Forever Young(1D)

Hannah er 17 år og er temmelig ligeglad med alt, siden hendes mor døde er hun blevet misbrugt af sin far, da hun bliver sendt til London til en rig mand der tager sig af hende. Hun får en veninde ved navn Ann-Sofie, eller Ann, der elsker One Direction og en dag får Ann endelig Hannah overtalt til at komme med backstage og tale med drengene, Hannah glæder sig SÅ meget... ikke til det.

16Likes
9Kommentarer
4497Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Nej, nej og atter nej!" Råbte jeg til Ann, hendes skøre idéer kom altid til at handle om One Direction. Hvem fanden var One Direction? Nå ja, det havde hun 'glemt' at fortælle mig... ligesiden hendes første idé med at jeg skulle få Hr. Merryweather til at arrangere et møde til hende med dem. Hun kiggede bedende på mig, det gjorde hun altid og hun fik mig desværre altid overtalt. Men ikke den her gang! Denne gang stod jeg fast! Især fordi at hendes idé denne gang handlede om at jeg skulle møde hendes store idoler, som hun havde glemt at sige navnet på."Kom nu, kom nu, kom nu!", Tiggede hun og foldede hendes hænder, mens hun gik ned i frierstilling og lavede de ondeste hundeøjne nogensinde. Hendes måde at sige 'jeg spørger pænt, men du har ingen nej-mulighed'. Jeg sukkede, og vendte ryggen til hende. Hun fnøs og drejede om på hælen kunne jeg høre og gik hendes vej, det gjorde hun altid og ville så komme tilbage lidt senere for at se om jeg havde overgivet mig. Endnu et suk forlod mine læber om med tunge skridt gik jeg ned af gågaden for at komme til Hr. Merryweather's store lejlihed.

Hr. Merryweather skal lige have en præsentation før du møder ham, dengang efter min mor døde knuste det min far. Han blev gal og gjorde alle mulige ting med mig og mine søskende. I starten troede jeg at han havde sendt min storebror og storesøster væk, men dagen efter kom han med falske tårer hen til mig og sagde at han havde slået dem ihjel. Jeg begyndte at græde og han slog mig bevidstløs. Og da jeg blev ældre blev det voldelige misbrug også seksuelt, og det knækkede mig indenfra (Det var ihvertfald hvad psykologen havde sagt) og da han en dag var fuld, spilelde der en sang i radioen. Og da han så jeg græd brølede han:"Jeg skal give dig noget at græde!" Og slog mig så hårdt han kunne med et bat, et bat! Et bat! Siden den dag spillede han altid den sang når han slog mig. Altid. Da det blev opdaget at han slog og misbrugte mig, tog politiet mig og den dag græd jeg for første gang rigtige glædestårer. Hr. Merryweather var manden der adopterede mig kunne man kalde mig det, og siden den dag har jeg set ham som den mest rare mand i verden. Sammen med ham, hans kone Lara og deres tre-årige tvillingedøtre Arya og Elena, havde jeg prøvet at starte på en frisk. Men mine søskende kunne jeg ikke glemme, min far kunne jeg ikke glemme, eller tonerne i den forfærdelige sang jeg altid forbandt med smerte og mørke...

Jeg satte nøglen i døren og åbnede den, jeg smilte et ægte smil og jeg elskede at gøre det. At smile gav mig styrke og at have noget at smile over gjorde mig lykkelig. Lykkelig.. Hvorfor kunne jeg være det? Min bror og søster burde være lykkelige, have et liv, istedet var de blevet henholdsvist smidt i en brønd og brændt.. Min far havde virkelig været gal. Mine tanker blev afbrudt af et glædesudbrød, i to stemmer:"Annah!!!" To små piger med bølget, lyst hår om løbende mod mig og jeg tog dem op i et kæmpe knus. Her i mine arme, var én af grundene til at jeg kunne tillade mig at være lykkelig, de to små piger havde gjort så meget for mig uden at vide det. Lara kom ud af køkkenet, hun smilte. Det gjorde hun altid, når jeg smilte, det var som vi havde en speciel forbindelse til hinanden. Vi var glade på samme tid og kede af det på samme tid, og så legede hun aldrig psykolog hun krammede mig bare når jeg havde det hårdt, præcis ligesom Ann. Jeg smilte skævt, hun havde altid været der for mig... Måske skulle jeg give hende en lillebitte gave? Måske... Ikke. Lara kom hen og tog den ene af de små piger, hvem af dem kunne jeg ikke huske, de var tvillinger og fuldstændig identiske."Hej Lara." Sagde jeg og smilte til hende. Jeg vidste hun helst ville have mig til at se hende som min mor, men istedet var hun sammen med Ann blevet de bedste støtter i mit liv."Hej Hannah." Hun vendte sig om og gjorde tegn til at jeg skulle følge med, luften duftede af chokoladesmåkager. Laras chokoladesmåkager.

Jeg ved ikke hvor hun har det fra, men lige når Lara serverer noget godt kommer Ann altid på besøg. Måske var det bare held eller som hun selv forklarede det 'næse for den slags', og det havde hun vel. For når hun skulle købe nyt tøj var der altid rabat og dagen efter hun havde været der var den ingen rabat. Den pige var simpelthen en lykkemagnet, og det bedste ved det hende var at hun aldrig mistede sit humør. Selv når jeg brød sammen og begyndte at græde, mistede hun aldrig sit humør og selvom hun ikke viste det vidste jeg at hun tænkte på en eller anden vits hun ville fortælle mig senere. Og det elskede jeg hende for. Hun var så glad for alting og selv når jeg ikke gad snakke med hende, så begyndte hun bare at snakke om en eller anden vits hunhavde hørt. Jeg åbnede døren for hende og Ann's smilende ansigt dukkede op, hun så ud som om at hun var helt sikker på at jeg ville gøre et eller andet for at hun kunne møde sine One Profection - Var det ikke det de hed?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...