What happens when...?!

Will er en 14-årig skoledreng. Han skal holde jul ude ved sin tante og onkel sammen med sin lillesøster. Han glæder sig. Det eneste som bare altid kommer på tværs for ham, når han er ude på deres herregård, er at hans sygdom altid blusser op. Han ved ikke hvorfor det altid sker der, men ihvertfald så generer den ham grueligt. Han ønsker ikke at gøre nogen fortræd, men hans sygdom tvinger ham til det - han har ikke selv magt over det!

0Likes
0Kommentarer
1016Visninger

3. 3.

Indefra stod Jenny og tastede løs på fastnettelefonen for at få fat i politiet så hurtigt som muligt. Hvis ikke der snart kom hjælp, så ville Wallace - hendes kære Wallace - falde omkuld i den fygende sne. Jennys ansigt tonede over i sygeligt hvid. Hun strålede af ren og skær angst for, hvad der nu skulle ske. Telefonen var brudt ned af det voldsomme vejr, og en farlig hyletone fortsatte ind gennem hendes øregang.  Hun smed febrilsk telefonen fra sig så den dinglede i dens snoede ledning.

 

Wallace var faldet omkuld og holdt instinktivt hænderne om sin hals, mens han håbløst hvæsede efter hjælp. Jenny slog hoveddøren, og spænede så hurtigt hun kunne gennem sneen hen til hendes mand. Da hun nåede der hen hev hun Will til side og knælede ned ved siden af Wallace. Mens Jenny prøvede at løsne lyskæden, gav Will sig til at flygte ind i huset. Han anede ikke endnu hvorhen. Hans ben pilede bare af sted som et lyntog, hvor resten af hans krop bare var førerhuset. Wills højre ben sparkede døren ind til kælderen, også selvom den ikke var låst. De røde sneakers gled ned ad de slidte trappetrin og mørket omfavnede ham, så han forsvandt i det mugne, rådne og fugtige kælderrum.

 

Jenny og Wallace gjorde sin entre i hall’en igen. Jenny støttede Wallace da han stadig var meget rystet over oplevelsen. Jennys stemme dirrede i hall’en, men forsøgte sig alligevel med et råb: ”WIIIII-IIIILL!” hendes hurtige vejrtrækning lød mærkeligt i den store sal. ”Måske har han gemt sig i kælderen?”

 

Will drejede rundt om sig selv i forsøget på at orientere sig i mørket. Han spjættede da han så ud af øjenkrogen, hvordan en mørk skikkelse gled frem foran døren. En tynd strejf af lys smuttede ind under døren og oplyste skikkelsen. Will stod med tænderne presset hårdt sammen, som ville han bide en hård karamel over. Igen tørrede han hastigt svedperlerne væk fra sine hænder over i bukserne. Hans blik sømmede sig fast på skikkelsen, som kom tættere og tættere på. Det var som om, at skikkelsen havde et varmt omrids, som udstødte varmebølger hen mod Will. Han bakkede baglæns og ramlede ind i en masse papkasser, som så småt var faldet fra hinanden. Skikkelsen løftede en hånd som tegn til, at han ikke skulle være bange. Det mislykkedes, og han begyndte at hyperventilere, da han på en mystisk måde fandt ud af, at skikkelsen var en tro kopi af ham selv! Ude af sig selv famlede han sig truende frem mod skikkelsen, og prøvede febrilsk at slå Det ned som han gjorde tidligere ved sin tante og lillesøster. Denne kopi af ham selv kørte fingrene ned over Wills ansigt og mumlede lavt. ”Jeg er din fornuft, som brutalt blev revet væk fra dig. Jeg er Det som du har mistet kontrollen over.. ” Wills hjerte sprang et slag over. ”H-hva.. fand-en mener d-d-du..?” ”Jeg er alt det gode du har mistet, og nu er du skraldet, som er tilbage. Ligesom en appelsin. Alt det søde, dejlige, gode af den eksotiske frugt, er jeg, og du er skraldet, som er parat til at møde skraldespanden.”  Det gibbede i Will da skikkelsen forsvandt ind i ham, og kælderdøren åbnede og lyset udefra blændede ham, så han faldt ned på hans knæ som et såret dyr med en pil i maven. Jenny stod i dørkarmen med Wallace hængende ved siden af sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...