede ude foran hendes hus, havde jeg en fornemmelse af at det ville ende galt det her. Men alligevel fortsatte jeg op mod hoveddøren, det var en gammel dame der lignede en gammel udgave af Ann's mor der åbnede. Hendes ansigt lyste op da hun så mig og gav mig et knus."Åh, Hannah, hvor er det godt at se dig!" Jeg smilte og gengældte hendes knus, selvom jeg i virkeligheden var alt for chokeret. Var denne gamle dame virkelig Ann's glade og livlige mor? Det kunne da ikke passe.. Jeg så på hende og hviskede så kun hun kunne høre det:"Hvad er der sket?" Hun så på mig med sørgmodige øjne og gav min hånd et klem."Lang historie, men alt i alt er Ann-Sofie ødelagt, jeg ved ikke hvorfor. Hun begyndte at tage stoffer, ryge og omgik hele tiden de forkerte typer. Til sidst flyttede hendes far, da han ikke kunne se hans eneste datter og barn ødelægge sig selv. Jeg kunne, og gud hvor jeg dog har fortrudt det. Hun er en helt anden nu." Sagde hun og tårer trillede ned af hendes kinder, mens vi gik op ad trappen til Ann's værelse. Jeg åndede en gang ud og bankede på."Mor? Skrid!" Lød en stemme derindefra."Det er mig..." Startede hun ud, men nåede ikke at sige mere før døren nærmest blev flået af sine hængsler. og der i døren stod foruden en grim brunette, en helt forkert udgave af Ann. Jeg spærrede øjnene op, da jeg så hendes øjne der var dækket af mascara, eyeline rog øjenskygge. Hendes læber der var fuldkommen blodrøde, hendes ansigt der havde fået en smuk glød og hendes bryster der så ud som om hun havde fået virkelig meget silicone i.

"Jeg sagde jo, hun ikke kunne kende mig." Grinte Ann hånligt til hendes veninde, før hun gav mig en lussing og med hadefulde øjne sagde hun:"Vis dig her igen og du får med mig at bestille." Jeg kiggede forvirret på hende og opdagede ikke engang den brændene smerte i min kind."Men.. Hvorfor?" Hun kiggede lidt på mig og brød derefter i gråd."Niall... Har en kæreste! Og du stjal Harry fra mig! Harry Fucking Styles stjal du fra mig!" Hendes øjne lyste op i det gamle had og hendes grimme veninde gav mig en ordentlig knytnæve i soleplecsus. Jeg mistede alt luften og faldt sammen, gispende efter vejret hørte jeg deres latter og et brag da døren blev lukket. Jge mærkede en hånd mod min skulder og så Ann's mor og hørte hende hviske:"Du må... Hellere gå." Jeg nikkede og sagde farvel til den lukkede dør, til min eneste rigtige veninde jeg nogensinde havde haft og derefter fulgte jeg med Ann's mor og sagde farvel til hende også, inden jeg begav mig hjemad. Hele vejen tænkte jeg på Ann, hendes veninde og på at hvis de hadede mig, hvad ville der så ikke vente mig på Twitter og Facebook? Jeg gyste og mærkede det som noget koldt der omsluttede mig. Jeg kunne endelig stige ud af min bil og sætte kursen mod mit hjem. Mit hjem... Det var egentlig længe siden, der var noget jeg havde kunnet kalde rigtigt 'mit hjem'. Jeg åbnede døren og råbte:"Hjemme!" Ingen svarede, da jeg forvirret ind i køkkenet stod der på en seddel: Kære Hannah, vi er ude at besøge Laras forældre, tilbage om en uge. Knus Peter, Lara, Elena og Arya, Jamen, det var jo helt igennem skønt, så kunne jeg få grædt ud uden at skulle besvare spørgsmål fra hverken Lara eller Peter. Men bedst som jeg sad og græd med ryggen lænet op af døren, ringede det på døren. Jeg ignorerede det, jeg ville ikke snakke med nogen, ikke engang Harry. Jeg rejste mig vaklende og gik med tøvende skridt over mod sengen, over til computeren der stod klar med både Facebook og Twitter. Lige da jeg havde fået lagt mig til rette og pustet ud, var jeg klar til hvad end der nu stod. Og straks jeg kom på fyldtes mine øjne med tårer.

I'll kill myself, because of you, Hannah. Thank you, now I'm killing my self.  Den havde fået tusind likes.

I really HATE, Hannah Johnson. LIKE IF YOU DO THE SAME! Tyvetusind likes..

Jeg kunne ikke læse mere, både på Facebook og twitter var jeg blevet svinet til. Var jeg virkelig så fed? Grim? Dum? Forkælet? Åbenbart, der var jo så mange der syntes det samme. Så optaget som jeg var om hadebeskederne så jeg ikke en eneste af de søde beskeder der var, de fandtes ikke. Og da jeg så beskederne indgik jeg en aftale med mig selv. Jeg ville tabe mig, så kunne Harry da have en tynd kæreste, der godt nok også var grim, dum og forkælet. Hvad skulle jeg gøre? Jeg brød ud i gråd og græd resten af dagen, ignorerede sms'erne og opkaldene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...