Mærkets kræft

Hvad ville du gøre hvis du efter flere uger på hospitalet vågnede op med en opgave der skulle redde verden?

6Likes
8Kommentarer
1506Visninger
AA

2. Blackout

 

Lydende blev mere og mere tydelige, jeg tror det var en maskine der stod og bippede i det jeg åbnende mine øjne, her var ingen andre end mig i lokalet. Jeg trak vejret enormt tungt og havde en forfærdelig kvalme. Mit blik flakkede lidt rundt i lokalet og det var først efter nogen minutter at jeg fandt ud af hvor jeg var. Jeg lå i en hospitals seng i et mørk rum. Gardinerne var trukket for og lokalet var næsten helt sort, det var kun pga.

Mit normalt gode nattesyn at jeg kunne se bare mine hænder som lå på min mave, jeg havde et drop i min hånd og en ilt maske omkring min næse og mund. Jeg kunne godt mærke min krop ikke havde det helt så godt, mine hænder rystede og mit hoved dunkede så det føltes som om jeg fik en hammer i hovedet hvert andet sekund. Jeg blikkede træt og meget langsomt med mine øjne før jeg forsøgte at sætte mig lidt om, dog opgav jeg ret hurtigt igen. Min krop havde simpelthen ikke overskud til at bevæge sig lige nu. Men idet der lød en banken fra døren åbnede mine øjne sig helt og mit blik røg hen på døren.

Igen begyndte tankerne at vælte ind i mit hoved, den første jeg håbede på at se komme ind af den dør var helt klart Noah, jeg havde brug for at se ham, var nød til at se ham. Bare at sige undskyld for hvad der skete i spisesalen, selvom jeg ikke husker ret meget af hvad der egentlig skete. Men til min skuffelse var det bare en hvid klædt sygeplejeske som kom ind på stuen. Jeg lod langsomt mit blik glide op i loftet, suk. tænkte jeg. Hvor var Noah, han havde sikkert ikke fået lov at forlade skolen, det plejede man hvert fald ikke at få lov til. Men nu er det jo heller ikke hver dag der ryger en elev på hospitalet. Mine tanker blev med et afbrudt da sygeplejersken begyndte at snakke til mig.

,,Milo jeg skal være her på din stue de næste par dage, mit navn er Miriam og du skal bare sige til hvis du mangler noget. " Hun smilede enormt venligt til mig, faktisk næsten for venligt. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om hospitaler, måske fordi det hele er så hvidt og rent, det er faktisk også meget hult. Næsten ikke til at holde ud. Det eneste jeg rigtig følte jeg kunne gøre var at nikke, så det gjorde jeg. Hun smilede endnu engang til mig.

,,Jeg skal lige tage en blodprøve på dig så vi kan finde ud af hvad der er galt." Fedt! intet svar om hvorfor jeg faldt om i spisesalen, underligt nok havde det faktisk ikke undret mig før nu, jeg ville gerne vide det og jeg ville gerne snakke med Noah. Jeg nåede næsten ikke at svare før hun havde taget min arm til sig og sat en nål i min blodåre, det spændte lidt i min arm men gik ret hurtigt over igen. Nåle er nu heller ikke lige min stærke side, især ikke hvis man skal se hvordan de sådan kommer ind under ens hud. Nej det bare slet ikke rart.

,,Sådan " sagde Miriam før hun lagde den lille bøtte med blod hen i sin opbevaringsrullevogn, eller hvad det nu lige skulle forestille. Jeg nikkede igen bare lidt som svar. Altså det er da ikke ligefrem fordi man kan kalde mig det mest snakkende væsen i verden, men nu lå jeg jo ligesom også med en maske omkring munden og næsen. Mit blik flakkede efter hende da Miriam forlod lokalet og endnu et suk forlod min krop. Nøj hvor er hospitaler dog kedelige. Lidt efter lukkede jeg bare mine øjne igen. Igen var den eneste lyd i lokalet de maskiner som bippede løs hver gang mit hjerte slog. Jeg fik igen en enorm hovedpine, det var som om der var noget inden i mig der manglede, men jeg kunne ikke finde ud af hvad det var. Måske var det fordi jeg savnede Noah. Som jeg lå der i den hvide hospitals seng og tænkte mit liv igennem i små bider kunne jeg så meget stille begynde at høre et apparat der bippede og jeg følte mig pludselig enormt svimmel, jeg forsøgte at ligge en hånd på min pande men uden held og det hele blev endnu engang helt sort.

Jeg vågnede ved at min trøje var helt våd i den ene side, jeg mener at det var den højre side men jeg er ikke sikker. Mine øjne åbnede sig stille og mit blik gled lidt rundt i rummet, jeg kunne ikke rigtig se så meget da mit blik var helt tværet ud, men efter at have blinket et par gange blev det hele mere tydeligt. Mit blik blev nærmest revet til min højre side da der sad en person, mit hjerte begyndte at hamre som en fugl i en vindues kam. Det var Noah, et smil bredte sig på mine læber, det var ikke et stort smil men smil der hvert fald viste at jeg var glad for han var her. Han havde sin hånd i min og jeg glemte om hans hånd, ikke hårdt, men sådan som man nu gør når man ikke vil have nogen forlader en.

Noah blik røg med samme sekund op på mig og han smilede stort.

,,Milo! Du vågen" hans ansigt udtryk var som en lille dreng der har fået den vildeste julegave. Et lille min sløvt grin forlod min krop.

,,Ja Noah jeg er vågen" okay min stemme var enormt hæs og næsten ikke til at høre men han smilede bare endnu mere. Nøj hvor var det rart at Noah var her. Han holdte min hånd varm i hans hænder og blev siddende. Der var stille i noget tid, før Noah brød tavsheden.

,,Milo du har været væk i 3 uger " han så en smule tomt ud i luften før hans blik landede på mig igen. Mit blik mødte hans og jeg så lidt uforstående på ham. Han udtryk var lidt tænkende.

,,Siden den dag du faldt om på skolen har du været væk i 3 uger " han nikker efter det han havde sagt og så på mig med et meget bekymret blik. Min tunge gled kort over mine læber før jeg begyndte at tænke. Igen var der lidt stille før jeg så førte mit blik op i loftet.

,,Men jeg vågnede dagen efter" sagde jeg meget lavt og faktisk også meget hæst, mit blik gled hen på Noah som så på mig med et blik som sagde at det ikke kunne passe.

,,Lægerne har sagt du har været væk hele tiden" han nikkede ret overbevisende men jeg kunne ikke rigtig tro på det. Jeg tænke mig godt om.

,,Jeg er sikker på jeg vågnede, der kom en læge" bider tænder bed en smule fat i min læbe og jeg havde svært ved at tale, det gjorde rigtig ondt i min hals og kvalme havde faktisk også fået.

,,Hun hed Miriam eller noget i den stil" mit blik gled hen i Noah øjne og han kunne med det samme se at det jeg sagde var rigtigt ,,Så du har haft black out 2 gange?" Spurgte han hvorefter jeg nikkede, meget kort og holdte mit blik fast med hans. Han kærtegnede med hånd en smule før hans blik gled hen på døren.

,, Men hvordan har du det nu?" Han så på mig igen med sit hoved en anelse på skrå. Endelig, den rigtige sjove Noah, jeg brøds mig ikke så meget om når Noah var alt for seriøs, det er han nemlig meget sjældent. Jeg smilede og så på ham.

,,Meget bedre nu hvor du er her" Mine øjne strålede nærmest og Noah smilede til mig.

,, Det godt jeg kan gøre dig i så godt humør" han rejser sig og slap min hånd, efter det han havde sagt. Han gik hen til en stol hvor mit tøj lå.

,,De sagde du komme med hjem når du vågende hvis du følte dig frisk nok " Hans blik fløj hen på mig igen, et meget håbefuldt blik. Jeg kunne lige forestille mig hvor kedeligt det må ha været for ham i 3 uger på den lorte skole. Jeg nikkede, jeg ville ikke være væk fra Noah mere nu og jeg vidste at hvis jeg blev kunne han ikke blive, han skulle jo tilbage og have undervisning sammen med alle de andre.

,,Jeg skal nok bære dig" Han blikkede kækt til mig og afsluttede med et stille og kort Noah grin. Noah havde et grin man ikke kunne tage fejl af, hver gang man hørte det vidste man det var Noah. Jeg smilede og nikkede så lidt.

,,Det er et tilbud jeg ikke kan sige nej til" mit smil var kun til ham og jeg satte mig en smule op i sengen. Okay jeg havde stadig kvalme, men jeg ville ikke være her mere, en Ipren eller en Panodil pille ville nok kunne gøre det. Han tog mit tøj en til sengen og lagde det der, før han træk i snoren efter en læge. Meget kort tid efter kom der en læge ind af døren. Faktisk kun få sekunder efter. Hun smilede til os og gik med elegante skridt hen mod min seng.

,,Hvad kan jeg hjælpe med drenge" hendes smil ramte både mig og Noah med det samme og vi smilede begge let tilbage til hende.

,,Ehm, altså jeg vil faktisk gerne hjem" mine ord blev lidt af en smører men altså med ondt i halsen og hæs stemme er det ikke nemt at lyde overbevisende. Hun så på mig med et lidt tænkende blik.

,,Hvis du føler dig frisk nok til at forlade hospitalet er det i orden, jeg kigger lige i dine papirer også kommer jeg tilbage, du kan tage tøj på imens " Hun smilede endnu engang før hun tog droppet ud af min hånd og slukkede overvågnings maskinen. Jeg nikkede lidt og mine tænder satte sig igen fast i min læbe. Mit blik gled hen på Noah og han smilede med det samme til mig og rakte mig mit tøj, jeg tog let imod det og tog mine ben ud over kanten af sengen. Min krop føltes tung og helt død. Men jeg havde jo heller ikke bevæget mig i 3 uger. Sygeplejersken forlod stille lokalet uden rigtig mig og Noah bemærkede det. Jeg kom lidt efter på benene og fik taget det der enorme hvide hospitals tøj af, jeg lagde det på sengen før jeg begyndte at tage mit eget tøj på, det tog lidt tid da jeg stadig havde kvalme og blev faktisk en smule svimmel da jeg rejste mig. Men det gik lidt efter over. Endelig fik jeg taget mit tøj på og jeg tog derefter mine sko på. Noah så på med et tålmodigt blik. Helt seriøst man kunne virkelig ikke ønske sig en bedre ven. Jeg nikkede lidt helt uden grund, eller jo, jeg nikkede for at sikre mig selv i at Noah, var den bedste ven i hele verden.

,,Hvor længe har du været her?" spurgte jeg før jeg satte mig på sengen, mit blik lå stadig på Noah. Han træk en smule på skuldrende og pillede lidt ved sin trøje.

,,Jeg har været her nogen dage" sagde han og så mig i øjnene.

,,Altså jeg har været her næsten hver dag efter skole, også har jeg sovet her i nat" han nikkede lidt og smilede stille til mig. Jeg kunne godt se på Noah han havde gjort noget han ikke måtte, men jeg var selvfølgelig bare glad for at han gjorde det for min skyld. Og at han ikke var blevet taget i det. Jeg smilede.

,,Helt seriøst?, fik du lov eller gjorde du det bare?" spurgte jeg mens mit hoved lagde sig lidt på skrå, meget kort til før døren ind til det værelse/stue jeg lå på. Hun gik direkte mod mig med et venligt og afslappet smil.

,,Milo du må gerne forlade hospitalet “ sagde hun stille med et smil, okay måske var hendes facade en smule falsk, men ja, det fleste sygeplejersker og læger skal jo virker enormt flinke og smilende mod patienterne. Jeg nikkede stille ,,mange tak” sagde jeg og rejser mig, jeg gik hen til Noah og så lidt på ham, Noahs blik lå på hende sygeplejersken før vi åbnede døren og forlod lokalet. Mit blik røg ned af den lange gang og vi begyndte at gå mod udgangen.

,,Du svarede ikke på mit spørgsmål “ Sagde jeg og puffede til Noah. Han så på mig og rystede en smule på hovedet.

,,Nej det gjorde jeg vidst ikke” sagde han og slap et lille grin af sted før hans blik landede på døren der førte ud i kulden.

,,Altså jeg spurgte skolen om jeg måtte tage hen og besøge dig også sagde jeg at jeg ikke vidste hvornår jeg ville komme igen” Han trak kort på skuldrende og smilede skævt til mig.

,,Aha” jeg nikkede kort. ,,Så skolen ved faktisk godt du stadig er her?” spurgte jeg og så på ham.

Han rystede på hovedet ,,Nej nej det tror jeg ikke, det tror sikkert jeg er kommet tilbage og sidder på mit værelse eller noget” han smilede endnu engang skævt og så på mig med et Noah blik.

Jeg grinte så bare lidt og nikker stille ,,Sådan Noah du skal da nok nå karrieren som spion” Sagde jeg og smilte til ham.

Noah havde faktisk længe snakket om at han gerne ville være Spion når han engang blev voksen, men ja, det er vel stadig bare alle de der drenge drømme som man render rundt med. Nej. Noah ville være en god spion. Han er rigtig sej til det der med at snige og lave seje ting med programmer om alt det med spioner på computeren. Alt i Alt, Noah var en person som bare havde styr på alt med spioner, han havde desuden næsten alle krimi serier, CSI serier osv. + han havde en masse bøger som handlede om det med spioner. Ja også var der jo så min drøm, jeg ville bare gerne være musiker eller noget i den stil. Måske fordi jeg var afhængig af musik. Men ja, Noah synes ligesom mig at det er en drøm mange har og som mange aldrig for lov at udleve. Noahs blik mødte mit igen og hans smil lagde sig om mit hjerte som et beskyttelses felt.

,,Og du for lov at spille musik for hele verden” Han grinte lidt og smilede igen til mig før han så mod døren og åbnede den. Vi gik sammen ud og blev med det samme ramt af en bølge meget kold luft som gav et gys gennem både Noah og jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...