Mærkets kræft

Hvad ville du gøre hvis du efter flere uger på hospitalet vågnede op med en opgave der skulle redde verden?

6Likes
8Kommentarer
1567Visninger
AA

5. Som spioner

Vi listede ned af gangen, altså Noah og jeg. Vi var på vej mod udgangen i et meget stille tempo, lærerne skulle jo helst ikke opdage os eller noget. Noah havde taget en rygsæk med, med noget mad og drikke, han havde også taget med til Jack, det var jo ikke sikkert at den knægt selv havde husket det. Vi kom ud af døren, begge i et stykke. Men så satte vi i løb, vi løb af sted mod busstop stedet. Vi så på hinanden før vi satte farten på, nattevagterne skulle jo ligesom ikke opdage os for så ville hele vores plan gå i vasken. Vi kom da heldigvis begge hen til busstop stedet uden at blive set. ,,Hvor er Jack” spurgte jeg og førte blikket rundt for at finde ham.

Noah trak på skuldrene.

,,Han kommer sikkert lige om lidt” sagde han så og så hen mod indgangen til skolen.

Jeg nikkede bare lidt.

,,Ja lad os håbe det” sagde jeg og placerede min hånd i min nakke mens jeg lænede mig en smule op af en lygtepæl. Mit blik røg lidt ned af vejen da jeg hørte nogen komme gående, den første tanke der ramte mig var.

- Yes! Nu kommer Jack men nej, den tanke forsvandt meget hurtigt fra m it hoved da jeg så en høj mand komme gående med en lavere dreng ved siden af sig. Mit hoved gled på skrå og forsøgte at se hvem det var men jeg kunne ikke rigtig se hvem det var, det var først, da de næsten var helt henne ved os at jeg kunne se Jack ansigt, ham drengen den høje mand havde fat i var Jack.

,,I burde måske ikke rende rundt her ude på denne tid af natten” kom det fra manden. Hans stemme var meget mørk og dyster, faktisk slet ikke specielt rar at høre på. Først der reagerede Noah og vendte sig mod Jack og ham manden.

,,Det tror jeg vidst ikke helt du skal bestemme” svarede Noah manden igen. Et smil bredte sig på mine læber. Sådan Noah. Tænkte jeg og smilet forlod ikke mine læber. Jack førte blikket hen på mig og Noah og jeg kunne se at han blødte i ansigtet, det løb lidt ned over kind og videre ned af hans hals, hans trøje var fyldt med blod sådan der ved kanten omkring halsen.

,,Jo det skal jeg vidst nok lige bestemme” vrissede manden surt tilbage til Noah.

,,Hvis i unger ikke snart holder jer inde på den skole efter kl. 23, så kan i roligt regne med at jeg fortæller skolen præcis hvem, hvornår og hvorfor i render rundt her ude!” han smed Jack på jorden foran mig og Noah. Jeg skyndte mig selvfølgelig at hjælpe ham op. Jeg overhørte helt Noah og manden samtale da det gav et stød gennem min krop idet jeg rørte ved Jack, jeg knækkede sammen i mine knæ og mine øjne klappede i så hele min verden snurrede rundt og blev til sidst helt sort.

 

,,Milo, Milo! Er du okay?” jeg vågende ved at Noah ruskede i mig, jeg kunne mærke det var Noah, det kunne man altid, hans hænder var ikke til at tage fejl af, jeg var hvert fald 100% sikker på at det var hans hænder.

,,Det må du altså virkelig undskylde Milo” jeg kunne høre det var Jacks stemme, han lød meget oprevet eller ja, trist. Mine øjne strittede imod da jeg forsøgte at åbne dem, men det lykkes faktisk meget godt til sidst, hvis man ser bort fra at det hele var meget sløret. Da jeg lyttede lidt efter kunne jeg høre sådan en brummende lyd og jeg fik sat mig lidt op. Mit blik gled lidt rundt for at jeg kunne få en fornemmelse af hvor jeg var. Selvfølgelig. Vi sad i bussen på vej til Rio. Jeg kunne mærke at både Noah og Jack sad og så på mig og der var helt stille mellem os.

,,Hvad skete der?” spurgte jeg så med et lidt lav stemme, og jeg satte mig lidt bedre, en smule lænet op af Noah, for ikke at falde om igen eller noget.

Jack kløede sig i nakken.

,,Jeg kom vidst til at give dig stød” sagde han stille og bed sig i læben.

,,Jeg ved virkelig ikke hvorfor, jeg tror jeg blev forvirret eller noget” sagde han lidt efter og så på mig med et undskyldende blik ,,Det var altså virkelig ikke med vilje” sagde han.

Mit blik ramte Jack og jeg smilede sådan meget lidt men skævt.

,,Det gør ikke noget Jack” sagde jeg lavt og rystede lidt på hovedet. Okay jeg må indrømme at jeg var ved at være træt af hele tiden at få de der black out. Men ja, hvad kan jeg gøre min krop kan åbenbart ikke klare særlig meget smerte. Men jeg har nu altså også altid været meget skrøbelig, jeg tror min krop gør det for at beskytte mig. Altså den vil hellere have at jeg for et black out en at skulle lide en for stor smerte.

Jeg smilte lidt ved tanken før jeg så på Jack og Noah igen.

,,Er du sikker på det er okay?” spurgte Jack og jeg nikkede selvfølgelig.

,,Altså medmindre du gjorde det med vilje er det okay?” sagde jeg stille men lidt spørgende.

Jack så på mig med store øjne.

,,Milo jeg ville aldrig kunne finde på at gøre det med vilje” han lagde en hånd på sit bryst.

,,Det lover jeg” han nikkede en enkelt gang og så mig i øjnene.

,,Godt” jeg smilede til ham og lænede mig tilbage.

,,Nu har jeg det meget bedre” sagde jeg og lagde mine hænder på min mave, jeg havde allerede fået det meget bedre, eller jeg var hvert fald ikke svimmel mere. Kun en smule kvalme sad tilbage i min krop.

,,Vi er der om lidt” sagde Noah pludselig mens han blik var rettet ud af vinduet. Han rettede så blikket på mig, da han tydeligvis godt kunne se mit ansigt udtryk, hvor undrende det egentlig så ud. Hvor længe havde jeg lige været væk? ,,Nemlig Milo” sagde Noah.

,,Du ja, var væk i næsten 3 timer” tilføjede han kort og rettede blikket ud igen. Det var jo vigtigt vi ikke kom af det forkerte sted. Mit blik røg også udenfor, man kunne se hvor mange mennesker der allerede nu havde sat julelys udenfor, altså lyskæder omkring deres små buske og sådan. Selvom vi faktisk kun var i starten af November måned. Det er vel bare typisk by mennesker, jo før jo bedre.

Jeg trak en smule på skuldrende ved synet af lysende men alligevel var der et smil om mine læber. Ja min hjerne havde nemlig lige i dette øjeblik registreret at jeg skulle holde jul ved Noah, eftersom jeg jo er forældre løs, jeg havde de sidste mange år boet på et børnehjem der måske lå ja 2 timers kørsel herfra, men eftersom de ikke synes om at have børn der var over 14 år så valgte de at jeg skulle på nogen skoler hvor man kan være hele tiden og der var den her skole jo go'. Børnehjemmet havde faktisk forsøgt at finde en familie til mig men der var ikke rigtig nogen, måske var det pga. finanskrisen eller noget, ja hvad ved jeg. Ellers er det bare fordi der ikke er nogen som vil have en person som mig ind i deres familie. Derfor havde det virkelig varmet om mit hjerte da Noahs familie og Noah selv havde spurgt om jeg ville holde jul sammen med dem. Noah havde en kæmpe familie, altså med mormor og morfar, oldeforældre, også var der jo alle Noahs søskende som også havde en kæreste eller noget med. Jeg hvilede min pande mod ruden og mit blik gled rundt på de ting som var på den anden side af vinduet. Det var enormt smukt.

,,Så” Noah trykkede på knappen og puffede til mig, det fik mig til at vågne lidt fra min trance. Noah og Jack havde allerede rejst sig da jeg sådan fik set mig lidt om. Jeg skyndte mig hen til dem da døren i bussen gik op. Vi gik alle tre ud i kulden.

 

,,Ja så skal vi så bare lige finde hen til der hvor de bor” Sagde Noah mens han tænkende kløede sig i nakken.

Jeg nikkede lidt.

,,Du ved vel godt hvor det er?” spurgte jeg så og så på Noah Noah trak på skuldrene.

,,Altså jeg har adressen men jeg ved ikke sådan om det er langt herfra eller hvad det er” sagde han med et skævt smil.

,,Vi kan spørge nogen” kom det fra Jack. Noah og jeg så på ham med et blik der sagde at vi sagtens kunne finde det.

,,Ahh ” sagde Jack og grinte.

,,okay hellere fare vild så” han nikkede kort men rystede så lidt på hovedet.

,,Venner man kan altså sagtens være en mand selvom man spørg om vej” sagde Jack og så på Noah og jeg.

,,Det ved vi” sagde Noah med et smil.

,,Men jeg tror nu sagtens vi selv kan finde det” han nikkede og første blikket rundt før han så på sin mobil for at finde den sms han havde fået adressen i.

,,Jeg tror det er den vej” sagde jeg pludselig og pegede ned af en vej.

Noah første blikket hen på mig men så ned af vejen, så lagde han hovedet på skrå.

,,hvorfor lige den vej?” spurgte han og så på mig igen.

Jeg trak på skuldrene.

,,Jeg synes bare den ser meget logisk ud” sagde jeg lidt ja fjoget og svingede en smule med mine arme.

,,Jeg tror faktisk Milo har ret” sagde Jack og så på Noah.

,,Okay så” sagde Noah smilede ,,Det stoler vi så på” han nikkede og rettede blikket på mig.

Jeg smilede.

,,Godt” sagde jeg og nikkede.

,,jeg er faktisk ret sikker på det er den vej” tilføjede jeg kort mens vi alle tre begyndte at gå den vej jeg havde peget.

 

•  

 

Jack havde enormt meget energi, eller det så hvert fald sådan ud. Han løb rundt på fortovet lidt foran Noah og jeg. Mit blik flugte Jack af sted rundt på fortovet. Han svingede sig rundt om en lygtepæl og laver et eller andet sejt spark da han landede igen.

,,Du har for meget energi” sagde Noah med blikket mod Jack. Jeg nikkede bare lidt, jeg var måske mere typisk der tænkte ting uden at sige dem. Altså jeg tænkte dem sådan som om jeg ville have sagt det. Jeg ved ikke rigtig, ellers så tænker jeg måske bare for meget. Jeg trak på skuldrende og førte mit blik rundt på vejen.

,,Er vi der ikke snart” sagde Jack mens han gik baglæns for at kunne se Noah og mig.

Noah så sig omkring.

,,Jeg ved det ikke Jack” sagde han og rettede igen sit blik mod Jack. Men så så de begge hen på mig.

,,Hvad siger du Milo?” spurgte Noah mig.

,,Æhm” jeg kløede mig lidt i nakken og førte mit blik rundt.

,,Altså jeg ved jo ikke sådan hvordan det ser ud ” jeg rystede på hovedet og lod min hånd ligge i min nakke.

,,Men måske hvis vi bare går lidt videre, så kommer det sikkert” sagde jeg så til sidst og rettede mit blik fremad af vejen.

Noah nikkede lidt og så hen på Jack.

,,Det må vi håbe” sagde han og smilede.

,,Sagde de noget om hvordan deres hus så ud?, eller skal vi ja, bare banke på ved alle på hele vejen?” Jack så spørgende på Noah med sit hoved let på skrå. Noah sender Jack en flyskalle, selvfølgelig ikke hårdt eller noget.

,,Jack din spade, jeg fik jo et hus nr. så mon ikke vi finder det uden at skulle banke på alle steder?” Noah lagde hovedet på skrå.

,,Var?” spurgte han grinende Jack skulede mod Noah men grinte så bare lidt.

,,Det kunne du da bare have sagt” sagde han smilede og ser frem af vejen igen.

,,Er det ikke der?” kom det fra mig og min finger pegede i retning af et stort villa hus for enden af vejen.

Noah kiggede ned af vejen.

,,Altså det er ikke rige mennesker vi skal bo ved” sagde han og så på mig med et skævt smil.

,,Desuden er det nr. 43 vi skal hen til” tilføjede han med et smil.

Jeg nikkede bare lidt.

,,Det er altså også nr. 43 det hus dernede ” sagde jeg mens jeg nikkede. Både Noah og Jack rettede deres blikke mod ham og sagde i kor.

,,Hvordan kan du se det?”

,,Æhm” sagde jeg kort og så lidt fra dem til huset.

,,Det står lige der” sagde jeg og pegede mod hus muren.

Jack knep øjnene sammen.

,,Ah jamen det kan vi jo selvfølgelig også se herfra” sagde han og rystede på hovedet, før han så puffede til mig. Jeg så kort på ham før jeg igen rettede mit blik mod huset.

,,Jamen det er det nr.” sagde jeg og trak dem lidt hurtigere af sted mod huset.

,,ellers ville jeg jo ikke sige det vel” tilføjede jeg kort og åbnede lågen der førte op til husets dør. Noah trak en smule på skuldrende og fulgte bare med mig.

,,Jeg regnede bare ikke lige med at de boede i sådan et kæmpe hus” sagde han mens han førte sit blik op af stien mod døren.

,,Heller ikke mig” sagde Jack og rystede på hovedet.

 

 

Noah bankede på døren da vi langt om længe nåede frem til den. Jeg tror vi ventede 15 minutter eller noget før der endelig kom en og åbnede døren. Det var godt nok noget af en ventetid men ja, vente skal man jo gøre nogen gangen i løbet af sit liv.

,,Hej med jer drenge” lød det fra damen der åbnede døren. Hun havde et langt mørkebrunt hår som var samlet over den ene skulder. Hendes stemme var meget kærlig og imødekommende. Men selvfølgelig skulle jeg igen føle mig lille, jeg tror nemlig at hun mindst har været 177, hun var hvert fald næsten ligeså høj som Noah.

,,Hejsa” Sagde Jack og jeg i kor før vi så på hinanden med et skævt smil. Vores blikke ramte så damen igen. Hun smilede til os før hun rettede sit blik mod Noah.

,,Og hej Noah” sagde hun meget smilende, man kunne faktisk næsten se at hendes øjne begyndte at danne tåre. Noah og Damen omfagende hinanden.

,,Længe siden” sagde Noah smilende, da de havde sluppet hinanden igen. Damen nikkede og smilede over hele sit ansigt.

,,Kom indenfor drenge” sagde hun så til sidst og flyttede sig fra døren så vi kunne komme ind.

,,I kan bare ligge jeres jakker der henne, så tager jeg dem om lidt” sagde hun kort og pegede mod en stol der stod henne ved en væg. Mit blik gled rundt i den meget store gang vi kom ind i. Tror aldrig jeg havde set noget lignede. Her var bare så enormt stort flot og rent.

,,I skal bare gå op af trappen og til højre så sidder Julian og venter på jer” Damen smilede til os en sidste gang inden hun forsvandt ud i det jeg tror var et køkken. Vi lagde vores jakker før vi gik af sted op af trappen. Det skulle nok blive sjovt. Jeg kunne stadig ikke forstå hvorfor det ikke havde gjort ondt efter at jeg havde fået arene men Jack havde bare sagt at det var fordi jeg havde ligget i koma så det havde taget al smerten. Han havde sikkert ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...