Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4746Visninger
AA

11. Kapitel 10

Jeg fik endelig overtalt den tilbageblevende dreng fra det der band om at komme på min computer. Da jeg havde fået den åbnet og tændt så jeg på ham med bedende øjne og med en lille stemme sagde jeg:"Søde, søde, søde, søde..." Fuck, hvad hed han? Drengen flækkede af grin, hvilket irriterede mig. Han kunne kun hedde noget så irriterende som Harry."Harry, vil du ikke nok gå i et par minutter?" Han kiggede undersøgende på mig og nikkede så. Han rejste sig og gik ud af rummet. Endelig alene efter så mange dage hvor der var nogen der havde kigget på mig konstant. Jeg smilte for mig selv og loggede både ind på Twitter og Facebook, hvor jeg havde valgt at beholde mit gamle efternavn, Jones. Jeg kiggede overrasket på min Twitter og Facebook-væg, der var ingen beskeder fra fans, Så kunne jeg måske alligevel holde mig ude af paparaziernes søgelys? Måske.. og måske ikke. Lidt efter kom Harry ind igen og jeg slukkede computeren."Er du frisk?" Spurgte han og satte sig på sengekanten. Jeg nikkede og slog dynen til side. Jeg begyndte straks at fryse og lagde mærke til hvor tynd jeg var blevet. Han så gåsehuden på min hud og kastede en pose hen til mig, nede i den lå der en hættetrøje, nogle sko og nogle bukser. Jeg smilte til ham og gik med, hans hjælp og vaklende skridt, ud på toilettet hvor jeg låste døren efter mig. Jeg kiggede mig rundt, heldigvis var det et stort rum jeg var i. Der var ikke noget lille rum der krympede... Det gjode mig bedre tilpas. Jeg kiggede mig i spejlet og gispede. Jeg lignede et lig. Fedtet hår, tyndt ansigt, bleg hud, matte øjne. Jeg sprøjtede vand i mit hoved og tog den hvide hospitalsnatkjole af, hvoefter jeg måtte kæmpe med at få bukserne strammet ind da de var alt, alt for store til min lille, tynde krop, der var blevet endnu tyndere. Jeg låste op og kom ud i fuld påklædning, Harry smilte og det måtte vel betyde at jeg ikke så så dårlig ud. Jeg smilte svagt og skyndte mig derefter hen på en stol efter en pludselig bølge af kvalme. Han kiggede bekymret på mig, men jeg viftede bare med hånden. Det var jo ingenting, bare lidt kvalme.

En sygeplejerske kom ind, efterfulgt af Lara og Hr. Merryweather, måske burde jeg kalde ham Peter? Det burde jeg nok. Hun satte sig på en stol overfor mig med nogle papirer og begyndte at skrive noget ned. Hun kiggede på Harry og sagde så sukkersøst:"Harry, kunne jeg få dig til at gå ud lidt? Vi skal have taget nogle prøver." Han nikkede og gik ud, han kiggede kort på mig før han lukkede døren efter sig. Jeg sank en klump, prøver betød at jeg skulle stikkes af en kæmpenål. Jeg hadede, hadede, hadede nåle. Hun så undersøgende på mig, henne sygeplejersken og sagde så:"Hannah, vi skal ikke tage prøver i dag. Vi er faktisk færdige med dig. Nu skal du bare have resultaterne af prøverne."Resultaterne... Jeg glædede mig ikke. Det kunne være det gik imod min fordel. Og så ville det først blive hårdt at leve."Hannah... Hvordan skal jeg sige det?" Uh, dårlig, dårlig start. Virkelig dårlig start."Hannah, din krop er blevet mærket efter din fars måde at behandle dig på. Det du har oplevet nu vil komme igen, nogle gange stærkere og andre gange svagere. Og desværre, er der intet vi kan gøre for at stoppe det. Måske vil du dø af det, vi ved det ikke." Jeg blev bleg, følte mig dårligt tilpas, svedte og frøs. Jeg kunne ikke sige noget, kun tænke og håbe på at hun tog gas på mig. Men at dømme ud fra Lara's tårer, var det præcis hvad hun ikke gjorde. Hun havde fortalt mig sandheden uden omsvøb og på en måde var det rart, rart at vide sandheden. Den dejlige og frie sandhed, der måske ville tage livet af mig. Men hvis den gjorde det, ville jeg vide hvorfor og jeg ville være parat, ikke noget med at det kom pludseligt."Hvis... Jeg skal dø, hvor lang tid har jeg så igen?" Sagde jeg hviskende, hun smilte varmt og sagde beroligende:"Det er jo ikke sikkert du dør." Meeeget opmuntrende. 'Ja, du har en sygdom kan det kaldes i din krop og vi ved ikke om den vil dræbe dig, det vil tiden jo vise.' Beroligende... Eller nå nej, det var det jo ikke. Jeg lod mig hjælpe over i sengen, udne at vid ehvem der hjalp mig og sank ned i den bløde seng, vel vidende om at jeg måske ikke ville vågne igen...

______________________

Kunne jeg ikke få jer til at skrive i en kommentar hvad i synes om historien? Er der noget der ikke er så godt og skal ændres? Skriv, skriv, skriv... xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...