I See U Again-One Direction

Amalie Killwoon er en pige på 17 år. Hun er skuespillerinde, og fik i en meget tidlig alder en vigtigt rolle i en film.. Nu er hun blevet halv kendt, og får tilbuddet om at være hovedrollen i en tv-serie. Hun glæder sig helt vildt. Inden hun kommer hen til studiet får hun at vide at der er en gæstestjerne som skal være en betydningsfuld person i hendes liv når hun spiller rollen som Katrina. Men hvad sker der mellem denne betydningsfulde person og Amalie?

55Likes
141Kommentarer
8967Visninger
AA

22. Words is just words

Han kiggede undskylende på mig. Han vidste godt at jeg stadig elskede Niall. Hans grønne øjne sagde undskyld og han gik ud af rummet.

"Harry" sagde jeg. Han kom tilbage.

"Amalie?"

"Jeg vil hjem"

"Men dit hoved" han var så overbeskyttende.

"Skid hul i det" sagde jeg og sparkede dynen af mig og trådte ud af sengen.

"Amalie" Harry så strængt på mig.

"Jeg rådner op herinde" sagde jeg og satte mig i senge igen.

"Jeg kan ikke tage dig med hjem smukke. Sorry"

"Okay." sagde jeg og gemte mig under dynen. Begyndte at græde. Fuck it all

"Skat ikk' græd" Harry havde sat sig i sengen ved siden af mig og aede mig nu på ryggen. Han snakkede virkeligt til mig som var vi kærester. Snøft.

"Harry jeg ka' bare ikke mer'. Jeg hader mit liv. Hvis det ikk' var for dig, havde jeg  skåret i mig selv." sagde jeg og begyndte at græde endnu mere.

"Sig ikk' det" sagde Harry. Jeg kunne mærke han krop lande over min. Han trak vejret dybt og hulkede.

"Hvorfor græder du Harry?" spurgte jeg imellem mine hulk.

"Fordi du græder" Han kiggede på mig. Hans øjne var røde.

Jeg følte stor trang til at kysse ham som om det var noget jeg havde gjort hver dag. Men nej. Hver dag de sidste uger havde det været Niall smukke fugtige læber mine havde rørt. Kysset. Jeg plantede, mod min vilje, mine læber på hans. Han virkede overrasket men kyssede mig alligevel tilbage. Det var forkert. Vi vidste det begge to.

"Jeg troede du elskede Niall, og ikke mig" sagde Harry imellem kyssene.

"Det er også sådan det er" sagde jeg og lod min tunge glide ind i Harrys mund.

"Hvorfor kysser du mig så?"

"Fordi jeg mangler kys. Jeg mangler at mærke en andens læber mod mine" sagde jeg og stoppede kysset. Istedet begyndte jeg igen at græde. Jeg sad i min seng. Min bedsteven ved siden af mig. Og jeg græd. Græd, fordi mit liv umuligt kunne blive værre. Græd, fordi jeg havde mistet en kæreste og en ven. Græd, fordi jeg vidste jeg aldrig ville få mit liv tilbage.

Harry krammede mig og gik ud af rummet. Jeg kiggede grædende efter ham.

Jeg bevægede mig over mod vinduet. Kiggede ned på alle de lykkelige mennesker der gik ude på gaden. Men én person fangede min opmærksomhed. Harry. Han var på vej ind i hans bil. Han ville forlade mig. Køre sin vej. Han kunne ikke holde til mere. Han var selv hårdt ramt. Jeg havde nedtrykt alt med mine tanker. Mine ord.

En sms tikkede ind.

#Undskyld smukke. Men jeg bliver nød til at trække frisk luft. Se drengene igen. Jeg kan snart ikke mere. Jeg er så nedtrykt. Du er skøn skat, men det er bare blevet for hårdt ramt. Jeg kan snart ikke mere. Dine ord. Hvis du volder dig selv skade, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre? Jeg elsker dig mere end du aner. Jeg er snart tilbage. Undskyld. xx Haz...#

Jeg læste det flere gange igennem. Jeg havde såret Harry. Han var der for mig. Han havde den smukkeste personlighed. En forståelse for mennesker som kun han havde. Min tårreflod blev større. Alt var utydeligt. Og da skete det. Jeg rejste mig. Hentede en saks fra bordet og gik ud på badeværelset.

Jeg låste døren, satte mig foran den. Jeg kiggede skiftevis fra min vrist til saksen i min hånd. Jeg havde lovet Harry ikke at volde mig selv smerte. Men det var blevet for meget.

Jeg lod spidsen af saksen røre min side. Den var kold. Jeg trykkede den længere ind. Jeg bed mig i læben. Lukkede øjnene. Græd. Trykkede en sidste gang og rissede så saksen kort hen af min vrist. Jeg undslap et lille piget skrig. Kiggede ned. Jeg blødte. Voldsomt. Gulvet om mig var allerede rødt. Jeg lænede mit hoved tilbage. Det føltes skønt.

Jeg lukkede min øjne igen og faldt i en kort søvn.

**

Jeg vågnede. Jeg rykkede mig væk fra døren og begyndte at græde igen da jeg så hvad jeg havde gjort ved mig selv. Størknet blod lå på gulvet. Mine hænder var røde. Min vrist gjorde ondt.

Jeg tog endnu engang saksen. Satte den mod mit håndled. Gjorde det samme som sidst og trykkede saksen godt ned i mit håndled. Jeg skreg. Piget.  En lille samling blod blev til mere. Det løb ned af min arm.

"Amalie!!" Harrys stemme lød bange inde fra værelset. Tabte saksen.

Det blev slørret. Tårrene dækkede det hele.

Der blev sparket til døren, Den gik op. Harry kom brasende ind.

"Smukke" sagde han panisk og løb hen til mig. Jeg sad som sten. Han ruskede i mig. Kiggede på min blødende arm. Han græd.

"Du lovede" sagde han og kyssede mig på kinden.

Han fandt noget papir og tørrede mine øjne. Min arm og min vrist.

"Hvorfor Amalie? Jeg var væk en halv time"

"Fordi jeg ved hvor svært du har det" sagde jeg og flere tårrer paserede mine øjne.

"Men jeg gør det for dig" sagde han og duppede igen mit håndled.

"Jeg vil ikke mere" sagde jeg og vred mig. En smerte røg igennem mig. Min vrist.

"Du må ikke give op. Jeg er her for dig. Vi er her for dig"

Jeg kiggede væk. Rakte ud efter saksen. Harry kom mig i forekøbet og tog den.

"Nej Amalie" sagde han og krammede mig. Min skulder blev våd. Jeg skubbede ham væk.

"Jeg vil ikke mere Harry"

"Jeg ved det" sagde han og kiggede ned.

"Jeg er forvirret og træt." jeg kiggede bedrøvet på ham.

"Amalie" han lød ulykkelig.

Jeg havde vist ham en side af mig ingen af os kendte til. En side der viste at jeg var på bunden. Ulykkelig.

"Harry ... jeg vil dø"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...