Du kom for sent.

Den her novelle er min eksamens novelle, og ville dele den med jer. Fortæl mig hvad i synes og jeg tilføjer muligvis mere med tiden :)
xoxo Amalie

0Likes
0Kommentarer
1947Visninger
AA

7. Kapitel 7.

 

John kunne ikke holde til det mere, han vidste godt at det var dumt og egoistisk af ham, men han kunne ikke klare det mere. Han vidste at hans farfar havde en pistol, som hans far engang havde gemt. Han ledte og ledte efter pistolen, han fandt den i en gammel papkasse oppe på hans fars kontor. Han tog den under jakken og sagde at han gik en tur, han gik stille ud af døren og væk fra huset. Da han var kommet langt væk fra huset, satte han i løb. Han løb stærkt, han løb ud til en markvej. Den markvej hvor han og Louise gik første gang de var sammen, der ville han gøre en ende på hans liv, han ville mindes alt det gode inden han gjorde en ende på det. Han faldt grædende ned på hans knæ, han råbte op på Louise, men han vidste godt at hun ikke kunne høre ham. Han ville bare være sammen med hende en sidste gang, hun kunne huske da han så hende første gang. Han ville ikke mindes hende hvordan hun så ud, da hun lå der i sengen med slanger over det hele, det var et frygteligt syn.

Han råbte alle hans følelser ud, da han satte sig stille op. Han huskede hans fars ord: ”Pas på din mor, og dine 2 søstre. Lov mig at du passer på den John. Vi ses min dreng, jeg elsker dig, det må du aldrig glemme.” han vidste at hans far ville være sur på ham, fordi han valgte denne beslutning, men han sagde: ”Far, jeg ved du kan høre mig. Jeg ved at jeg ikke levede op til dine forventninger, men jeg prøvede virkelig. Se på mig, jeg sidder her helt hjælpeløs. Jeg er klar til at gøre en ende på det her, jeg beklager, men jeg kan ikke tage mig af mor, Julie og Josefine. Jeg kan ikke give slip på Louise, jeg kan ikke leve uden Louise. Hun er min eneste ene, det var meningen at jeg skulle leve sammen med hende resten af mit liv. Mit liv er en kæmpe fiasko, jeg har givet op. Jeg bliver aldrig den samme igen, ikke uden dig og Louise. Jeg er ked af det, men jeg gør det fordi jeg elsker jer. Jeg gør det fordi, de ikke skal se mig lide. Undskyld, jeg elsker dig, vi ses om lidt” det var de sidste ord han sagde, inden han gjorde sig klar.

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdte om pistolen, men lagde den fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil komme kørende op ad markvejen. Den stoppede så pudesligt, at den skred ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke at hun hørte ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...