Hvorfor mig?

"Min mor dater en anden kvinde."
Disse ord, som min ven sagde, ændrede vores liv.

Dette er en 1D fan fiction, om to veninder, hvor One Direction lige pludselig får en plads i deres liv.

2Likes
1Kommentarer
798Visninger
AA

1. En Sær Samtale

 

”Har du nogensinde overvejet at blive lesbisk?” Spurgte min veninde Caroline mig, med vidt åbne øjne, jeg var ikke sikker men det så ud som om hun virkelig prøvede at holde tårerne tilbage, men hvorfor?

”Selvfølgelig har jeg da tænkt tanken, ”hvad nu hvis jeg var lesbisk?” Men nej jeg overvejer det ikke.” Svarede jeg hende helt nøgternt. Hendes mundvige lavede en sjov bevægelse, som om hun fortrød at have spurgt mig. Hvad tænkte hun? Hun opførte sig sært. Caroline havde altid været en livlig og sjov pige.

”hvorfor?” Spurgte jeg hende, fast besluttet på at få et svar af hende.

”Ik, noget.” Svarede hun alt for hurtigt. Men helt ærligt, jeg vidste hun skjulte noget. Så jeg pressede på.

”Kom nu, jeg ved der er noget.” Hendes øjne blev våde. Jeg fortrød, jeg havde spurgt, men på den anden side, vi var en slags bedstevenner. Bare uden den formelle titel, jeg synes sådanne titler var det rene vås. Havde jeg ikke gjort have Caroline sikkert givet mig en af de der venindehalskæder for flere år siden.

”Jeg skulle aldrig have spurgt, det er ingenting,” Sagde hun, som om hun virkelig prøvede at få det til at være ingenting, men det hjalp ikke specielt meget når tårerne løb ned ad hendes kinder. Det var der det gik op for mig, var hun lesbisk? Var det derfor hun græd, over et så simpelt svar på et så simpelt spørgsmål? Men det var Caroline, hun var den fødte flirter, men man selvfølgelig flirter lesbiske også. Jeg tog mig sammen, det var ikke en mulighed at Caroline var lesbisk, eller sågar biseksuel. Jeg må have lavet et bekymret og forundret ansigtsudtryk for Caroline gav i hvert fald et skuffet gisp fra sig.

”Du, du tror da vel ikke jeg er, er, er lesbisk, vel?” Jeg kunne hører hvor nervøs hun var over mit svar. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarer, troede jeg hun var lesbisk? Nej egentlig ikke, men hun opførte sig sært over spørgsmålet. Caroline virkede ikke tilfreds over min tavshed, så hun brød den selv;

”Hvordan kan du tro jeg er lesbisk?” Spurgte hun og nu var der også en snert af vrede at spore i hendes stemme.

”Jeg,” Begyndte jeg, men hun afbrød;

”Og du skal slet ikke begynde at sige du ikke overvejede det!” Nu råbte hun, men det var ikke det værste hun pegede af mig, det gjorde hun kun hvis hun virkelig følte hun blev trådt over fødderne. Jeg forstod hende nu godt, hvordan ville jeg ikke selv have haft det, hvis det var mig der var blevet beskyldt for at være lesbisk? Frygteligt, jeg skyldte hende en undskyldning, en stor en af slagsen.

”Undskyld Caroline, det må du virkelig undskylde,” Sagde jeg, og jeg mente virkelig min undskyldning. Jeg lænede mig fremad, slog armene omkring hende, gav hende en stor bjørneknuser og strøg min hånd op og ned af hendes arm, for at signalerer ”det skal nok gå alt sammen.” Halvt om halvt havde jeg forventet at hun ville skubbe mig væk, men nej hun tog imod den uden den mindste tøven. Jeg havde en stærk fornemmelse om, der var noget der var rablende galt. Da jeg tænkte disse tanker begyndte hun at græde igen.  Hun var ellers lige holdt op. Jeg bestemte mig for ikke at spørge hvad, der var i vejen, bare trøste hende, så kunne det være hun selv fortalte det når hun var klar. Det ville i hvert fald være meget Caroline-agtigt. Lang tid gik der ikke, Carolines gråd gik over til hulken og så til en let snøften.

”Viktoria?” Spurgte hun mig med en lille, svag stemme, hendes hoved var stadigvæk begravet langt inde i min trøje. Jeg nikkede og kom med et bekræftende grynt, der fortalte hende at hun bare skulle forsætte.

”Min mor dater.” Jeg vidste at Carolines mor havde dumpet hendes far på en lidt grov måde. Siden havde hende og moderens forhold ikke været det samme, og hun kunne ikke bo hos faderen, han havde simpelthen ikke plads. Han boede i en lille etværelses lejlighed uden kabel-tv, og det ville Caroline aldrig kunne overleve.

”Og det er slemt?” Spurgte jeg hende, uden at vise for meget iver over at hører hvad hun ville svarer. Hun kiggede opgivende på mig, hvorfor det blik? Jeg krympede mig lidt under det.

”Hvad er det jeg ikke forstår?” Spurgte jeg temmelig naivt.

”Min mor dater, en, en dame Viktoria.” Sagde hun. Men for mig lød det som om hun råbte.

”Hvad?” Spurgte jeg dumt igen, bare for at være sikker, det kunne vel ske hun havde sagt noget forkert.

”Min mor dater en dame.” Gentog hun bare, som om det var det mest naturlige i verdenen. Seriøst? Men jeg havde jeg kendt Kirsten, Carolines mor, hele mit liv, hun var min gudmor, hende og min mor var de bedstevenner.

”Ved min mor godt det?” Jeg blev nervøs for min mor. Hun var ikke den store fan af homoseksuelle, efter hendes søster blev forladt af hendes livs store kærlighed ved alteret, da de skulle giftes. Ingen vidste hvorfor, man fandt først ud af det måneder efter da min moster fik et brev med en undskyldning, i brevet stod, der også at det kun var af den grund han følte sig tiltrukket af hans egent køn, han var forladt hende. Nu kalder vi ham bøsse Tom.

”Ja, jeg overhørte dem tale om det,” afbrød Caroline mine tanker, ”Det er derfor jeg ved det. Jeg er ikke sikker på at min mor ville have fortalt mig det lige foreløbig.” Man kunne tydeligt hører i hendes stemme, hvor lidt tiltro hun havde til hendes mor.  Jeg ville sige til hende at hun ikke skulle dømme hendes mor så hårdt, men jeg var i chok fasen, jeg kunne ikke engang få et enkelt lille ord over mine læber. Kirsten var nok den sidste jeg havde troet kunne bliver lesbisk. Jeg erindrede alle de gange, jeg havde været på café med hende og hun havde udpeget de drenge med den bedste numse i hele caféen. Jeg tog mig til hovedet, ikke dømme, ikke dømme, tænkte jeg.

”Hvem dater hun?” Spurgte jeg.

”En eller anden Karen, hun er vist nok ikke engang fra Danmark. Spørg mig ikke hvordan helvede de har mødt hinanden.” Svarede hun sammenbidt mit spørgsmål.  

”IDIOT!” larmede Carolines lomme. Det var hendes telefon, hendes sms-tone sagde idiot, jeg elskede den, den matchede min der sagde; ”Torsk.” Caroline fiskede efter hendes telefon.

”Hvem er det?” Spurgte jeg, da hun havde, fået den fundet.

”Min mor.” Hun rullede med øjnene. Men tjekkede så hvad, der stod i selve beskeden.

”Desværre jeg må smutte Vic. Min mor VIL åbenbart have mig hjem. Det er vist noget med hendes ”date” i morgen.” Hun lød tydeligvis irritabel, men jeg forstod hende, faktisk var jeg stolt over hvor roligt hun tog det, jeg krammede hende, for at vise min support.

”Bare rolig, du skal nok klare den, måske er denne Karen en sød kvinde.” Jeg smilede. Hun rullede med øjnene ad mig.

”Du er optimist.” Sagde hun bare. Vi grinte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...