Headlines - Justin Bieber

Nicki Monroe Benson, vidste ikke at en enkel dreng ville ændre hendes liv.
Så hvad sker der når hun kommer til at gå ind i Justin? Og hun kommer til at tage hans mobil istedet for hendes egen? Bliver hun gode venner med denne her dreng?
Men hvad sker der når hun skal hjem til Justin sammen med hendes bedsteven?
Det kan kun gå galt, for Nicki.Som sædvanlig..

44Likes
150Kommentarer
11597Visninger
AA

8. Justin, we can't.

Kap 7.

Der var gået en uge nu. En meget vild uge. Mig og Marc har været til mindst 5 modeshows. Det overrasker mig så meget Marc elsker mig. Han tager sig af mig, giver mig råd og siger at han håber jeg en dag bliver noget stort. Det er utroligt.

Justin har ringet til mig hundrede gange imens han græd, fordi ham og Selena skændtes. Det er selvfølgelig syndt, men han ringer kun når han er ked af det i den her uge. Som om jeg er hans trøstebamse.

 

Jeg var lige kommet hjem fra arbejde, heldigvis har vi to ugers fri for skole, så jeg tager på arbejde klokken 10 om morgenen, til klokken 3. Så kommer jeg hjem.

Jeg sad i stuen og så tv, og spisede vandmelon, da min mobil ringede.

Jeg sukkede højt. Vi ved alle sammen godt hvem det var.  

''Hallo?'' sagde jeg og sukkede igen.

''Nicki?...'' hviskede han og snøftede. Jeg rejste mig op, og tog mine nøgler på bordet.

''Jeg kommer nu, Justin.'' sagde jeg og sukkede.

''Tak..'' sagde han og lagde på. Jeg sukkede igen. God damn it, nu skal jeg tage derhen og fortælle ham at jeg er hans VENINDE, ikke hans trøstebamse. Gosh.

Jeg tog mine sko på. Mit tøj idag, bestod af lyse shorts en pink top, og en lyserød blazer og så nogle lyserøde ballerinaer. Mit hår var glat som sædvanligt. Jeg lagde min mobil i lommen og låste døren da jeg gik ud. Jeg gik hen til elevatoren, og trykkede på 0. Jeg sukkede igen, for hundrede gang. Hvorfor skal jeg være hende som trøstede folk?

Jeg gik ud af bygningen og nogle paps begyndte at råbe af mig igen om Justin. På det sidste har folk mistanke om mig og Justin er sammen. No way. Men en del af mig ville ønske det var rigtig. Jaaa, som jeg har nævnt før har jeg følelser for ham. Så når jeg ser ham græde, knuser det mig. Men en lille del af mig hader at jeg er hans trøstebamse.

Jeg ankom foran hans hus, og åbnede hurtigt porten og lukkede den igen inden paparazzierne kom ind.

''Er du sammen med Justin, Nicki?! Hvad med Selena?!''

Jeg vendte mig irriteret om og råbte: ''Jeg er ikke sammen med Justin! Har man ikke lov til at være venner, forhelvede?! Så fat det dog!'' 

Jeg vendte mig igen om, og gik op af trapperne og ind af døren. Jeg gad ikke engang banke på. Jeg tog mine sko af, lukkede døren og gik ud i stuen hvor han lå på sofaen og så tv. Hans øjne var helt røde. Mit hjerte sank nærmest, det gjorde så ondt indeni. Pludselig glemte jeg alt om at jeg skulle sige at jeg ikke gad at være hans trøstebamse mere.

 

Det var også der det gik op for mig:

Han havde brug for mig.

Derfor ringede han.

Hvorfor tænker jeg så dumt?

''Nicki'' sagde han lettet og rejste sig.

''Hej søde. Hvad nu?'' sagde jeg og smilede sødt. Han kom hen og krammede mig så hårdt, at imens vi havde armene om hinanden kom jeg til at gå lidt bagud. Han strammede sit greb om mig, begravede sit ansigt dybt ned i min hals, og så mærkede jeg min hals blive våd. 

Jeg lagde min arme under hans arme.

''Hvad er der sket?''

''Hun siger hun ikke kan tage det mere.'' sagde han og snøftede ned i min hals. Det kildede, og jeg smilede lidt. Godt han ikke så at jeg smilede, så troede han bare jeg troede det var dejligt de var uvenner. 

''Tage hvad?'' sagde jeg.

''At..Alle de paparazzier, alle rygterne og haters. Hun siger hun overvejer at slutte det hele.''

Jeg blev ret chokeret.

''Justin, jeg ved godt jeg burde være støttende, men nu siger jeg bare sandheden. Okay?''

Han nikkede, og det kildede virkelig men jeg ignorerede det. 

''Justin hun fortjener dig ikke. Hvis hun virkelig elskede dig, var hun ligeglad med alt andet, så længe i var sammen. Sådan ville jeg have det, hvis det var mig.''

Det sidste skulle jeg ikke have sagt. For det næste der skete, fortrød jeg inderligt.

Han træk sig væk, men kun lidt, for han stod stadig ret tæt på mig.

''Hvis det var dig..ville du så være ligeglad med alt andet? Så længe du var sammen med mig?''

''J-j-ja.'' sagde jeg nervøst og kiggede forvirret på ham. Hans blik lyste pludselig op.

 

Okay, er du klar? Det her er hvad der skete, efter jeg kiggede forvirret på ham.

Han pressede sine læber mod mine.

Og jeg var så fucking dum, at kysse med. Nejnej, ikke misforstå mig. Jeg elskede det. Jeg elskede at mærke de læber der. Men jeg havde lige hjulpet ham med at være utro mod Selena. 

Han kyssede mig blidt på læberne, og jeg kyssede med. Så træk han sig væk.

''Jeg..Jeg ville bare føle dine læber, Nicki.''

''Det-d-det okay.'' hviskede jeg og hvilede mit hoved på hans skulder.

''Hvad skal jeg sige til Selena..'' hviskede han og hans øjne blev fyldt med tårer. Jeg kiggede væk, for ikke at selv græde. Jeg hadede at se ham sådan.

''J..Du..Du må tage en snak med hende. Spørge hende om hun vil være sammen med dig, eller ej. Hvis hun ikke vil..Så..Så..Så er jeg her for dig, Justin. Hvis hun vil, så er det jo godt!'' sagde jeg og smilede.

Han nikkede. ''Vil du så ikke vente her..og så tager jeg over til hende og snakker med hende?''

Jeg nikkede. ''Selvfølgelig.''

''Hvis du er sulten, tager du bare.'' sagde han og klappede mig på ryggen og gik. 

På en måde håbede jeg de forblev sammen så han ikke græd mere.

På en anden måde håbede jeg de slog op..Kæft jeg er ond.

 

 

Jeg gik ud i køkkenet, og der var ikke noget junkfood, så jeg skærede noget vandmelon og nogle jordbær. Der var dog noget chokolade som jeg smeltede, så jeg kunne dyppe jordbærene ned i.

Så smed jeg mig på sofaen, og tændte for fjernsynet. Jeg sad og så How I met your mother, og i et par timer glemte jeg alt om Justin, og alt det. Jeg sad bare og grinede over Barney og de andre.

Der gik to timer, og så hørte jeg døren ude i bryggerset åbne og smække. Jeg slukkede hurtigt tv'et, og lagde tallerkenen på sofabordet. 

Nu sker det.

Okay det lød dramatisk, but you know what I mean.

Han kom ud i stuen og han havde stadig tårer i øjnene. Fuck.

''Slog ...slog i op?'' sagde jeg nervøst.

''Bare skrid, Nicki.'' sagde han koldt. 

Hvad fanden? ''Hvad?'' sagde jeg overrasket.

''Vil du ikke bare skride hjem, for fuckhelvede?! Så skrid dog!''

Jeg rejste mig irriteret og skulle til at gå ud i stuen men vendte mig om og kiggede på ham. 

''Jus-''

''Vil du ikke bare godt skride, Nicki? Du har ikke en SKID at lave her!''

''Ved du hvad Justin?! Fucking fint! Men bare husk på, at da der var INGEN som var her for dig, var JEG! Det er fucking sidste gang jeg trøster folk, og hjælper dem på rette vej! SIDSTE GANG!'' sagde jeg med tårer i øjnene. Jeg gik ud i bryggerset og smækkede døren efter mig. 

Selvfølgelig var der fotografer, som så mig græde. Men jeg var så ligeglad. Jeg satte mig ind i bilen, og kørte hjem. Tårerne trillede ned af mine kinder. 

Fucking sidste gang. Det er sådan altid! Sådan er min skæbne! Jeg trøster folk, hjælper dem på rette vej og så sker sådan noget lort! Det er sidste gang, jeg er der for ham. Jeg kan sagtens være venner med ham, men næste gang han har brug for nogen, så skal han ikke regne med jeg vil være der for ham. 

Men det undrede mig stadig om de havde slået op eller ej?

Ugh whatever.

Jeg tog hjem, og tørrede tårene væk. Jeg har ikke brug for det her.

Tænk på de gode ting, Nicki..Tænk på at du har et drømmejob, en dejlig skole, og dejlige venner og familie.

Hvis jeg bare havde vidst at alt ville ændre sig, da han kom ind i mit liv, havde jeg kigget mig for dengang jeg gik ind i ham.

 

Dagene gik, og det var ligesom i film. Alt var i slowmotion. Jeg savnede Justin. Han var den som altid lyste min dag op lidt mere. Og nu hvor han ikke var her, var dagene mørke og grå. Ikke bogstavelig talt, der var mega godt vejr udenfor, men du ved.

Jeg sad inde på mit kontor, og lavede papirarbejde, for Marc. Jeg sukkede. Jeg savnede ham. Han havde ikke skrevet eller ringet, det havde jeg heller ikke. Jeg kunne ikke tage det. Jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt den dreng, fordi så ville jeg ikke sidde her og være så skide trist.

Jeg hørte døren gå op og kiggede op. Der stod Marc. Han havde en accent, hvilket var så fedt. 

''Okay, nu kan jeg ikke tage det mere.'' sagde han irriteret og tog en glasstol (Det var ikke ægte glas, faktisk gennemsigtig hårdtplastic, men det lignede glas!)

Han satte sig overfor mig. ''Hvad sker der? De sidste dage har du været så fraværende og trist? Noget du vil fortælle mig?''

Jeg kiggede på ham. Så fik jeg tårer i øjnene. ''Der er den her dreng.'' begyndte jeg.

''Årh, skat. Fortæl'' sagde han og rykkede tættere på bordet.

''Jeg bumpede ham en dag om morgenen ikke? Så fordi vi tabte vores mobiler..Så kom jeg til at tage hans og han tog min. Senere mødtes vi hjemme ved mig, og...''

Jeg fortalte alt til ham. De gange hvor vi var ude i byen og shoppe, da vi sad hjemme ved mig, hjemme ved ham (hvilket var få gange), dengang mig og Jake tog hjem til ham, da han kyssede mig. Jeg kunne ikke ladevær med at græde imens jeg fortalte Marc det her.

''Det dræber mig langsomt indeni, at han råbte af mig den dag, Marc. Jeg var der for ham. Jeg var der til at trøste ham, da ingen var og så ..smider han mig væk som et brugt lommetørklæde, forstår du? Det gør så ondt.'' græd jeg. 

''Kom her..'' sagde han medlidene og satte sig ved siden af mig og lagde armene om mig.

''For det første: Privatliv og forretningsliv er hver for sig. Når du er på arbejde, er det det eneste du koncentrere dig om. Med hensyn til dit privatliv. Fuck ham! Han er ikke det værd! Tro mig, jeg har været der. Jeg var engang sammen med den her mand ikke? Han brugte mig, når han havde brug for noget ringede han, ellers ikke. Tilsidst slog jeg op. Hvis han virkelig ville være sammen med dig igen, så ville han ringe.''

Jeg sukkede. ''Marc, du forstår ikke. Han har en kæreste.''

''Ahh I see. Du er forelsket i ham, og det er ikke gengældt?''

Jeg nikkede. ''Så må du fortælle det til ham. Det er den eneste måde han vil åbne øjnene op for så en fantastisk pige som dig. Du skal ikke græde over ham. Du er en fantastisk pige. Du er smuk, sød, høflig, stædig på en god måde. Og du er den bedste assistent jeg nogensinde har haft.'' sagde han og klemmede min kind og rejste sig.

Ja. Marc har ret. Han har ret. Jeg er på arbejde, jeg har ikke tid til det her. Jeg..Jeg fortjener bedre.

Marc gik, og lidt efter kom sekretæren med nogle papire til mig. Hun smilede sødt til mig. ''Er du okay?''

Jeg smilede tilbage. ''Jeg har det fint. Hvad er det her?'' sagde jeg og pegede på papirene som hun lagde på mit bord.

''Nogle møder som Marc skal med til. Du skal bare læse og så fortælle Marc hvilke møder det er.''

Jeg nikkede og hun gik. 

Jeg læste så, alle papirene. 

JUSTINS POV.

Jeg trådte ind i Marc Jacobs bygningen. Jeg har savnet hende. Jeg har brug for at snakke med hende. Jeg gik hen til sekretæren som sad bag en kæmpe skrivebord/mur agtig.

''Undskyld mig, ved du hvor Nicki Monroes kontor er?''

Jeg vidste at Nicki hadede at blive kaldt 'Nicki Benson' fordi hun synes det lød bedre med hendes mellemnavn.

''Ja, etage 7 og så er der en dør med hendes navn.''

Fancy. Jeg nikkede og gik hen til elevatoren. Folk kiggede lidt underligt på mig. De tænkte sikkert hvad Justin Bieber lavede her. What-fucking-ever.

Jeg trykkede på nummeret 7, og ventede utålmodigt.

Dørene åbnede sig og jeg gik ned af gangen.

Sheila Thomas stod der på en dør.   

Marc Jacobs

Bobbi-Joe Jackson. 

Og masser af andre navne Hvor er Nickis dør? 

Man kunne se ind til alle kontor, fordi det var glasvægge, undtagen Marc Jacobs' da det var sådan duggetglas.

Jeg fandt endelig hendes kontor, og kiggede bare ind af glasvæggene. Hun sad koncentreret og læste nogle papire, bladrede, skrev noget, og læste videre. Den lille søde rynke mellem hendes øjenbryn, hendes hår som hun havde sat op     i en hestehale. Hun læste og rejste sig op. Jeg skyndte mig at gemme mig, selvom det var umuligt fordi der var glasvægge overalt. 

Hun åbnede glasdøren og gik ud af den og drejede rundt om hjørnet og hen til Marc Jacobs' kontor. 

Jeg gik ind på hendes kontor, for at vente på hende der. 

Den dag hvor jeg råbte hun skulle skride, fortrød jeg helt vildt. Selena ville slå op, og derfor var jeg sur og lod det gå over Nicki. Nu har jeg ikke snakket med hende i 4 dage og jeg kan ikke klare det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...