Døden som motiv

Hvornår skal børn og unge eksponeres til virkeligheden? Er medierne og film for voldlige?

2Likes
1Kommentarer
3695Visninger
AA

1. Børns eksponeres: En god eller dårlig ting?

 

Skal mit barn eksponeres til virkeligheden og døden via medierne? Det er spørgsmålet forældre og samfundet igen og igen må stille sig selv. I det senmoderne samfund, hvor mediernes eksponering er overvældende, kan det diskuteres, hvorvidt børn skal eksponeres til al den vold, sex, død og forfængelig opførsel som via medierne, reklamer, film og historier fremføres. Børn skal have internaliseret gode stærke moraler og skal kunne skelne mellem godt og dårligt, rigtigt og forkert. Børn er fantastisk begavet og internaliserer de normer og værdier, som bliver udøvet af det pågældende samfund, og endda meget hurtigere end vi tror. Lige meget hvad forældre gør, bliver børn eventuelt eksponeret til virkeligheden. I stedet for at skjule børnene fra den ”virkelige kolde verden”, burde denne proces ikke blødnes og hjælpes ad sted af forældrene?  

 

Nogle forældre siger at samfundet er blevet mere rådt, og derfor burde børn beskyttes ekstra meget. Men er det ikke bare samfundets øget fokus på problemerne? I gamle dage plejede problemer at være et sort tabu. Emner som sex, vold, misbrug, psykiske og fysiske problemer bliver i dag talt om mere åbent end nogensinde før, og derfor er det naturligt at film og bøger også følger denne trend. Det kan forekomme paradoksalt, at døden er blevet til en form for kapitalistisk mediestunt, da døden er hvad vi beskytter vores børn imod. Mennesket er fascineret af tragedie, blod, sorg og død, fordi smerte er en del af deres hverdag og derfor bliver døden i dag brugt som en salgsvare, ligesom meget anden negativ opførsel. Selvfølgelig er der en grænse for, hvad man må vise sine børn, som gyserfilm og andre urealistiske, grusomme og blodige historier, men generelt er det så ikke bedre at børn får virkeligheden at se? Er det ikke bedre at have et sprog omkring disse følsomme emner? Og hvis forældrene nægter at fortælle deres børn om problemer, hvem vil så? Børn er jo intelligente og vil eventuelt lære den kolde verden at kende, derfor syntes jeg det er vigtigt at gøre det klart, at livet ikke alt tid er en dans på røde roser. Problemet er, at det overbeskyttende senmoderne samfund ser barndommen som et helligt uskyldigt sted, som ikke må røres.

 

Børn bliver anset som naive, godtroende og for at besidde en form for renhed og uskyld, som alle voksne har mistet. De fleste børn har endnu ikke set verdens grusomme sider og derfor er det ikke del af deres livsverden endnu. Denne uvidenhed er med til at gøre barndommen til helligt, sammen med samfundets moderlige instinkter, som dikterer at børnene skal beskyttes. I dag skal børn dannes, de skal have en forståelse for samfundet og hvordan det er skruet sammen, samt lære at navigere rundt i de multiple valgmuligheder, som bliver serveret på et sølvfad for dem. Børnene skal på et eller andet tidspunkt forstå at livet er flygtigt og at der uundgåeligt vil være modgang fra tid til anden i løbet af livet. Dette betyder blandt andet også, at børnene skal kunne forstå og acceptere den virkelige verden, og at død er en naturlig del af den. Men hvornår går de moderlige instinkter ind og tager overhånd? Damián Arguimbau mener, at dette netop var tilfældet, da femten forældre klagede til DR, fordi deres børn blev vist en scene, hvori en pige dør i et trafik uheld. Dette motiv af døden i serien stod forældrene for nært, og derfor ville de ikke have at deres børn blev eksponeret til den slags, fordi det gjorde for ondt. Ulykker sker hver dag og det er realiteten. Derfor syntes jeg, at disse forældre faktisk skader børnene ved ikke at vise dem døden. Men er denne overbeskyttelse af børn ikke en smule paradoksalt? Integreret ind i vores diverse samfund er de klassiske eventyr, hvori den gode protagonist skal undslippe de onde antagonist, som prøver at forhindre dem i at finde lykke, at undertrykke dem, og i nogle tilfælde prøver at slå dem ihjel. Selvom antagonisten ikke altid dør, så er døden et meget prominent tema i de fleste fortællinger. I Hans og Grete bliver den onde heks brændt ihjel, i Bambi bliver Bambis mor myrdet af de onde mennesker, i Snehvide bliver prinsessen jagtet af den onde stedmor som prøver at slå hende ihjel, og i senmoderne fortællinger, som Harry Potter, er protagonistens forældre blevet myrdet og sønnen forfølges af den selv samme morder. Døden ses overalt i vores fortællinger, litteratur og film, og det er der jo nok en grund til?

 

Det er ikke et tilfælde, at disse historier drejer sig om de samme basale emner, nemlig døden og moral. Børnelitteratur bliver brugt over alt i verden, ikke kun for underholdningens skyld, men også fordi de indeholder moraler, værdier og spørgsmål om livet, som bliver formidlet på sådan en måde, så børnene kan forstå det. Disse historier illustrerer normer og værdier indlejret i samfundet. Via eventyr kan børn i en tidlig alder lære at skelne mellem godt og ondt, hvad der er moralsk korrekt, hvilke værdier man bør stå inde for, osv. Problemet med dette er selvfølgelig, at livet ikke er et eventyr, og alt ikke altid går som det skal. Godhed og retfærdighed findes ikke overalt, men det er del af livet, og det bliver barn og voksen nødt til at underlægge sig, da det er livets præmisser.  Alt skal jo gøres med måde, og derfor skal et barn heller ikke blive skræmt ihjel af realiteten. Men at have en basal holdning omkring livet, at det ikke altid går godt, er vigtigt og sundt, fordi hvordan skal børn ellers lærer at håndterer modgang?

 

Børn internaliserer altså samfundets værdier via disse børnehistorier om døden. Men de lærer også en næsten vigtigere ting, nemlig livets præmisser. Det er ikke retfærdigt, at Bambi og Harry Potters forældre døde, og at Hans, Grete og Snehvide havnede i de grusomme situationer til at starte med. Vi mennesker kan ikke kontrollere den vilde omverden, og selvom retfærdighed er idealet, er det ikke altid realiteten.

 

I løbet af alle menneskers liv vil der være op og nedture, krise og glæde, tårer og grin, og det viser eventyrerne i en romantiseret form. Nok bliver døden portrætteret mere og mere i film og bøger, som værende en form for afstraffelse af det onde, men er døden i realiteten ikke bare en af livets præmisser? Hvordan skal børn kunne håndtere denne barske realitet, at livet ikke er retfærdigt og at ”man må tage det som det kommer”, hvis de ingen indsigt har? Retfærdighed tilgodeser altid protagonisterne i eventyrerne, men i realiteten er retfærdighed sjældent, og aldrig ligeså simpelt. Retfærdighed er ikke sort og hvidt, det er tit gråt på gråt. Derfor syntes jeg, at det er vigtigt at børn ser virkelige konflikter de kan relaterer til. Som i DR’s Tv-serie, hvor en pige dør i et trafik uheld, er døden en grusom, men også en naturlig del af verdenen. Døden som motiv i film og børnehistorier kan være en god måde at lære børnene god moral, men døden skal ikke fremstå som noget retfærdighedsgørende, men snarer som en naturlig del af virkeligheden.

 

Konsekvenserne af at børn ikke bliver eksponeret til virkeligheden er, at de ikke har en idé om den virkelige verden. Alle vil på et eller andet tidspunkt i deres liv blive behandlet uretfærdigt, møde modgang og mærke smertens tænder synke sig dybt i deres hjerter - og dø. Det er del af den menneskelige kondition.

 

Hvornår skal børn eksponeres til virkeligheden? Det er et bedre spørgsmål end det allerførste, fordi børn ikke kan beskyttes for evigt. I hvor lang tid skal barnet beholde sin uskyldighed på trods af tabet af viden? Jeg tror, at det skader et barn, når man ikke væbner det imod verden, ikke fordi at verden ikke er et fantastisk sted at leve, men fordi alle møder modgang, og det ville fremskynde processen meget, hvis barnet i det mindste var klar til det. Spørgsmålet er altså, hvornår skal barnet lære denne rigtige og kyniske verden at kende, og i hvor lang tid skal det have lov til at leve i det blomstrende paradis, som vi kalder barndommen? Nogle gange er verdenen er kold og bar, og døden en realitet. Det er livet præmisser. Alles præmisser. Børns præmisser.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...