I See U Again-One Direction

Amalie Killwoon er en pige på 17 år. Hun er skuespillerinde, og fik i en meget tidlig alder en vigtigt rolle i en film.. Nu er hun blevet halv kendt, og får tilbuddet om at være hovedrollen i en tv-serie. Hun glæder sig helt vildt. Inden hun kommer hen til studiet får hun at vide at der er en gæstestjerne som skal være en betydningsfuld person i hendes liv når hun spiller rollen som Katrina. Men hvad sker der mellem denne betydningsfulde person og Amalie?

55Likes
141Kommentarer
8976Visninger
AA

25. Tilgivet?

Harrys synsvinkel:


Jeg havde virkelig aldrig troet det om Niall. Heller ikke selv om jeg havde kysset Amalie. Men de var jo ikke kærester længere, så hvad var der så forkert ved det? Intet, ud over den lille detalje at Niall stadig var forelsket, og hvis jeg ikke tog meget fejl var Amalies følelser for ham heller ikke helt væk.


Jeg forstod ham, men var stadig pisse hamrende sur på ham. Og Amalie. Jeg havde sagt at det var min egen skyld hvis jeg blev såret. Men hvem fuck i fucking helvede synes lige det er okay at blive såret? Og derfor var jeg også vred på mig selv.


Min mave gjorde ondt, og det blev ikke bedre af skyldfølelsen, som jeg kunne mærke. Det var min skyld. Alt sammen. Hvis jeg ikke havde startet med at kysse Amalie, så var dette aldrig sket. Det var jo klart hun valgte Niall i stedet for mig.


Det var så træls, nedern, irriterende, trættende, og mest af alt trist at være uvenner med en af drengene, og det her var vist ikke bare et lille skænderi der er glemt dagen efter. Jeg savnede allerede Niall. Hans grin. Hans mad der forsvandt på 0.5, og i det hele taget bare ham.


Sofaen jeg lå på var blød. Men den føltes hård som sten. Og drengene var skuffede over mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare holde mig fra hende? Det spørgsmål lød igen og igen i mit lille dumme hoved.


De hader mig sikkert alle sammen


Amalies synsvinkel:


Harry var sur, Niall var sur, og drengene var sure. Eller det sidste vidste jeg ikke. Men det var de jo nok. Det var min skyld at der var kommet splid i gruppen. Lille fucking mig. Jeg skulle aldrig have sagt ja til det job. Skulle have holdt mig væk.


Det eneste der var sket var, at jeg havde såret to drenge jeg elskede, forvoldt mig selv smerte, og hade mig selv mere end godt var.


Og nu hvor vi snakker om gode ting (selv om vi ikke rigtigt snakker om det) savner jeg min mor. Min dejlige, søde, smukke, barmhjertige, rare, trøstende, rolige, kloge mor. Hun var lige den jeg havde brug for i sådanne situationer.


Hun er bare den bedste.


Jeg ved ikke hvor jeg var på vej hen, men mine fødder førte mig bare af sted, og jeg fulgte lydigt efter. Mine øjne studerede vejen jeg gik, og så hvor jeg var ved at havne. Gårdhaven. Nialls og mit sted.


Niall.


Jeg satte i løb, og stoppede så da jeg nåede ud i gårdhaven, men der var ingen. Ingen lyd. Intet.  Fuck, fuck, fuuuuck.


Hvor var han gået hen. Han forsvandt bare. Hvis ikke han var her, så bryder jeg sammen. Jeg vil dø.
Nu!


Men det var der, der jeg hørte en lyd henne fra et mørkt hjørne. Et snøft. Jeg fór sammen, og kiggede derhen. Der sad en sammenkrympet mørk skikkelse. Knæene var trukket op, med armene rundt om.


Der var bare en lille ting ved dette. Det var ikke hvem som helst der sad og græd. Det var Niall!
”Amalie, skrid med dig!” Snøftede han, efter at have løftet hovedet. Jeg kom hen ved siden af ham, og satte mig.


”Jeg går ingen steder! Undskyld Niall, virkelig meget und..”- ”Hold nu for Guds skyld bare kæft en enkelt gang. Hvorfor gjorde du det?!” Niall afbrød mig. Og endda med en noget så grim kommentar.
Det lignede bare ikke ham.


Han var helt ude af den. Som jeg selv.


Jeg kunne slå den person der havde gjort det ved ham. Mig! Det var jo min skyld. Den tanke gav et lille stik i hjertet.


”Niall, prøv nu lige at hør!” Mumlede jeg, men vidste ikke rigtigt hvad jeg egentlig ville sige. Han havde alt ret til at være sur på mig. Men jeg kunne bare ikke klare det. Jeg elskede ham. Mere end noget andet. Men ikke som Harry. Jeg elskede Harry som min bedsteven, ikke mere. Det vidste jeg nu.


”Jeg gider sgu da ikke høre på noget af alt dit pis!” Sagde han højt.


”Niaaaall!” Mumlede jeg, ”Please, jeg.. Jeg-” ”Du hvad..” Nu var det min tur til at afbryde ham. Men ikke med ord. Med mine læber mod hans.


De blev presset så hårdt mod hans at det næsten gjorde ondt, men det var det værd. Jeg savnede hans læber. Jeg savnede ham. Hvordan jeg kunne undvære ham ved jeg ikke, men han var her, hos mig. Måske vred, men det kunne jeg ikke tage mig af lige nu.


Jeg trak mig lidt fra ham. ”Forstår du Niall. Jeg elsker dig virkelig. Jeg fortryder, Harry er en ven, kun en ven!”


Hans smukke, skinnende, blå øjne lyste imens de stirrede ind i mine.


I stedet for at svare mig, pressede han sine læber mod mine i et blidt, og fantastisk kys, som synes at vare så kort. Måske kun få sekunder, før han trak sig væk igen.


”Kun en ven?” spurgte han.


”Kun en ven” Sagde jeg og pressede igen mine læber mod hans i et mere intenst kys.
 

- - - - -

Jeg vil starte med at sige undskyld!!

UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD!! (For den lange ventetid)

Jeg har haft så meget at se til, og tiden flyver bare af sted!

Men i dag har bare været super duber fantastisk! Little Things er kommet ud, One Direction kommer til DK, og jeg har lært at spille LWWY på klaver, så kunne dagen blive bedre? Ja! For i morgen bliver de fem bedste musikvideoer fundet, og jeg hååååber Majas og min bliv en af dem :D

Men kommenter endelig, og tak for tålmodigheden!

Signe. xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...