Mærkets kræft

Hvad ville du gøre hvis du efter flere uger på hospitalet vågnede op med en opgave der skulle redde verden?

6Likes
8Kommentarer
1487Visninger
AA

1. Trin et

 

Lyset blev slukket og alt blev helt stille, kun små dryp fra en vandhane på badeværelset kunne høres ned gennem den lange gang. Jeg lå i sin seng og kiggede op i loftet, mine tanker var alle steder omkring i verden. Jeg blev ved med at stille mig selv spørgsmål, om hvad livet egentlig handler om. Er det meningen vi bare skal spilde det på arbejde? På skole? Og på ikke at have det sjovt. Jeg troede ellers livet handlede om at nyde det, altså at man skal nyde livet. Men nogen synes åbenbart det handler om noget andet. Min teori er nu at man skal nyde hvert sekund som om det var det sidste. Sige til alle dem man elsker hver dag at man elsker dem. Man ved aldrig om det er sidste gang man ser dem. Mit navn er Milo Wareesha og jeg er en lille dreng på 16 år. Jeg gik på en skole hvor ingen kunne lide mig før det hele vendte op og ned og noget skete som jeg aldrig havde troet skulle ske for mig.

Mit vækkeur kimmede kl. 06:30 og mine øjne åbnede sig langsomt og mit blik landede på det larmende ur. Min hånd ramte hårdt, men kort urets top og lyden forsvandt med et og alt blev igen helt stille.

,, Milo!, Milo! " lød det ude fra gangen, det var Noah Glorias. Den flinkeste dreng på hele skolen, altså dvs. min bedste ven. Noah er en som virkelig for folk til at føle sig som noget specielt og det samme havde han fået mig til siden jeg startede her på skolen. Altså skolen ved navn Diogaros. Noah havde morgen vagt, stakkels dreng, han blev altid sat på de mest irriterende vagter eller opgaver man kunne komme på her på skolen. De sidste mange dage har han haft morgenvagt, altså han har skulle stå op meget tidligere end alle os andre for at lave morgenmad og dække bord. Ja også er der jo så de dage hvor den gamle engelsk lærer Petra har vagt, så skal man også vække alle andre selvom de faktisk godt ved at man skal huske at stå op og komme til morgenmad. Men ja, Noah har jo altid gjort som hun har sagt, det plejer vi faktisk alle sammen at gøre, ingen vil ende med at skulle have eftersidning eller ekstra pligter på den her tid af året.

,,Jeg kommer! " råbte jeg så til sidst inden jeg rejste mig fra min seng og smuttede i et eller andet kluns som jeg tilfældigvis havde smidt på gulvet i aftes. Jeg snuppede en jakke og tog den om mig, altså jeg mener sådan rigtig godt om mig før jeg smuttede ud af døren til Noah, jeg havde på fornemmelsen at det var rigtig koldt udenfor.

,,Undskyld jeg skulle lige have tøj på " jeg forsøgte mig lidt med et stille smil før Noah igen smilte tilbage til mig.

,,Det går nok alt sammen, bare vi ikke kommer for sent, Petra går helt amok hvis vi kommer bare 1 minut for sent " sagde han før vi begge satte i et meget roligt lunte tempo ned af gangen mod døren der føre ud i den store gårdsplads. Inden vi smuttede ud af døren kiggede vi kort på hinanden og trækkede på skuldrene. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor men det er vidst bare sådan en typisk vi altid har gjort, bare sådan lige for at blive enige om hvordan dagen i dag bliver. Noah luntede lidt i forvejen, han skulle jo skynde sig tilbage inden Petra begyndte at få mistanke om at han måske lavede noget andet end han egentlig skulle. Normalt bemærker hun det faktisk ikke rigtig, men hvis hun så endelig gjorde vankede der altså virkelig en skideballe. 

,,Vi ses om lidt!" råbte jeg efter ham da han luntede af sted.

 

Jeg fortsatte bare stadig stille og roligt af sted mod spisesalen, min mave var også begyndt at rumle men jeg ignorerede det lidt, maden kommer jo indenbords lige om lidt. Da jeg slog døren op til spisesalen mærkede jeg med det samme alles blikke ramme mig og det løb mig en smule koldt ned af ryggen. Mine tanker begynder stille at rykke pladser i mit hoved, siden jeg var startet her på skolen har jeg ikke rigtig følt mig godt tilpas nogen steder, kun når jeg var i selvskab med Noah. Ved ikke om det er fordi Noah er min bedste ven eller fordi han er den eneste jeg kan snakke med. Det eneste jeg har fået slået 100% på plads var nok at 99% af alle de blikke der netop nu i dette sekund var rettet mod mig var bebrejdende blikke. Jeg havde jo selvfølgelig været uheldig at komme på skolen 3 dage efter at 2 elever var sporløst forsvundet. Det var faktisk slet ikke til at holde ud, alle troede det var min skyld, altså bare fordi jeg var lidt anderledes end alle de andre her på skolen er det jo ikke indbetydende med at jeg er skyld i at de forsvandt. Jeg skynde mig så bare at sætte mig hen på stolen ved siden af Noah, han smilede til mig og smilede som sædvanligt tilbage til ham.

,,Du skal altså ikke tage dig af det Milo " sagde han og smilede endnu en gang. Noah gjorde mig altid i bedre humør. Jeg rystede bare en smule på hovedet og satte mig til at pille lidt ved en serviet.

,,Jeg ved det, men ja, det er stadig bare ikke særlig rart når alle bare sådan der bare nærmest stirre på en " jeg så på ham med et lidt fjumset blik, før han brød ud i en opmuntrende latter, han klapper mig let på skulderen. 

,,Tag det helt roligt Milo, hallo sådan er de ved alle dem som er nye, men ja selvfølgelig. det var ikke det bedste tidspunkt du kom på " han kløede sig i nakken før han smilte til mig.

,,Eller for min skyld var det, jeg er mere end over mega meget glad for du kom, du er min makker " tilføjede han før han løftede en knyttet næve og jeg gjorde det samme. Vores knyttede næver ramte hinanden kort før vi tog hænderne ned igen.

,,I lige måde Noah " Grinte jeg til ham og kom med et kort kækt blink. Noah var virkelig min makker, havde aldrig i mit liv haft en ven som ham.

Klokken kimede og en af køkken damerne begyndte at plapre løs om hvad morgenmaden bestod af i dag, selvom det faktisk typisk nok var det samme som vi har fået de sidste mange dage. De der damer kan åbenbart godt lide at fortælle om det der mad de servere for os. Normal skulle man vente med at gå op til man fik lov, men lærerne havde lidt opgivet at holde os tilbage på vores stole, vi var nemlig alle sammen rigtig sultne om morgenen. Jeg rejser mig og det samme gjorde Noah, vi gik op til det store mad bord i midten af lokalet. Jeg snuppede to tallerkner hen over skulderen på en dreng, jeg mener han hed Liam eller noget i den stil, meget flink fyr, men ja, det er det fleste her faktisk, når de altså ikke ser på en som om man er et monster der lige er landet fra det ydre rum. Jeg rakte den ene tallerken mod Noah og han tog imod den.

,,Jeg er altså sikker på det de en dag fylder gift eller noget i det her mad, altså at det ikke bare er synsbedrag" Noah pegede en smule mod maden og griner lidt. Jeg grinte selvfølgelig med af hans lille joke, men ja, sådan nogen joke kom der faktisk ret tit igennem mig og Noahs dag her på skolen, her var nemlig ikke mange andre som kom med et sjovt indslag, det hele har bare hele tiden været enormt dødt og kedeligt. Jeg begyndte at tage noget mad, det blev vidst egentlig bare til en rug bolle med noget smør og et lille lag peanut butter. Normalt ville jeg nok have taget en skål havregryn eller cornflakes, men lige i dag følte jeg mig ikke rigtig i humør til det. Måske havde det noget at gøre med at de andre elever gik rundt og hviskede om at mælken var sur i dag eller nogen i den stil. Men ja, hvad ved jeg, der er sgu så mange der går rundt og hvisker hele tiden. Jeg gik hen og tog to glas under armen, og en kande med appelsin juice i den anden hånd, hvorefter jeg smuttede ned til bordet og satte mig. Noah var stadig i gang med at fange mad inden alt sammen var væk.

Jeg smilte skævt og satte tænderne i min bolle, mens jeg sad der og gumlede løs kunne jeg stille mærke at min mave ikke brokkede sig så meget mere, det var faktisk rart at få noget at spise. Det var ikke fordi jeg havde lyst til mad, men jeg var enormt sulten så jeg blev nød til at spise noget. Noah kom endeligt ned til bordet efter lidt tid, tror ikke jeg har kendt nogen som spiser så meget som ham. En skål havregryn, to boller og 3 stykker frugt, det er nogenlunde hvad Noahs morgenmåltid består af. Men ja, selvfølgelig, han har jo også en stor muskuløs krop der skal holdes i gang.

,,Føj! " lød det fra Noah da han efter lidt tid endelig havde taget en skefuld af sin havre gryn. 

,,Den her mælk smager af gammel sur ost!" han skubbede skålen væk fra sig og begyndte at spise af sine boller i stedet. Jeg prøver forgæves at holde masken før jeg så grinte lidt.

,,Der kom grunden til at jeg ikke tog havregryn i dag " jeg smilte skævt til ham og hældte noget juice op i vores glas før jeg snuppede det ene og drak det halve af indholdet. Det lagde sig godt i min mave. Min hånd landende på min mave før mine øjne gled i, i nogen få sekunder, så røg mit blik tilbage på Noah.

 

Noah var en dreng på ja, omkring de 180 cm, hans hår var lidt længere end kort også med en masse små brune krøller. Også var der jo også den piercing han havde i den venstre side af sin læbe. Hans krop var slank men meget muskuløs, faktisk var der ikke den mindste smule overflødige fedt. Han var veltrænet fra top til tå, men han havde jo heller ikke lavet andet hele sit liv end at dyrke karate og styrketræning. Inde bag Noahs faktisk lidt hårde ydre er der den mest flinke person jeg i mit liv har kendt. Skolen her ville have været et helvede hvis ikke Noah havde været her. Noah havde samtidig en stil som alle kunne kende, det krøllede hår, de fregner som dækkede hen over hans næse også det halv lasede tøj. Et peace tegn om halsen og en stretch i øre. En af de flinkeste personer i verden.

 

Mit blik røg lidt ned af mig selv, ja, hvad kan man sige om mig. Min kropsbyggesle, faktisk var jeg også ret muskuløs, mit hår, ja, mohawk/hanekam, hvad man nu lige ville kalde det og et hjerte barberet i håret på højre side af mit hoved. Strækker mig ikke længere end 164 cm over jorden. Folk ville kalde mig emo og det er også hvad det fleste gør, men ja, jeg kan jo selvfølgelig ikke lave om på deres mening, jeg ville nok mere kalde mig punk eller noget i den stil, lige meget. Men ja tilbage til min højde. Ja. jeg er altså en dreng. Jeg er bare født ind i en meget lille familie. Eller det vil sige at min fars side af familien er enormt små, tror ikke der er nogen der rækker over de 170 cm. Men jeg klare mig vidst fint nok alligevel.

 

Jeg lænede mig tilbage på min stol og lod mine hænder hvile på min mave. Noah kiggede på mig med sit hoved let på skrå.

,, Er du allerede mæt?" spurgte han og så på mig som om jeg var syg oven i hovedet. Jeg så fra ham til min tallerken før jeg nikkede lidt. Okay jeg havde måske kun taget 2 bider af min bolle men min appetit var forsvundet helt og min mave virkede mere mæt end den nogensinde havde gjort før, måske var det fordi jeg følte mig en smule skidt tilpas, jeg ved snart ikke. Jeg træk så bare på skuldrende.

,,Jeg ved ikke, måske ja " nikkede jeg selvom det ikke rigtig gav mening, Noah kiggede uforstående på mig og jeg bed mig temmelig hårdt i læben.

,,Jeg har det bare ikke så godt lige nu" sagde jeg og så lidt undskyldende på ham. Han nikkede så og smilede til mig

,,Det i orden Milo " han lagde venskabeligt sin hånd på min skulder, før vores opmærksomhed fløj af sted mod en lærer der begyndte at lukke en masse uforstående informationer ud. Jeg mener at kunne huske at denne læreres navn er noget i stil med Professor Niriam, hun er hver fald den lærer på skolen der holder flest foredrag, eller ja, den der snakker mest om helt fuldstændig ligegyldige ting.

Prof. Niriam afsluttede sin informations monolog med en klar latter som fyldte hele lokalet. Så vendte hun rundt på hælende og smuttede ud af lokalet. Noah og jeg kiggede på hinanden med et lidt uforstående blik.

,, Okay det fattede jeg ingenting af" røg det bare ud af mig selvom der stadig var helt stille i spisesalen, alle elevernes blikke blev rettet mod mig og jeg kiggede bare på min bolle igen og krøb sammen på min stol, som om jeg skulle til at grave mig ned i et hul eller noget. Noah kiggede på mig men første så kort sit blik rundt på folk, jeg kunne kun lige høre ham mumle nogen ord før han rettede blikket mod mig.

,,Kom Milo, vi skrider " han samlede vores tallerkener og glas sammen før han rejste sig. Mit blik røg op på ham før jeg selv rejste mig og skubbede vores stole på plads. Vi begyndte at gå hen mod rullebordet hvor vores beskidte tallerkner skulle stå.

Noah satte tingene på bordet før han rettede blikket mod mig.

,,Milo du ser altså ikke for frisk ud lige nu" han så på mig med et lidt bekymret blik.

Jeg trak på skuldrene.

,,Jeg har det fint" jeg nikkede en smule og forsøgte at smile normalt til ham før jeg så hen mod døren. Noah skubbede kort til mig og jeg vågnede op af min trance. Jeg så på Noah og kløede mig kort i nakken.

,,Undskyld jeg sov lige to sek." sagde jeg med en faktisk ret træt og udmattet stemme mens mit blik var rettet mod hans ansigt. Han smilede til mig.

,,Milo måske skulle du melde dig syg i dag?" han så på mig med sit som sædvanlige venskabelige og venlige blik. Jeg placerede min hånd lidt overvejende i min nakke før jeg så bare nikkede lidt.

,,Og lade dig hærge skolen alene?" jeg sendte ham et træt smil før jeg førte blikket rundt i rummet. Jeg skimtede sådan lige ud af øjenkrogen, Noahs bekymrede blik før jeg så på ham igen.

,,Noah slap af jeg har det altså slet ikke så slemt" sagde jeg til ham med en træt stemme. Han så på mig og nikkede lidt.

,,Lover du det?" spurgte han med et blik der sagde noget i stil med 'jeg kan ikke leve uden dig'.

Jeg sank en klub og skulle lige til at svare da mit hoved blev tungt og en bølge af svimmelhed strømmede ind over min krop, jeg lagde kort en min håndflade mod min pande.

,,okay nu har jeg det virkelig ikke særlig go.." nåede ikke rigtig at sige mere før jeg mærkede en voldsom smerte hele vejen op gennem min krop, jeg lagde en hånd ved mit hjerte men så blev det hele sort og jeg mærkede et hårdt slag mod mit baghoved, det sidste jeg hørte var Noahs stemme der råbte mit navn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...