Secrets is made to be keep secret... (One Direction)

Caitlin, en ganske almindelig pige der er så uheldig at have en uhelbredelig kræft, ligger på hospitalet. Døden står for døren, det siger lægerne, og det eneste hun har lyst til er at nogen kommer og sidder ved hende, der er bare to problemer: Hele hendes familie død og hendes venner har vendt hende ryggen.
Men hvad sker der når den viljestærke og dødssyge pige forlader hospitalet for at finde venner hun kan tilbringe den sidste tid sammen med? Og hvad hvis hun finder nogen, men ikke tør fortælle dem den hjerteskærende sandhed omkring hende selv? Og hvad hvis hun til sin store forskrækelse får lidt mere end bare vennefølelser for én af dem?

4Likes
2Kommentarer
1756Visninger
AA

4. Were am I?

Det sidste jeg huskede var at en bildør smækkede og en masse forskellige stemmer talte i munden på hinanden, og af en eller anden grund havde jeg på fornemmelsen at det var mig der var samtaleemne, selvom jeg egentlig var ligeglad. De kunne snakket om at jorden ville gå under og jeg ville være ligeglad, dødligeglad. Dødlieglad... Måske var det lige præcis det jeg skulle være, måske skullle jeg være blevet på det hospital og dø efter længere tid end jeg ville gøre nu, herude uden lægernes kemikalier. Men på den anden side... Her, her var jeg fri, fri for lægernes sørgende blikke og de evindelige snakke om at jeg skulle bare tage det roligt, det gjorde slet ikke ondt at dø. Jeg plejede altid at skule af de læger der sagde det, for hvis det ikke gjorde ondt at dø... Hvorfor skreg en hel masse mennesker så når de døde, ligesom min familie? Ingen af dem havde svaret, ngen af lægerne havde svaret, men en lille pige gav mig svaret i en sælsom drøm:'Frygt er forskellig fra person til person, nogen er bange for døden og vil derfor ikke opleve den...' Jeg var vågen, men jeg orkede ikke at åbne øjnene indså jeg, da jeg begyndte at høre stemmer der da ihvertfald ikke var mine tanker. De sagde ting der forvirrede mig, var det her en eller anden drøm? Eller måske nærmere et vågent mareridt?  Jeg holdt vejret og lyttede efter..."Hvem er hun?" Stemmen var forvirret og en træt stemme kom med et fraværende udbrud:"Det har vi fortalt dig vi ikke ved, Zayn!" Jeg hørte et fornærmet fnys, en hæs stemme som jeg var sikker på at have hørt før sagde noget, jeg vidste kun kunne være rettet mod mig."Se hvor tynd hun er... Får hun ingen mad?" Maden var ikke noget problem, jeg fik altid sundt mad, men jeg spiste det aldrig. Jeg havde ikke lyst, da min familie levede ville jeg kun blive rask... Men nu, nu var de døde og jeg havde fået bekræftet det ønske jeg havde haft siden den forfærdelige dag for en uge siden. At jeg skulle dø. Men selvom det var et af mine højeste ønsker, virkede det bare så skræmmende. Døden... Den, havde jeg fået afvide siden jeg var lille, hørte til hvert eneste liv på jorden. Og jeg udelukkede stemmernes samtale og begyndte at filosofere over to spørgsmål jeg havde fået stillet: Findes Gud? og den anden gav lige så supermeget mening, Hvad sker der i døden? Af en eller anden grund ville jeg ønske jeg var blevet på hospitalet, så kunne det være jeg ikke havde spekuleret på netop dét spørgsmål og måske var jeg blevet rask? Det kunne der jo være en mikro, mirkochance for, men den var for længst passeret forbi. Jeg prøvede at holde sovemasken da jeg hørte en stemme, der helt klart var en kvindestemme:"Hvor fandt I hende så?" En dreng grinte og ud fra det han sagde, ville jeg vædde med at det var Niall, der havde stået i vejen for mig."Tja... Nu var det jo egentlig hende der gik ind i mig, så det var egentlig hende der fandt os." Jeg havde lyst til at råbe op om hvor meget det var hans skyld, men nøjedes bare med at sige:"Fordi du stod i vejen..." Jeg åbnede ikke øjnene, det orkede jeg ikke. Jeg havde kvalme, ondt i hele kropppen og jeg spekulerede egentlig på om man kunne se hvor dårligt jeg følte jeg havde det."Hun er vist vågen, Niall.." Lød endnu en stemme, hvorfor kunne de ikke holde mund? Alle de stemmer forvirrede mig, især fordi jeg havde glemt navnene på dem. Og den der kvindestemme, så vidt jeg huskede havde der kun været fem drenge der havde samlet mig op? Det var jeg sikker på, men så faldt det mig ind at de nok havde veninder og kærester. Jeg åbnede øjnene i et par sekunder, før en pludselig udmattelse fik mig til at lukke dem igen. Jeg spærrede dem pludselig op, de kiggede bekymrede på mig, alle seks, og jeg mumlede noget:"Spand..." Jeg så ikke hvem der hentede den, før jeg kastede op og mit syn forsvandt, fodfæstet forsvandt, jeg hørte kun utydelige ord og faldt så. Ned fra sofaen, det var virkelig ikke noget godt tegn det her... Snart ville de vide at jeg var syg, virkelig syg, og forlange at jeg skulle på hospitalet. Og så ville jeg aldrig se dem igen..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...