Mærkets kræft

Hvad ville du gøre hvis du efter flere uger på hospitalet vågnede op med en opgave der skulle redde verden?

6Likes
8Kommentarer
1497Visninger
AA

7. Efterfølgere

,,Så det du siger er at man bare skal prøve sig frem?” spurgte Jack mens han så på Kaylie.

,,Ja altså det var hvad jeg gjorde da jeg opdagede hvad jeg egentlig var i stand til” svarede hun stille.

,,Jeg vil sige det eneste tidspunkt jeg mærkede nogen form for kræfter var da jeg ved et uheld gav Milo stød” Sagde Jack mens han tænkte sig om.

Jeg sad bare ved siden af Noah og lyttede til hvad de andre snakkede om, jeg kunne ikke rigtig finde på noget at sige, så ja, det nemmeste er vel bare at holde kæft. Min finger gled stille rundt på mit knæ, hvad hvis nu vi aldrig ville finde ud af hvad vi skal bruge vores kræfter til? Hvis der er nogen et sted i verden som har brug for vores hjælp? Vi var altså nød til snart at finde ud af hvad det betyder. Kaylie brugte også ordet udvalgt da hun mødte mig, det må betyde at hun også 'ved' at vi er udvalgt til noget.

Mine tanker blev ved med at køre i ring, jeg ville prøve at regne ud hvorfor vi var udvalgt, og hvad vi var udvalgt til, men det var som om der var et sort hul som en eller anden ligesom skulle fylde ud før det hele ville hænge sammen. Nicholas reddede verden for sult, tørst og elendighed den gang han var en af de udvalgte, men jeg tror ikke vi skal gøre det samme. - Jeg kørte min hænder gennem mit ansigt. Måske var det noget ondt som snart ville komme, og vil blev nød til at forberede os. Finde de andre udvalgte, blive venner med dem og samarbejde. Jeg fik faktisk næsten helt ondt i hovedet på grund af mine tanker. Der var så meget der skulle give mening, men samtidig kunne det være så mange forskellige ting.

,,Milo?” sagde Noah og puffede til mig.

,,er du okay?” spurgte han stille. ,,Du helt bleg” tilføjede han kort inden mit blik gled op på ham.

,,Jeg har det fint” sagde jeg kort og nikkede lidt.

,,Sikker? Sidst du sagde det faldt du om 2 minutter efter?” han så lidt bekymret på mig.

,,Noah jeg har det fint” sagde jeg igen og smilede til ham ,,Er måske bare lidt træt”

Jeg trak på skuldrende.

,,Vi kan tage hjem til mig” sagde Noah så.

,,Jeg bor jo kun lidt udenfor Rio” han nikkede og smilede til mig før han så hen på Jack og Kaylie.

,,Må vi godt det for dine forældre?” spurgte Jack stille.

,,Ja da ” sagde Noah ,,Jeg har faktisk allerede spurgt min mor og hun synes vi trænger til pleje efter en travl dag” han smilede og rejste sig.

,,Kom nu, busbilletterne kan godt holde hen til mig” sagde han.

Jeg rejste mig og det samme gjorde de to andre.

,,Bussen køre om ” Noah så på sit ur og trak på skuldrende ,,en halv time” tilføjede han.

,,Jamen så har vi jo slet ikke travlt” sagde Jack da vi begyndte at gå af sted mod busstop stedet.

,, Næ men vi vil vel hellere komme for tidligt til bussen end for sent ” sagde jeg stille og sparkede en sten hen af fortovet.

Mine tanker var bare helt væk, jeg havde kun været ved Noah en gang og der havde jeg allerede følt mig som en del af familien. De havde valgt at spørge mig om jeg ville holde jul sammen med dem eftersom jeg jo er forældre løs. Det havde virkelig gjort mig så glad. Noah og jeg havde været som brødre siden jeg startede på skolen og nu ville det hele blive lavet om. Der var kommet 2 nye medlemmer i vores lille gruppe, begge udvalgte ligesom mig og jeg var bange for at det ville gøre at Noah måske ville føle sig udenfor. Men heldigvis havde han ikke vist nogen tegn på noget endnu.  

 

 

Vi sad og ventede på bussen i sådan et meget lille stinkende skur. Okay det lugtede altså virkelig slemt af pis og gammel øl eller noget i den stil.

,,Tror i ikke jeres skole spekulere over hvor i er henne?” spurgte Kaylie mens hun så på os.

,,Gud!” kom det fra Noah ,,Det havde jeg helt glemt. Vi skulle ha været tilbage i går” sagde han til sidst.

,,Jeg tror ikke de har bemærket noget” jeg puffede et gammelt cigaret skod lidt væk med min fod og rettede mit blik mod dem ,,Ellers ville din mor jo sikkert ikke ha sagt ja til at vi kunne være ved dig” jeg så lidt på Noah.

,,Nej det rigtig nok, så ville skolen jo ha ringet og sagt vi var stukket af eller noget” han trak på skuldrende og rejste sig da bussen kom.

,,Kom så ” sagde Noah og trådte ind i bussen.

Han lagde 3 billetter ved buscheføren, samt en lille sjat penge for at Kaylie kunne komme med. Vi andre gik ind lige efter ham og satte os bagerst i bussen så kunne vi snakke uden folk ville sidde og lytte efter vores samtale. Det var jo meget vigtigt at det her ikke slap ud til nogen.

 

•  

 

Noah og Kaylie sad og flirtede næsten hele vejen hjem til Noah. Ja det vil altså sige i de 2 timer det tog at komme hen til ham men den her enormt langsomme by bus. Jack var faldet i søvn og sad lænet op af vinduet og ja, jeg sad og forsøgte at få mine tanker til at falde til ro. Jeg havde en forfærdelig hovedpine og følte en voldsom trang til at græde. Men jeg ved ikke hvorfor jeg skulle sidde og græde nu. Hvad var der at græde over. Folk ville jo tro jeg var sindssyg i hovedet eller noget i den stil.

Endelig stoppede bussen og vi steg af. Det tog heldigvis ikke ret lang tid at gå hen til Noahs hus herfra.

,,Hey unger!” lød en enormt flink stemme, det var Noahs mor. Hun var virkelig bare godheden selv, en dame alle ville ønske var deres mor.

,,Hey Mor! ” Noah luntede hen og krammede sin mor og min mave slog knuder på sig selv. Nogen gange ville man virkelig ønske at man havde en mor der ville give en et kram i ny og næ. '

 

 

Vi gik alle sammen indenfor og så os omkring.

,,Der er mad om lidt ” Sagde Noahs mor og smilede til os ,,Og ja, jeg har gjort stuen klar til jer, der kan i bare være, Noahs værelse er vidst ikke stort nok til alle de mennesker” sagde hun til sidst med et smil.

,,Vi er altså kun 4 ” sagde Noah med et skævt smil ,,Men okay, stuen er helt i orden. Så har vi også fjersyn” Noah guidede os ind i stuen.

Jeg satte mig i en stol og lagde mine arme om mine ben, jeg havde ikke specielt meget at sige så jeg sad bare lidt tid og så på de 3 andre der snakkede, det var ikke fordi særlig meget af det de sagde kom ind i mit hoved.

,,Der er mad!” lød det ude fra køkkenet, det var Noahs søster der råbte.

,,Kommer!” råbte Noah tilbage og vi rejste os alle sammen.

 

 

Maden smagte enormt godt, hvert fald hvis man tænker over at det var en gryderet, men der var noget mega lækkert salat til, nogen ris også var der noget rigtig godt kød i gryderetten. Det smagte hvert fald helt enormt godt, og der blev da også spist op, der var hvert fald ikke mere tilbage i nogen af skålende da vi var færdige. Okay jeg indrømmer, det var godt nok ikke mig der spiste specielt meget af maden, men jeg har bare ikke en særlig stor appetit, men Jack og Noah spiste som svin. Det kørte bare ind, mundfuld efter mundfuld. Meget underholdende.

 

 

,,Jack stop! ” lød det fra Noah, og mit blik røg stille hen på dem, de sad vidst og... sloges om de sidste ris.

,,Noah du har fået så meget mere end mig, jeg fortjener dem!” sagde Jack og snuppede skeen ud af hånden på Noah, Noah snuppede den bare hurtigt igen.

,,Nej nej du tog sidst nu det min tur! ” sagde Noah og fiskede nogen ris op fra skålen.

,,Hvorfor deler i ikke bare de sidste?” lød det fra Kaylie som tydeligvis sad og puffede til Noahs fod under bordet.

Noahs mor kom trippende ind af døren til køkkenet og snuppede skeen ud af hånden på Noah, hun tog de sidste ris og det sidste gryderet før hun smilede til os ,,Håber maden smagte vel?” sagde hun stille før hun forlod køkkenet igen.

Noah sad bare og så surt på hende, med det der blik der siger, det var mine ris.

Jack puffede provokerende til Noah.

,,Surt show var” han blinkede kækt før han satte sig til rette i stolen med sin hænder placeret på hans mave. Jeg sad bare helt stille og betragtede dem lidt, havde ikke rigtig noget at sige så hvorfor ikke bare være stille. Min ene fod vippede op og ned og der kørte en sang rundt i mit hoved jeg kunne bare ikke helt finde ud af hvad det var for en. Jeg lænede mig tilbage på stolen og mine øjne gled stille i, nu kunne jeg pludselig mærke hvor udmattet og træt jeg egentlig var efter den her dag. Og mit hoved, det gjorde helt enormt ond. Jeg lagde min hånd ved mit baghoved før jeg åbnede mine øjne igen.

 

 

Men det var ikke Noah, Jack og Kaylie jeg så da mine øjne gik op, det var ikke Noahs køkken jeg sad i og det var ikke en stol jeg sad på. Mit blik skævede rundt, jeg sad ved et stort rundt bord hvor en masse mennesker også sad, jeg kunne overhovedet ikke genkende en eneste af dem. Jeg følte ikke rigtig at nogen af dem kunne se mig.

Jeg sad på skødet af en ret høj dame vil jeg tro. Hun havde et langt sort hår som nåede ned omkring hendes talje, hendes øjne var kastanje farvet, hendes blink så stift rundt på de andre mennesker omkring bordet. Det var faktisk slet ikke særlig rart at være her. Der var helt stille omkring bordet, ingen sagde noget, folk sad bare og udvekslede blikke, hvilket ikke ligefrem gjorde det mere rart at være en evt. del af et råd eller noget i den stil.

Den første der sagde noget var en høj muskuløs man med et halvlangt hår sat op i en hestehale, han rejste sig så voldsomt at stolen han sad på væltede bagover.

,, Det kan ikke blive ved sådan her! ” råbte manden nærmest ud over bordet mens han håndflade, ramte bordpladen.

,,Vi bliver nød til at finde på en løsning! ”

Damen, hvis skød jeg sad på nikkede ,,Du har ret, vores folk kan ikke klare presset og al den elendighed mere ” sagde Damen højt for at alle kunne høre det.

Jeg krøb lidt sammen på hendes skød og holdte mit blik mod ham manden der havde rejst sig.

En anden mand rejste sig og førte sit blik rundt på folk.

,, Men vi bliver nød til at lærer at håndtere de her kræfter ordenligt så vi ikke fejler igen! ” hans ord satte sig fast i mit hoved.

Hvilke kræfter, hvilket folk?, hvilken fejl havde de begået.

En anden dame rejste sig.

,, Nicholas hvad skal vi gøre?” hun så mod ham manden med hestehalen med et meget seriøst blik.

Og min mave slog koldbøtter. Nicholas, Kræfter, Fejl – Nu begyndte det hele at hænge sammen, jeg lyttede nøje efter hvad folk mumlede, hvad folk der rejste sig havde at sige. Jeg måtte ikke misse en eneste ting. Det her måtte være det vi skulle rette op på, jeg talte folk omkring bordet. 9 personer. Der manglede en. Jeg bed mig i læben og prøvede at få mit hoved til at samarbejde. Jeg begyndte at kunne høre nogen kalde på mig, men jeg prøvede at lade det være, jeg måtte høre hvad folket omkring bordet sagde.

,, Jeg ved ikke andet end at vi skal ha fat i den sidste del i kredsen før vores mision vil lykkes ” Nicholas stemme rungede i mit hoved og kom til at tænke på Noah.

,, Men hvor vil du ha vi skal finde ham henne!?” en høj lyshåret mand rejste sig, han mindede mig lidt om Jack. Hans blik gav små gnist idet han rejste sig.

Nicholas blik ramte manden der netop havde rejst sig.

,, Jason! ” råbte Nicholas nærmest til ham ,, Vi finder på noget ” sagde han så med en lidt roligere stemme.

Jason som manden med elektricitet hed, satte sig i sin stol igen før Nicholas hævede stemmen og begyndte at tale.

,, Jeg ved i alle er bekymrede om hvad vi skal gøre ” sagde han stille til at starte med før han fortsatte.

,,Vores kræfter bliver nød til at arbejde sammen hvis vi skal overvinde den ondskab der truer os. Miracko har forrådt os. Men vi bliver stadig nød til at finde ham for at få afsluttet cirkel med vores kræfter. Det nytter ikke at vi mangler en så vigtig brik i et så svært puslespil ”

Han rystede stille på hovedet ,, Som i nok kan forstå kan jeg ikke klare det selv – selvom jeg af hele hjertet gerne ville kunne fortælle jer at i ikke behøve at sætte jeres liv på spil mere”

,, Du skal ikke bekymre dig om os ” sagde damen jeg sad på skød af.

,, Det vigtigste er at rede vores folk, det er derfor vi er her” hun nikkede stille. Hun afsluttede stille med at sige ,,Jeg er sikker på at hvis vi ikke klare det vil være efterfølgere gøre deres bedste for at rede vor folk fra dette ”

Der slog jeg øjnene op og lå på gulvet i Noahs køkken, de alle 3 sad omkring mig på gulvet og jeg satte mig hurtigt op. Selvom jeg følte en trang til at lukke øjnene igen, jeg måtte høre hvad det var deres efterfølgere skulle gøre, eftersom det er os der er efterfølgerne.

,,Milo er du okay?” det var Kaylie der spurgte, hendes stemme var helt stille men stadig meget bekymret, mit blik gled stille op på hende.

,,Jeg bliver nød til at komme derhen igen” sagde jeg bare før jeg rejste mig, men Noah blev nød til at gribe fat i mig da jeg var ved at vælte.

,,Hvorhen Milo?” spurgte Jack Jeg så forvirret rundt i køkkenet.

,,Nicholas var der ” sagde jeg mens jeg nikkede ,,Jeg bliver altså nød til at komme derhen ” mit blik landede i Noahs øjne.

Noahs blik ændrede sig med det samme da navnet Nicholas blev nævnt. ,,Så du ham?” spurgte han og holdte blikket lidt på mig.

Jeg nikkede ,,De holdte et stort møde” sagde jeg stille.

,,De skulle finde en plan om hvordan de kunne bekæmpe en eller anden form for ondskab ” jeg så på mine hænder og forsøgte at huske hvad de havde sagt.

,,Men så sagde du noget om deres efterfølgere” mit blik gled rundt på dem ,,Og ja, så forsvandt de og jeg 'vågnede' ” tilføjede jeg kort

De nikkede alle 3 og så på mig.

,,Måske skulle du lægge dig lidt” sagde Jack, selvfølgelig sagde han det som om jeg var ved at blive skør i hovedet.

,,Ja klart ” sagde jeg bare en smule irriteret, ikke et tonelege der særlig tit kommer ud af min mund. Jeg gik så bare ind i stuen og satte mig på den madras jeg skulle sove på.

 

 

Kl. var faktisk ved at blive rigtig mange men de andre sad stadig i køkkenet og snakkede, de ville vel ikke forstyrre mig eller ja, hvad du nu ikke ville. Det kunne også være de bare ikke gad at være sammen med mig mere lige nu. Jeg puttede mig under min dyne og lod mine øjne klappe i. Til at starte med håbede jeg lidt på at komme tilbage til der jeg var tidligere i dag, men nej, det skete ikke. Det hele blev bare mørkt og jeg faldt stille i søvn. Intet andet. Jeg var faktisk helt enormt træt. Den her dag havde været enormt udmattende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...