Secrets is made to be keep secret... (One Direction)

Caitlin, en ganske almindelig pige der er så uheldig at have en uhelbredelig kræft, ligger på hospitalet. Døden står for døren, det siger lægerne, og det eneste hun har lyst til er at nogen kommer og sidder ved hende, der er bare to problemer: Hele hendes familie død og hendes venner har vendt hende ryggen.
Men hvad sker der når den viljestærke og dødssyge pige forlader hospitalet for at finde venner hun kan tilbringe den sidste tid sammen med? Og hvad hvis hun finder nogen, men ikke tør fortælle dem den hjerteskærende sandhed omkring hende selv? Og hvad hvis hun til sin store forskrækelse får lidt mere end bare vennefølelser for én af dem?

4Likes
2Kommentarer
1751Visninger
AA

3. You guys wanna help me? Be my friends...

En mur, en lidt for blød mus stod pludselig i vejen. Jeg kunne have sprunget 40 meter op i luften, hvis det ikke var fordi at jeg simpelthen ikke havde kræfterne til det, ligesom jeg ikke havde kræfterne til at råbe af det elelr den der havde stået i vejen for mig. Stødet havde været for voldsomt for min svage krop og jeg faldt gispende ned på jorden, og kiggede op. Jeg kiggede ind i de dejligste blå øjne, som jeg.. fandt ud af tilhørte ham der havde stået i vejen. Jeg var parat til at skælde ham huden fuld, men han smilte bare og spurgte:"Vil du have lidt hjælp?" Jeg kiggede på ham og smilte så taknemmeligt, han greb fat i mine arme og trak mig op at stå, hvilket jeg var ham taknemmelig for. Jeg blev ved med at bede at han ikke lagde mærke til mine trætte og matte øjne, men som sædvanlig hørte skæbnen ikke efter og han mumlede:"Er du syg?" Jeg kunne have synket i jorden, han havde taget ét kig på mig, et sølle lille kig, og han kunne allerede regne ud at jeg var syg. Han opdagede vist at jeg følte mig utilpas og smilte skævt."Jeg mente, om du havd efeber eller andet i den stil?" Jeg åndede lettet ud og bad til han ikke havde hørt det, det var bare det. han kunne ikke se at bare denne lille tur på hundrede meter havde kostet mig mange kræfter pågrund af min kræft, han troede bare jeg havde en form for omgangssyge. Jeg nikkede langsomt og jeg mærkede pludselig flere blikkes på mig. Jeg rettede mig op og fik forvirret øje på ikke kun den lyshårede, men også én, to, tre, fire andre drenge. De havde stort set alle mørkt hår, og de smilte som om at de forventede at jeg begyndte at opføre mig som en idiot, eller som en af de latterlige fangirls der spurgte musikere om de ville gifte sig med dem. Og uviden om alt hvad der foregik i verden uden for hospitalet spurgte jeg:"Hvem er I?" Og så snart spørgsmålet var stillet kunne jeg se deres forvirrede blikke hvile på mig. De kunne åbenbart ikke forstå at jeg ikke kendte dem, jeg lavede en lille håndbevægelse som tegn til at de gerne måtte svare. Den lyshårede smilte og præsenterede sig:"Niall Horan." Ham kendte jeg vist ikke, jeg havde ihvertfald ikke hørt navnet før. Den næste, en dreng med stort, brunt, krølet hår."Harry Styles" Igen måtte jeg konkludere at jeg ikke vidste hvem han var. Den tredje i rækken, en dreng emd brunt hår og noget pandehår."Louis Tomlinson."Havde jeg hørt det navn før? Niks, det kunne ikke passe, havde aldrig hørt det før, sagde jeg stædigt til mig selv.En dreng med mørk hud og sort hår."Zayn Malik." Heller ikke han var en jeg kendte noget til. Den femte og sidste i rækken præsenterede sig selv som Liam Payne. Jeg så bare på dem, de så på mig og da vi havde stået sådan i nogle minutter spurgte jeg tøvende:"Forventer I at jeg kender jer?" Drengen kiggede på mig som var jeg idiot og kiggede så på hinanden, og flækkede så af grin. Jeg følte mig dum og fortsatte min geniale stil med et 'Undskyld..?' hvilket bare fik de fem drenge til at grine endnu mere. Seriøst, det var faktisk ved at være irriterende. Jeg gispede pludselig, hvilket fik drengene til at holde mund De så istedet bekymdrede på mig, som jeg pludselig måtte kæmpe for at få vejret. En af dem, jeg tror det var Liam eller så var det Louis eller Harry... Jeg kunne ærlig talt ikke huske det, kiggede sig omkring og udbrød:"Hey, guys? Vi kan få hende ove rpå hospitalet, det ligger derovre.." Han pegede og jeg rystede febrilsk på hovedet, prøvede at sige noget, men hverken min tunge eller mine ord gad at sige dem eller blive sagt. De så endnu mere bekymrede på mig og uden ydere forklaringer løftede Niall mig op, jeg var faktisk imponeret over at jeg kunne huske hans navn, og i et rædselsvækkende sekund troede jeg at hanville bære mig hen til hospitalet. Istedet vendte han om og sagde til de andre:"Lad os få hende hjem..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...