Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4551Visninger
AA

12. Kapitel 11

Jeg var endelig kommet hjem, men hvad godt skulle det gøre? Jeg ville måske dø! Og så var det vel ligegyldigt om jeg var på hospitalet eller derhjemme, ikke? Åbenbart ikke, for Lara og Peter, som jeg nu kaldte ham, havde gjort et stort nummer ud af at jeg skulle være hjemme. Hvorfor vidste jeg ikke. Hjemme var vist ligeså godt som hospitalet efter min mening, der som sædvanlig ikke talte. Ann og drengene vidste ikke noget om lægernes diagnose, men på et tidspunkt skulle de vel have det afvide, ikke? Ann ville blive knust, det var jeg sikker på. Og drengene... Tja, dem var jeg ikke så sikker på. Jeg kendte dem jo ikke, endnu. Ville de overhovedet blive berørt af det? Det ville de nok, ellers ville de nok have været blevet hos mig da jeg lå på hospitalet. Måske gjorde de det bare af venlighed, eller fordi Peter eller Lara havde sagt de skulle? Jeg ville helst ikke tro det, men muligheden var der jo, desværre. Jeg tog min mobil op af lommen og sturderede den lidt, skulle jeg skrive til en af dem? Min mobil vibrerede og jeg så hvem det var fra. Harry, når man taler om solen... Hvad skrev han?

Hey, har du det bedre?

Jeg smilte og skrev tøvende, hvorfor tøvede jeg? Skulle jeg ikke være overlykkelig over at nogen ville snakke med mig? Jo, det skulle jeg nok. Så jeg endte op med at svare: Okay, hvad med dig? xoxo Svaret kom lidt tid efter med en masse glade smileyer, og noget sagde mig at det ikke kun var Harry der skrev til mig, især ikke efter at jeg læste hele beskeden færdig.

Godt, godt, godt, godt, godt... Og du er kommet hjem fra hospitalet? Great! Forresten, jeg er sulten. :D ;D ; ;) :) :-D

Det var kun Niall der kunne finde på at sætte et 'jeg er sulten' ind hvor som helst, selv når det ikke passede ind. Men det var han da fuldkommen ligeglad med, bare han fik informeret resten af verden om at han havde brug for mad. Lige nu. Jeg grinte lidt og skrev så til dem: Ja, jeg er kommet hjem ^^ Og tag noget mad så, Niall xD Svaret kom lidt efter, et meget forvirrende svar, var det faktisk.

Skønt....!  Jamen, der er ikke noget Nandos og jeg orker ikke at gå ned efter noget... Skrid, Niall! Hey, det var ikke pænt sagt! Nej, og hvad så?

Noget sagde mig at den sms var blevet sendt ved et uheld, for ligestraks kom der en hel masse der forklarede at jeg ikke skulle tage den sms alvorligt og at de var rigtig, rigtig kede af det. De kunne ligeså godt have sparet sig, jeg så ikke de efterfølgende sms'er jeg havde alt for travlt med at dø af grin. Jeg hostede lidt og stoppede med at grine, da jeg mærkede et blik i nakken. Jeg vendte og stod ansigt til ansigt med Lara der havde tårer i øjnene, jeg så ned. Selvfølgelig var hun mere ked af det end mig, jeg havde jo intet imod at dø, men hun ville nok ikke have jeg skulle dø. Men hvorfor ikke? Der var jo intet her i livet, der gjorde mig lykkelig mere. Jo, Ann gjorde mig selvfølgelig glad, det samme med Elena og Arya, og klart også Lara. Men de var kun fire, fire personer jeg holdt meget af... Det virkede bare ikke nok. Jeg mærkede nogle arme omkring min tynde krop og mærkede varmen fra Lara. Jeg krammede hende tilbage, jeg lagde mærke til noget vådt i mit hår. Tårer. Jeg fik det pludselig dårligt med at intet have imod at dø, for døden var jo døden, altings ende, min ende. Jeg ville ikke se Ann, Arya, Elena og Lara igen, aldrig smile til dem mere. Ville jeg overhovedet have et liv efter døden? Eller ville jeg bare holde op med at eksistere? Jeg vidste det ikke, men hvis jeg nu skulle dø, så fandt jeg vel ud af det, ikke? Måske... ikke. Bag mig vibrerede min mobil som en sindssyg og jeg rev mig blidt løs fra Laras arme, tog mobilen og så på displayet. Harry ringer... Stod der og der var et smilende ansigt at ham var på billedet. Jeg smilte og trykkede på den grønne telefon."Det' Hannah." Lidt efter kom svaret han var vist glad kunne jeg høre."Hannaah!" Jeg smilte skævt, han var nu meget sød."Hvad så?" Denne gang kom svaret tøvende, lidt underligt. Han plejede aldrig at tøve med noget, eller han havde ihvertfald ikke tøvet med noget i den"Jo... Jeg ville spørge dig om noget..." Selvom han nok ikke kunne se det, smilte jeg allerede ved tanken. Ikke et skævt smil, men et rigtigt og varmt smil."Og hvad er det så?" Jeg prøvede virkelig at lyde nysgerrig, det gjorde jeg, men det mislykkedes vist lidt."J-Ja, altså... Vil du med ud... Og spise i aften?" Så kom det, endelig. Jeg havde lyst til at skrige 'JA!', men jeg gjorde det ikke. Han skulle jo ikke blive døv allerede nu, så jeg nøjedes med at storsmile og sige:"Ja, det vil jeg rigtig gerne." Det var som om jeg kunne høre ham ånde lettet ud og jeg kunne ikke lade være med at smile endnu mere."Fedt, så henter jeg dig ved seks-tiden?" Jeg nikkede og sagde:"Nice, vi ses.""Vi ses, søde." Søde... Det kunne jeg godt vænne mig til.

____________________________________

Andre end mig der synes at dette kapitel blev noget hø? Skriv, skriv, please! xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...