De ti regler til overlevelse; Zombie Dance

Tænk at leve i en verden, en verden ødlagt af en enkel computer virus. Det gør de fire børn; Ernie, Freddy, Isbjørn og Vigge.De må kæmpe for at overleve mod virusen der har sat sine spor i form af en ny race... Zombier. Hverdag er en overlevelse, de samme regler altid. Reglerne for overlevelse.

Den rådne lugt af gammelt kød sneg sig langsomt ind i mine næsebor. Sammen med lugten kom kvalmen. Kvalmen for hvad der ville ske, og synet. Synet af de tomme hvide øjne, de manglende arme, ben eller andre kropsdele. Jeg tog langsomt min Ak47 op af lommen, imens jeg lukkede mine øjne, og bad til gud om at det ikke var min tur til at dø...

2Likes
7Kommentarer
852Visninger
AA

1. En ubehaglig overraskelse.

 

Jeg modtog en række båndoptagere for et par uger siden med nogle højst underlige personer der hævder at de har levet i en verden med Zombier. Jeg har nu valgt at skrive disse bånd ned, om i stoler på det er sandhed kan jeg ikke afgøre. Menneskerne vi hovedsagligt vil høre om er en flok børn ved navne; Ernie, Freddy, Ag, Isbjørn, og en der bliver kaldt vigge. God fornøjelse;

Hilsen Kirstine J. B. 

 

Kapitel 1. En begyndelse (Isbjørn)

Det hele begyndte med irration. Irration over at min bror endnu engang vandt over mig i et eller andet dumt spil om verdens herredømmet. Min bror blev kaldt Ernie, hvilket altid mindede mig om den der mand fra Harry potter 3.Og Altså nogle gange fik mig til at fnise, hvilket min bror syntes var endnu mere irriterende. Jeg vil gerne indrømme at jeg nød at irritere ham... bare lidt. Men han er ivertfald ikke bedre selv! Vi havde siddet i vores stue i fire timer den aften. Vi ventede på vores forældre, de var ude og spille som altid og havde ikke tid til os. Som altid.                                                                      

Min bror beskyldte mig altid for ikke at være nok sammen med dem.Jeg kiggede skulende hen mod cola'en, det var det sidste der var tilbage, og begge vores glas var tomme. Min bror tænkte sikkert det samme som mig; Hvem fik det først? Jeg lod min hånd række ud mod den, hurtigere end min bror. Den var min. Jeg begyndte at smile skævt. Min bror havde vundet Verdens herredømmet i det der dumme spil.(Jeg er lige glad med at det hedder Risk!Ernie.) Men jeg havde det sidste cola, hvilket jeg var meget tilfreds med. Min bror kom med en irriterende lyd,imens han sagde; "Du skal dele Isbjørn”                                                                                                                                                                                                                      Ja. Isbjørn var så mit kælenavn. Jeg kan ikke rigtig huske hvor det kom fra, men jeg havde det nu fint nok med det. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide navnet isbjørn. Det mindede mig om noget stort, elegant og voldsomt. Nå men. Jeg gik over til vinduet, formodenligt irriteret, stampede i gulvet med mine støvler kan jeg forstille mig.                                                     

Jeg husker klart den første Zombie jeg så. Først troede jeg at det var natten, der gav mig et pus. Klokken var  næsten tolv. Jeg kaldte min bror over til mig, og spurgte med mine øjne borret ud igennem vinduet; "Kan du se den mand?" min bror sukkede, og så dovent ud af vinduet, hen imod manden der meget langsomt gik udenfor vores have. Han svarede mig med; "Ja, det kan jeg" Jeg noget ikke at sige mere før jeg kom med en forskrækket og en anelse skræmt lyd. Manden var stoppet op på vejen, og vendte sit hoved langsomt mod os, ikke noget problem normalt, men jeg blev altså en anelse skræmt af de hvide tomme øjne der stirrede på mig, også det princip af at det var vores far.

Min bror trådte et skridt tilbage, men lo så. Jeg så uforstående på ham, og grinede ivertfald ikke. Jeg kunne ikke se noget sjovt. Han så mit ansigts udtryk, og sagde beroligne; "Det er en joke, Isbjørn. far prøver at skræmme os" Jeg bed mig i tungen, og så på min bror. "En dårlig joke!" snerrede jeg højlyt og gik op på mit værelse. Jeg skubbede tanken om mine forældre og min bror væk, jeg havde ikke lyst til at se mine forældres ansigt når min bror fortalte at jeg var blevet bange, jeg følte mig så svag.

                                                                                                                                                                                                                                    Jeg nåede at falde halvt i søvn før min brors skræmte skrig nærmest skar sig ind i mine øre. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. "Isbjørn!" sagde han overdrevet tøsset.(Du behøves ikke at slå mig! det lød tøsset!) Han var helt klart bange. "Skræmte farmand dig, eller var det mor?" Sagde jeg gnavent højt. Min bror kom halvløbende hen ind til mig, med nervøse skridt. Jeg sadte mig træt op i sengen. "Du kan godt glemme at sove herinde," sagde jeg ironisk. "Ha ha," svarede han og tilføjede; "Der er noget galt, far vil ikke komme. og hele nabolaget stinker af råddent mad."

Jeg sukkede, men tænkte dog en anelse triumferende; Hvem er nu bange, hva? Jeg tykkede let på min tunge, en vane jeg havde. "Jeg kan ikke lugte noget.." Jeg noget næsten ikke engang at sige min sætning færdig før min bror irriteret sagde; "Du kan aldrig lugte noget!" Jeg skar ansigt, og rakte tunge af ham. "Vil du ikke nok høre på mig?" Spurgte min bror. Jeg så olmt på ham. "Jeg ved ikke engang. Hvad er meningen med det?" Det min bror havde sagt gav ingen mening. Overhoved ikke for mig. "Jeg tror bare der er noget virkelig galt!" han nået ikke at sige mere, før en rude nedenunder blev smadret, og vi tav.

Det hele virkede som en eller anden klam og dårlig gyser. Lige om lidt ville vi sikkert kunne høre nogen gå op af trappen. Desværre skete der ikke det. Istedet blev hele vores hus fyldt med en kvalmende lugt der lagde sig tykt omkring os, som et tæppe man bare ville ud fra. Den sneg sig nærmest ind på os, og kvælte os langsomt. Det var som om Rådnet kød stod i middags stolen. Også kom lyden, lyden af en rallende hæs vejtrækning der langsomt kom nærmere. Uhyggeligt. Skrækslagen. Min bror tissede i bukserne.... Nej okay, det gjorde han ikke, det passede bare så godt ind at sige det lige der.

(Du behøves ikke at slå mig!)  Min bror tog fat i min arm, og hev mig hen mod mit skab, det gjorde rigtig ondt, kan jeg huske. Jeg fik faktisk et ar, efter en af hans negle borede sig ind i min arm... Minder er altid så dejlige.

Min bror pressede mig ind i skabet, jeg var lige ved at sige av, da han tog mig for munden og tyssede på mig. Han kiggede stille ud af det lille hul. Jeg vidste ikke hvad han så, men det var ikke kønt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...