I See U Again-One Direction

Amalie Killwoon er en pige på 17 år. Hun er skuespillerinde, og fik i en meget tidlig alder en vigtigt rolle i en film.. Nu er hun blevet halv kendt, og får tilbuddet om at være hovedrollen i en tv-serie. Hun glæder sig helt vildt. Inden hun kommer hen til studiet får hun at vide at der er en gæstestjerne som skal være en betydningsfuld person i hendes liv når hun spiller rollen som Katrina. Men hvad sker der mellem denne betydningsfulde person og Amalie?

55Likes
141Kommentarer
8977Visninger
AA

19. Give me af chance?

Jeg kunne hører stemmer. Dog var de meget tågede. Plus jeg havde en forfærdelig hovedpine. Hvad var der lige sket?

Jeg turde ikke åbne øjnene, da jeg var bange for konsekvenserne ved den handling. Alt i mit hovede var forvirrende lige nu.

Pludselig strømmede alt tilbage fra igår, eller det vidste jeg jo sådan set ikke. Hvor lang tid havde jeg været væk? What ever! Alt om Niall, Harry, og hvor vred jeg burde være lige nu, kom tilbage og fik mig til at ryste. Jeg kunne ikke klare det mere. Hvorfor kunne man ikke bare være en lille skiderik for altid? Den gang uden alle problemerne. Den gang jeg havde Niall - Min barndomsven, som sjovt nok hed det samme som Niall - Men den gang var alt meget bedre, og uden problemer.

Pludselig slog jeg øjnene op, da både de gode og dårlige minder blev for meget.

Jeg tænkte måske ikke over konsekvenserne, men ellers ville det bare ende  med at jeg dør af indvendig frygt. Er der noget der hedder det? I så fald er der det nu!

Det første jeg så var... Harry, og Niall. Hvorfor var de på mit værelse? Det var der jeg var ikke?

Jeg kiggede hurtigt rundt for at få bekræftet at jeg var på hotelværelset, hvilket jeg så fandt ud af jeg ikke var. Jeg var i et meget hvidt rum, i en meget hvid blød seng.

Hvor fuck var jeg?

Jeg kiggede hen på Harry igen. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på Niall, da jeg vidste at tårene ville komme til at trille.

"Hvor er jeg?" Min stemme var en svag hvisken. Min stemmes kraft var helt væk, og min stemme ville knække hvis jeg prøvede på at snakke højere, så jeg lod være.

Jeg studerede Harrys ansigt nøje. Hans ansigtstræk viste at han var bange, nervøs, sur og ked af det. Han fortjente ikke den smerte. Skyd skylden på en anden - Hurtigt! Niall, det' din skyld! Hah, så kan du lære det, din skid.

Harrys stemme skar igennem stilheden og fik min opmærksomhed rettet mod ham igen, da den før var blevet overtaget af tankerne om, at det hele var Nialls skyld.

"Du er på hospitalet. Glasset fra vinduet ramte dig i hovedet."

What? Hospitalet er det værste jeg ved! EVER!!

"Sig det løgn!" Mumlede jeg grædefærdigt.

Han rystede på hovedet, og kiggede trist på mig.

"Amalie please, du har misforstået det hele!" Afbrød Niall grødet, Harry som skulle til at sige noget.

"Niall be om, bare gå!" Hviskede jeg, med tårer i øjnene.

Jeg ville ikke græde foran Niall. Det ville bare være for pinligt, at lade ham tro det havde taget så hårdt på mig, selv om det egentligt var sandheden, men det beviste jo bare jeg var svag. Ja så var jeg svag. Men Niall skulle ikke se mig græde på grund af ham - Han var ikke et værd!

"Nej Amalie, det vil jeg ikke! Jeg vil have dig til at forstå, det var en misforståelse, og at det ikke var min mening at såre dig." Hans ord var vrede og triste. Det gjorde mig trist at han var trist. Nej Amalie, han var selv uden om det. Han kunne få Ester hvis det var det han ville, droppe mig, og lade mig komme over ham og leve mit liv - Lykkeligt.

Nu faldt tårene alligevel, selv om jeg prøvede at undgå dem. De trillede stille en efter en ned af mine kinder, og ned på min dyne. Tårene gjorde irriterende nok, at jeg fik røde øjne, og alle kunne se man havde grædt - Hvilket jeg hadede!

Se der var et minus ved Gud! Ikke at jeg rigtig troede på ham, men alligevel. Han har også gjort forfærdelige ting, som os, almindelige mennesker. Som foreksempel, at skabe sorger, bier der stikker, sygdom, uretfærdighed... Jeg kunne blive ved!

"Harry må jeg ikke lige snakke med dig?" Klynkede jeg og fik øjenkontakt med Harry. Nu lød jeg sikkert som en player. Men Harrys grønne, smukke, skinende øjne lyste op, så jeg følte min vrede blev lettet en smule.

Han nikkede hurtigt,  og mumlede noget til Niall som fik ham til at vende ryggen til os, og gå med faste tunge skridt mod døren.

Da Niall var forsvundet ud af døren, efter at have smækket den godt og grundigt, som førte til et ordenligt brag, gik der en voldsom smerte igennem mit hovede, da lyden var for høj, og mit hoved ikke kunne holde til høje lyde lige nu, slog jeg hurtigt hænderne for hovedet, og pressede til, som om jeg prøvede at masse smerten ud af hovedet.

"Hvad ville du søde?" Hviskede Harry, og satte sig på sengekanten, i mens han bevarede vores øjenkontakt.

"Først ville jeg gerne vide hvad der er sket, siden jeg er her!"  Fik jeg fremstammet lavt, og tørrede hurtigt tårene væk, fra mine kinder.

"Niall blev lidt, ja, agresiv, hvilket førte til en smadret rude, hvor glasskårene ramte dig. Jeg er virkelig ked a.." "Harry det var ikke din skyld. Tak for svaret, men det var Niall der var en idiot!" Afbrød jeg ham, da jeg kunne høre hans stemme var ved at miste kraften, og forsvinde ud i et væk.

Pludselig blev døren smækket op, og hovedepinen kom hurtigt tilbage med et smeld. Niall kom ind på værelset, og han så ellers noget så sur ud. Hva' var der lige sket der ude?

Han gik med hurtige faste skridt hen til Harry og skubbede ham op fra sengen, og hev ham med ud fra værelset, hvor efter han smækkede døren i. Da han havde ladet Harry blive uden for døren, låste han, og gik hen til mig og satte sig på sengen, ved siden af mig som Harry havde gjort.

"Amalie for fanden! JEG VAR DIG IKKE UTRO! Jeg elsker dig! Hvis bare du ville lade mig forklare? Og undskyld. Det var på ingen måde meningen at du skulle gå henog få hul i hovedet. Især ikke på grund af mig! Give me a chance?" Han mumlede det sidste som om han ikke var sikker på det han sagde.

Der gav han mig mere at tænke over. Og tænke med hul i hovedet er bestemt ikke behageligt, så der var endnu en grund til at afsky ham. Haha. Ej ondt, tilbage til the real life.

"Nå Niall, hvad er så sandheden hva'?" Sagde jeg og kiggede direkte ind i hans koral bål øjne. Han sagde intet men gengældte bare mit vrede blik.

Han sagde intet. Han var stum. Som om han ikke vidste hvad han skulle sige, når det endelig kom til stykket.

"Se selv Niall. Der er intet at forklare!" Sagde jeg og kort efter lød der et ordenligt klask, og min hånd lå mod hans kind, hvorefter jeg trak den til mig, og efterlod et rødt mærke på hans kind.

O M G!!! Jeg havde lige gevet Niall Fucking Horan en lussing. High five til mig, eller ikke.

 

 

Åh! Drama. Hva' tror i der sker videre i historien? Bliver de mon kærester igen, venner eller fjender? Alt kan ske. Jeg/ Vi vil gerne hører jeres gæt til hvad der kommer til at ske.

Og noget vi kan gøre bedre? Giv meget gerne konstruktiv kritik i kommentaren, og vi vil prøve at gøre op på de fejl vi laver. Det er jo lidt svært at lægge mærke til sine egne fejl, lige meget hvor mange gange man læser det igennem, da man bare forestiller sig der står noget andet, hvis i kender det.    (( Dette kapitel er ikke rettet))

Tak endnu engang fordi i læser med, i aner ikke hvor meget det betyder! Før vi begyndte på denne movella havde ingen af os over 25 favoritlister, så det er helt overvældene at der lige pludselig er over tredive.

Xx Signe!<'33

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...