Projekt: Experiment of Psychic Powers

Mennesker har i århundrede balanceret på en hårfin linje mellem tro på det overnaturlige, og ren videnskab. De har funderet om hvorvidt der eksisterede magi, eller om det blot var ren fantasi. Men efter deres utallige studier gav så blandede resultater at det blot var mere forvirrende, valgte videnskabsmændende at tage sagen i egen hånd.
Hvis de ikke kunne bevise at overnaturlige fandtes, så måtte de selv skabe nogle overnaturlige, de kunne bevise fandtes. De byggede i al hemmelighed et laboratorium hvori de kunne eksperimentere og transformere folk til overnaturlige væsner, som de kunne bevise fandtes.
De fortalte tyve helt tilfældige mennesker at de havde vundet en rejse til en hemmelig destination. De uheldige mennesker blev samlet op på lufthavnen, i et helt specielt fly. Her blev de fløjet til det laboratorium de ikke vidste, var til at transformere deres kroppe.

3Likes
0Kommentarer
765Visninger

1. Ankomst.

Solens sidste, dybrøde stråler badede hele det store hus i sit skær, og som strålerne slikkede op af de rødlige mursten lignede det at bygningen stod i flammer. Luften omkring bygningen sitrede af anspændthed, og en påtaget tavshed, som ventede selve bygningen på noget helt bestemt. Varmen omkring bygningen var tyk, og den blide vind der legede med græsset omkring bygningen, syntes ikke at kunne vifte laget af varme væk. Stedet var indrammet af noget idyllisk, en helt ufattelig skønhed. Men der var også noget helt, helt forkert over stedet.

Det var ikke mange timer siden en lille gruppe af mennesker havde betragtet stedets skønhed med forundring og betagelse. Disse mennesker var ikke til at se, og deres eksistens var slettet fra jordens overflade. Allerede inden de var ankommet, var det blevet arrangeret at de ifølge papirerne aldrig havde, og aldrig ville komme til at eksistere. Disse mennesker lå nu nede i bygningens kælder.

 

Kulden fra det fugtige kældergulv trængte op gennem Faiths tøj, og ind gennem hendes hud. Hendes hoved dunkede voldsomt, og hele hendes krop føltes som en stor, slap bunke møg. Hendes tunge var som en svamp i hendes mund, og hendes øjenlåg var så tunge, og at det virkede som en umulig opgave blot at løfte dem. Hendes lange, slanke fingre gled hen af gulvet, som samlede fugt og støv til sig, uden at hun bemærkede det.

Glimt af hendes ankomst fór gennem hendes smertende hoved, og gjorde hendes forvirring endnu voldsommere. Var hun ikke hjemme? Besværligt fik hun fokuseret på glimtende, så hun kunne se hvad de forestillede, og dermed kunne tage stilling til hvor helvede hun var, og hvad hun lavede her.

Bløde lædersæder der udstrålede varme, og den slags komfort hun aldrig ville have fundet derhjemme. Hendes blik der strejfede en mand, der sad med et ubestemmeligt blik. Et brev der fortalte hun havde vundet en rejse til en hemmelig destination. Hendes blik der ivrigt studerede stedet, hvor flyet havde sat de 20 af. En gruppe af mennesker der stod på trappetrinnet op til bygningen og hviskede. En stikkende smerte da noget spidst borede sig ind i hendes arm, og noget blev presset ind i hendes arm. Skrig fra de andre, da de undergik samme behandling. Mørke. Smerte da hun falder til jorden. Mere mørke.

De slappe muskler i Faiths krop blev langsomt spændte i takt med at hun fik stykket erindringerne sammen. Under hendes endnu nedslåede øjenlåg bevægede hendes øjne sig hastigt, og truede med at få skubbet øjenlågene op i en fart. Hele hendes krop så ud til at være på randen til at vågne fra en kunstig døs. Hun kunne mærke et par skarpe øjne der borede sig ind i hendes krop, og en ubehagelig kvalme steg i hendes mave.

"Er du vågen?"

Den bløde stemme snoede sig om hendes bevidsthed, og syntes at trænge ind på steder hun ikke vidste fandtes. Stemmen var ikke genkendelig, men alligevel føltes det som om hun havde lyttet til netop denne stemme hele sit liv. Kvalmen forværredes i hendes hals, og hun syntes at få flere kræfter til at bevæge sig med. Med en voldsom kraftanstrengelse fik hun slået øjnene op.

Da hendes øjne først var gledet op, virkede resten af kroppen pludseligt mindre slap og ubrugelig.  Prøvende spændte hun musklerne i de forskellige dele af kroppen, og selvom hun havde på fornemmelsen at hun ikke kunne holde om noget, så var hun tilfreds med resultatet. Hendes tanker faldt tilbage på stemmen der havde været så fantastisk, og så forfærdelig.

Langsomt lod hun blikket søge rundt. Hun sad i et kælderum, hvori der ikke var meget andet end et spejl og nogle kasser hvor der sikkert lå proviant i. Menneskene fra den gruppe hun huskede at have fulgtes med lå spredt ud over gulvet, som bevidstløse dukker. Til sidst fangede hendes blålige blik ham, hun faktisk havde ledt efter med sit blik.

"Nej, jeg går i søvne. Hvor er vi?"

Hans mørke, pjuskede hår var skødesløst blevet rodet i, og hans næsten sorte øjne var fjernt rettet imod noget ubestemmeligt. En fin rynke viste sig mellem hans øjenbryn, og fortalte at han var bekymret for noget. Hans blik gled langsomt til siden, indtil de skarpe øjne fangede hendes. Psykisk tippede hun, og faldt ned i de mørke øjne, der var som en kold, bundløs sø hvorfra hun troede hun aldrig skulle komme op igen.

"Hvor vi er, gør ingen forskel. Spørgsmålet er, hvad vi er."

Han brød sin hypnotiserende virkning på hendes krop ved at lade blikket strejfe de andres kroppe, og dermed brød deres øjenkontakt. Hun mærkede hendes øjenbryn flyve op i panden, idet det gik op for hende hvor meget denne fyr irriterede hende. Hun fulgte hans blik rundt på de andre, imens hun spyttede den næste sætning ud, som en bombe af sarkasme.

"Okay. Hvad er vi så?"

Upåvirket af hendes tonefald drejede han hovedet, med et lille, mystisk smil klistret om sine læber. Han vippede uendeligt langsomt hovedet op og ned, som et anerkendende nik til hendes spørgsmål, inden han svarede hende med en hvisken.

"Døde."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...