Forladt (One-shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2012
  • Opdateret: 18 maj 2012
  • Status: Færdig
21-årige Cella vender en dag tilbage til det sted hun er opvokset. Det bringer nogle minder frem, både gode og dårlige.

Dette er en stil jeg fik for. Den skulle skrives ud fra et billede (billedet jeg har brugt som cover) og dukken skulle spille en væsentlig rolle. Handlingen skulle foregå over en dag, men der skulle være mindst et flashback. Titlen skulle, som du nok kan gætte, være 'Forladt'.

7Likes
15Kommentarer
3547Visninger

1. Forladt

 

Cella var på vej hen ad den lille grusvej der førte til stranden. Den var stor nok til at der kunne køre en bil, men to biler kunne umuligt passere hinanden. Det gjorde ikke så meget, for stranden blev sjældent besøgt af andre end dem der boede tæt nok på til at kunne gå dertil. Langs den ene side var der store træer, hvis krogede grene rakte ud over vejen. Til den anden side var kirsebærlunden i færd med at tabe de små blade, der stille dalene ned, og lagde sig som et hvidt tæppe.

Luften duftede af forår, og solens endnu blege skær tittede frem mellem skyerne, der mindede om vat-totter. Det var allerede lunt i vejret.

Cella gik langsomt for at få det hele med. Hun havde gået den vej så mange gange før i tiden, men alligevel sænkede hun farten da hun nåede til lige præcis denne strækning. Den var altid så smuk.

Inden længe var hun på stranden. Det var næsten vindstille, så der var kun bitte små krusninger på vandet. Hun gik hen ad stranden tæt ved vandkanten et kort stykke tid, før hun kom frem det velkendte sted.

Det var en stor og flad sten der næsten nåede vandet. Cella satte sig på den og hendes blik vandrede over det blå, der forsatte ud i horisonten. Et par svaner flød rundt mellem hinanden et godt stykke fra bredden.

Det var første gang i mange år Cella var på denne strand. Den bragte alt for mange minder fra hendes barndom til live. Hun havde boet meget tæt på stranden som barn og havde været der mange gange. Det var her det hele var startet.

Nu hvor Cella var 21, havde hun endelig taget modet til sig og vendt tilbage til stranden.

Flashback.

Solen skinnede stærkt fra himlen. Det var varmt, og en 5-årig pige med kort brunt hår løb rundt i vandkanten. Et begejstret hvin kom fra hende da hun fandt endnu en hel musling. Hun løb hen til sine forældre, der sad tæt sammen på sandet et stykke væk fra vandet.

”Se!” sagde hun med et stort smil og rakte stolt muslingen frem.

”Den er fin Cella. Ligesom alle de andre,” svarede Cellas mor. Der lå allerede en stor bunke muslinger i sandet ved siden af parret, alle sammen fundet af Cella.

Den lille pige strålede, og løb derefter af sted igen.

”Løb nu ikke for langt væk!” råbte faderen til hende. Hun havde for travlt til at svare. Hendes blik var rettet opmærksomt mod sandet, og hun så slet ikke drengen der løb mod hende, også optaget af noget andet. De stødte sammen. Drengen nåede lige at få balancen, men Cella var knap så heldig. Det pludselige sammenstød havde forskrækket hende, og hun var faldet baglæns, men hun var heldigvis ikke kommet til skade. Hun så surt op på drengen, der nu bare stod og betragtede hende.

”Hvorfor gjorde du det? Det var ikke sødt,” sagde hun surmulende, stadig siddende på sandet. ”Det var jo ikke med vilje,” forsvarede drengen mumlende sig selv. Så rakte han en hånd ned, for at hjælpe Cella up. Først så hun skeptisk på hånden, men så tog hun imod den, og drengen trak hende op. Hun så nysgerrigt på ham. Han var lidt højere end hende og havde lyst hår.

”Hvem er du?” spurgte hun så. Hun havde ikke set ham før.

”Jeg hedder Eli,” svarede han. ”Hvad med dig?”

”Cella,” svarede hun og rystede hans hånd der stadig lå i hendes. Så trak hun hånden til sig. ”Skal vi finde muslinger sammen?” sagde hun så.

”Det kan vi godt,” svarede han og bukkede sig ned for at samle en op. Han rakte den til hende. ”Den er til dig.”

Hun tog den fra ham og beundrede de flotte farver. Så så hun op på ham med et stort smil.

”Vi skal være venner for evigt!” proklamerede hun glædestrålende.

Flashback slut.

Cella smilede over mindet. Det var lang tid siden nu, men det stod helt frisk i hendes hukommelse. Det var da hun havde mødt ham første gang. De havde senere fundet ud af, at de boede meget tæt på hinanden.

Efter den dag på stranden, havde de næsten været uadskillelige. De havde været hinandens barndomsven, og det havde holdt længe. Eli var et år ældre end hende, men det havde ikke gjort så meget. Ikke det første lange stykke tid i hvert fald.

Da hun startede i skole, havde han vist hende rundt. De brugte alle frikvarterene sammen, og de havde aldrig haft brug for de andre børn. De havde også tit været sammen uden for skolen.

Flashback.

Det var Cellas 6 års fødselsdag. Hun manglede kun at åbne en enkelt pakke. Den var fra hendes mor.

Det var en firkantet pakke i farvestrålende gavepapir og med en stor flot sløjfe. Hendes mor smilede og rakte hende den.

Cella så spændt på den, som den blev rakt mod hende. Så tog hun den og flåede papiret af. Inden i var der en gennemsigtig boks, så man kunne se dukken der lå i boksen. Dukken lukkede øjnene når man lagde hende ned og hendes mund var åben så man kunne give hende mad med den medfølgende sutteflaske.

”Kan du lide den?” spurgte hendes mor med et smil.

”Ja! Tak mor,” råbte den lille pige. Så sprang hun i armene på moderen, der så lidt overrumplet ud, men hurtigt krammede Cella tilbage. ”Det var så lidt min skat. Alt for min lille pige.”

”Må jeg godt vise den til Eli?” spurgte hun så. Forældrene så på hinanden, men var egentlig ikke overraskede. De blev i stilhed enige, og nikkede til Cella, som jublede. Hendes mor tog hende i hånden, og de gik hen til Eli, der boede lidt nede af vejen.

Cella rakte op og ringede på døren. Den blev hurtigt åbnet af Elis far, en venligtudseende mand med smilerynker. Han inviterede begge indenfor og Cella løb den velkendte vej til Elis værelse.

Han sad på gulvet med Lego spredt om sig, men så op da døren blev åbnet. Da han så hvem det var, smilede han til hende.

Cella satte sig ned ved siden af ham og rakte dukken frem. ”Se, er hun ikke sød? Jeg fik hende i fødselsdagsgave af mor!” sagde hun glad.

Eli så på dukken med nysgerrige grå øjne. ”Hvad hedder hun?” spurgte han så.

”Hun hedder..” Cella stoppede et øjeblik før hun fortsatte, ”Jeg har ikke givet hende et navn endnu. Hvad synes du hun skal hedde?”

Han fik et tænksomt ansigtsudtryk. ”Hvad med Lisa?” sagde han så, og Cella nikkede ivrigt.

”Så kan vi lege far, mor og barn! Jeg er mor og du er far og hun er vores lille baby!” sagde hun, med strålende øjne. Først så Eli lidt tøvende ud, men så gav han efter.

”Yay!” råbte Cella og krammede ham.

Flashback slut.

Cella huskede tydeligt hvor glad hun havde været den dag. Faktisk havde det været en af hendes bedste fødselsdage nogensinde.

Desværre var det et af de sidste minder hun havde om sin mor. Meget kort tid efter, var hun ude for en bilulykke og overlevede ikke. Cella havde været knust, men dukken hjalp hende på en eller anden måde med at klare sig gennem hverdagen. Dukken havde fået hende til at føle, at hendes mor stadig var ved hende.

Hendes far, på den anden side, led stadig af sorg. I starten havde Cella næsten skulle klare sig selv. Det havde været svært at klare sig på egen hånd for den lille pige, der følte sig forladt. Den eneste anden person hun havde, var Eli. De legede stadig sammen og hun støttede sig op ad ham, men andet kunne den 7-årige dreng ikke gøre for at hjælpe.

Da Cellas far kom tilbage til den virkelige verden, var han ikke den samme mere. Han begyndte at slå hende, som for at give sin egen smerte videre. Cella faldt hver nat grædende i søvn med dukken knuget ind til sig.

Det var ikke blevet meget bedre med tiden. Hendes far blev aldrig den samme igen og hans handlinger over for Cella var kun blevet værre.

Det værste hun kunne huske, havde dog ikke noget med ham at gøre.

Flashback.

Det havde for en gangs skyld været en god dag. Hun havde ikke set noget til sin far om morgenen. Skolen var gået hurtigt og nu sad hun på stranden med Eli. Det var ikke ret godt vejr, men hun var helt sikker på at det nok skulle blive hyggeligt alligevel.

Hun sad på stenen med dukken i hænderne og et blåt håndklæde liggende ved siden af. Hun lagde dukken ned på håndklædet, og øjnene gled i.

”Se, nu sover hun. Så skal du kysse hende godnat,” spurgte hun Eli med et lille smil. Hun havde ikke glemt hvordan hendes mor havde plejet at kysse hende blidt på panden, og sagt godnat inden hun skulle sove.

”Jo jo,” svarede han, men det lød fladt og uentusiastisk. Hun så undrende op på ham.

”Er der noget galt, Eli?” spurgte hun og rejste sig op, så hun kunne tage hans hånd. Han skubbede den blidt fra sig, hvilket forvirrede hende. Han plejede aldrig at afvise hende.

”Jeg forstår bare ikke hvorfor vi altid skal lege med den dukke. Jeg er træt af den,” svarede han.

”Jamen..”

”Jeg har ikke andre venner end dig. Der er ikke nogen af de andre drenge der leger med dukker og små piger.”

Det fik tårerne til at vælde op i Cellas øjne. Ville han ikke lege med hende mere? Hun forstod det ikke. Det havde altid været dem, og ingen andre. Hun var trods alt kun et enkelt år yngre.

Da han fik øje på hendes tårer, så han lidt skyldbetynget ud.

”Du må ikke græde,” sagde han bare. Hun så måbende på ham. Hvorfor var han pludselig sådan? Da Cella ikke sagde noget, fortsatte han: ”Du forstår det ikke Cella. De gør grin med mig fordi jeg kun er sammen med dig.”

”Så du vil ikke være sammen med mig på grund af andres mening?” sagde hun snøftende. Da han ikke svarede, men bare så ned i jorden, drejede Cella om på hælen og styrtede væk med tårerne trillende.

Først senere, da hun havde grædt ud, gik det op for hende at hun havde glemt Lisa. Da hun kom ned på stranden igen, var dukken væk.

Flashback slut.

Et par tårer gled ned af Cellas kind på grund af mindet. Hun havde mistet det sidste hun havde, den dag. Hver dag i skolen så hun Eli, nu sammen med sine nye venner. Det havde gjort ondt, endnu mere end når hendes far slog hende, men bare på en anden måde. Hun havde savnet ham forfærdelig meget.

Men hun havde ikke turdet snakke med ham. Hun havde heller ikke turdet spørge ham, om han vidste hvad der var sket med Lisa.

Pludselig var han der bare ikke. Hun havde undret sig over, hvorfor han ikke kom i skole mere, så hun havde sneget sig over til deres hus. Det var der hun havde opdaget ’Til salg’ skiltet. De snakkede ikke sammen mere, men det havde alligevel ramt hende som et ton mursten.

Efter hun var blevet ældre, havde hun prøvet at finde ham igen, men uden held. Så snart det havde været muligt, havde hun flyttet hjemme fra. Væk fra faderen og alle de dårlige minder.

Nu var hun vendt tilbage. Hun vidste ikke hvorfor hun ønskede at se stedet igen, men hun havde bare haft en underlig følelse af, at det ville være en god ting at gøre.

Hun tørrede tårerne væk. Det var så lang tid siden hun havde været her, men alligevel føltes det så velkendt.

”Cella,” hørte hun en mørk stemme sige bag sig, og vendte sig forskrækket om. Det var en høj mand med et kridhvidt smil, grå øjne og blond hår. Cella gispede.

”Eli,” hviskede hun usikkert. Det lød mere som et spørgsmål end en konstatering. Han nikkede. Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Efter så mange år stod han endnu en gang foran hende. Han havde ændret sig, men man kunne stadig kende ham.

Hans hånd, som ellers havde været gemt bag ryggen, kom til syne. I hånden havde han en dukke. Dukken.

”Lisa,” sagde Cella halvkvalt. Med rystende hænder rakte hun ud efter den, og hun spekulerede på om det hele var en drøm. Hun stirrede lang tid på dukken, men rettede så hendes blik mod Eli. Deres øjne mødtes fuldt, og tiden gik i stå. Så kastede hun sig i armene på ham og han holdt hende tæt til sig. Tårerne kom frem igen, og denne gang fulgte hulkene med.

”Hvad laver du her?” mumlede hun lavt.

”Jeg bor her nu. Da jeg flyttede hjemmefra, kom jeg tilbage hertil, i håb om at finde dig. Men du var væk. Jeg har besøgt stranden hver dag og håbet på at få dig at se igen. Endelig lykkedes det,” mumlede han sagte tilbage.

”Jeg har savnet dig,” sagde hun stille.

”Jeg har også savnet dig,” hviskede han ind i hendes øre.

De vidste begge, at denne gang ville de ikke give slip på hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...