I See U Again-One Direction

Amalie Killwoon er en pige på 17 år. Hun er skuespillerinde, og fik i en meget tidlig alder en vigtigt rolle i en film.. Nu er hun blevet halv kendt, og får tilbuddet om at være hovedrollen i en tv-serie. Hun glæder sig helt vildt. Inden hun kommer hen til studiet får hun at vide at der er en gæstestjerne som skal være en betydningsfuld person i hendes liv når hun spiller rollen som Katrina. Men hvad sker der mellem denne betydningsfulde person og Amalie?

55Likes
141Kommentarer
8969Visninger
AA

21. Bekymringen og samvitigheden nager

"Amalie jeg er ked af det, tilgiv mig! Et liv uden dig, det vil jeg ikke ku' klare. Please  smukke, please?" Hans stemme var helt grødet, og man kunne hører sorgen i den.

Hospitals sengen lå og ventede på, at jeg ville komme og rådne op, med sorgen i mit hjerte. Det ville være en tragisk død - At dø i sine egne tårer.

Sorgen der var i mit hjerte, var stor, virkelig stor, og jeg kunne ikke klare det længere, jeg måtte virkelig komme af med smerten, bare kort varigt. Jeg kunne kun komme på en måde, og det var en ting jeg aldrig troede jeg selv ville kunne finde på, men nu vidste jeg det var det der skulle til. Arene var på vej, jeg vidste det.

Jeg satte mig op med et skrig og slog øjnene op. Hvor var jeg? Jeg kiggede kort rundt i lokalet, der var det samme hvide lokale, som da jeg lagde mig til at sove igår, i Harrys favn.

Det var så romantisk, eller ikke, Harry var min bedsteven og jeg led af kærestesorger, og derfor kunne det ikke være romantisk. Det var dejligt, hyggeligt og trygt.

Harry der aede mig på kinden. Harry der kyssede mig blidt i håret. Harry der pressede mig tæt indtil ham. Harry, Harry, Harry. Jeg savnede ham allerede hvor var han? Hvor var Niall?

Nej hvorfor kom han lige pludselig ind i billedet? Jeg havde for engangs skyld glemt ham, i bare et kort øjeblik. Og jeg havde end da lige haft mareridt, om Niall. Dejlige Niall. Søde Niall. Smukke Niall. Forfærdelige Niall. Irriterende Niall. Uforstående Niall.

Sådan var det for mig lige nu. Alt var et stort kaos, og jeg blev forvirret. Jeg elskede ham, men noget inden i mig sagde jeg skulle havde ham. Som jeg har sagt før, I hate that i love him.

Jeg var bange. Bange for mig selv. De forfærdelige tanker, om at skade mig selv. Hvordan var de pludselig kommet ind i min lille hjerne? Der var ikke plads til mere. Og da slet ikke til dette.

Jeg ville snakke med Harry. Han kunne hjælpe mig. Hvorfor var jeg sådan et forfærdeligt menneske? Burde det ikke være Niall jeg ville snakke med?

Jeg svang benene ud over senge kanten, og rejste mig hurtigt op, for efter at voldsomme hovedepine kom væltende igen. Men jeg ignorerede den, for jeg skulle snakke med Harry nu. Det var jeg nød til. Han skulle fortælle míg, at selv skade ikke var nogen løsning, og få mig til at droppe den tanke, helt og hundrede.

Hvor var Harry? Hvor var drengene? Jeg ville hjem til Harry, hjem til Louis, Zayn og Liam, og ikke mindst hjem til Niall.

Men hvorfor? Han havde været mig utro for fanden. Men han  var en af de mest fantastiske mennesker der fandtes, på denne uretfærdige jord. Han havde været min, men ikke mere. Han havde fucket det hele op, men måske skulle jeg havde ladet ham forklare det fra starten af? I så fald var det for sent nu, og jeg skulle altså snakke med Harry.

Jeg gik ud på hospitals gangen, og stødte ind i en læge, så snart jeg havde forladt mit værelse.

"Hvad laver du her ude så tideligt om morgenen?" Spurgte den gråhårede mand jeg var stødt ind i. Han havde en hvis kittel på, og sorte sko, og til sidst, et navneskilt, hvor der stod navnet 'Peter' på.  Han så mindst 10 år yngre ud på billedet, men han virkede da meget rar.

"Jeg skal finde Harry, Harry Styles." Min stemme var lav, men han hørte det, ´tror jeg, for han tog blidt fat i min arm, og trak mig med hen til et venteværelse, hvor der kun sad en 3-4 stykker.

"Mange tak" Sagde jeg, han nikkede venligt, og gav mig et smil, hvor efter han gik for at fortsætte sit arbejde.

Jeg kiggede runt omkring i lokalet, og så til sidst faldt mit blik over en fin lille krøltop, der sad i en stol og sov.

Jeg listede hurtígt over til ham, og ruskede blidt i hans skulder. ´Først reagerede han ikke, men derefter slog han hurtigt øjnene op. Måske fordi jeg nev ham i næsen, men 'What Ever'

"Hvad er der?" Spurgte Harry med en hæs, og tydeligvis træt stemme. Men altså klokken var jo også lort om morgenen, så han havde vel lov til at være træt.

"Kan du ikke lige komme med? Jeg skal lige snakke med dig." Hviskede jeg, uden kræft i stemmen.

Han nikkede og rejste sig op, hvor efter han fulgte med mig hen på mit værelse.

Da vi begge havde sat os i sengen, og havde øjenkontakt, spurgte han direkte ud, som om han kunne fornemme der var noget galt: "Hvad er du ked af?"

Spørgsmålet kom lidt bag på mig, men han var jo trods alt min bedsteven, så mon ikke han kunne gennemskue mig, hvis der var noget galt.

"Harry, jeg er bange! Bange for mig selv. Mine tanker føre de værste steder hen, og jeg savner Niall, men jeg vil samtidig have han holder sig væk. Og du... Jeg ved ikke. Men jeg savner dig hele tiden." Min stemme knækkede over til sidst, så jeg begyndte bare at hulke. Jeg afbrød øjenkontakten, da jeg lage mit hoved mod hans bryst, og han lagde armene om mig, og knuede mig ind til ham, som om jeg ville stikke af hvert sekund det skulle være. Gu' ej om jeg ville!

"Hvad er du bange for?" Hviskede Harry mod min hovedbund, og kyssede mig derefter.

Det forvirrede mig også. Han havde aldrig kysset mig i mens jeg var sammen med Niall, men nu gjorde han det så snart vi var alene. Ikke jeg havde nogte i mod det, men det var forvirrende.

"Harry, jeg havde mareridt. Jeg følte jeg behøvede at påfører  mig selv smerte. Jeg kan ikke  klare det mere!" Jeg klynkede, og tørede nogen tårer af mine våde kinder.

"Det må du alrig gøre, okay smukke, det gør du ikke?!" Sagde han og løftede mit ansigt op, så jeg ikke kunne andet end at kigge ind i hans smukke grønne øjne.

"Tak Harry. Men hvad med os? Hvad med mig og Niall? Du kysser mig hele tiden i håret, jeg er forvirret!"

"Jeg elsker dig Amalie!" Mumlede han, og rykkede sit ansigt lidt tættere på mit. Hans læber var 5 cencimeter fra mine, hvilket jeg blev helt forundret over, at de pludselig var kommet så tæt på.

"Men jeg ved ikke om jeg elsker dig på denne måde ´Harry!" Hviskede jeg, men højt nok til han kunne høre det.

"Så lad os finde ud af det!" Sagde han, og pressede sine læber mod mine. Det killede nede i maven, og føltes så dejligt og rigtigt, men sammentidigt også forkert.

Jeg kyssede ham forsigtigt igen, og kunne fornemme et smil, på hans læber, da han udviklede kysset en smule. Jeg deltog villigt i kysset ind til noget gik op for mig.

Jeg trak mig lidt fra ham, og dermed og afbrød kysset.

"Harry jeg kan ikke! Jeg elsker dig. Men Niall." Hviskede jeg, og fældede en tåre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...