Secrets is made to be keep secret... (One Direction)

Caitlin, en ganske almindelig pige der er så uheldig at have en uhelbredelig kræft, ligger på hospitalet. Døden står for døren, det siger lægerne, og det eneste hun har lyst til er at nogen kommer og sidder ved hende, der er bare to problemer: Hele hendes familie død og hendes venner har vendt hende ryggen.
Men hvad sker der når den viljestærke og dødssyge pige forlader hospitalet for at finde venner hun kan tilbringe den sidste tid sammen med? Og hvad hvis hun finder nogen, men ikke tør fortælle dem den hjerteskærende sandhed omkring hende selv? Og hvad hvis hun til sin store forskrækelse får lidt mere end bare vennefølelser for én af dem?

4Likes
2Kommentarer
1762Visninger
AA

2. My life, my choise...

To dage efter den forfærdelige nyhed gjorde jeg et valg jeg vidste ville ændre mit liv for altid, måske ville det være netop dét der slog mig ihjel i sidste ende. Det vidste jeg at det ville være, men jeg følte at jeg var nødt til at gøre ellers ville jeg dø uden et smil på mine læber, så ville jeg dø alene omgivet af læger der egentlig kun kendte mit navn fordi jeg skulle dø... Hvor sjovt var det? Der var intet humoristisk over det og jeg havde på fornemmelsen at lægerne ville blive meget chokerende når de fandt ud hvad jeg havde gjordt og ville gøre. Jeg så ned af mig selv, ned over den hvide dyne og videre væk fra sengen og hen til døren, så nær og dog så længt væk. Det var som om jeg bare kunne række ud efter den og røre den, som om den kun havde ventet på mig siden den blev lavet. Jeg slog dynen til side og mærkede øjeblikkeligt den store temperatur forskel og følte en stor trang til bare at krybe ned under dynen og glemme min vanvittige idé. Men hvis jeg følte mig fristet af idéen, vidste jeg at min viljestyrke ville falde og jeg ville gøre som fornemmelsen sagde jeg skulle og min chance for at gøre mine sidste dage i mit liv fantastiske. Jeg tog en dyb indånding og jeg begyndte at pille alle lægernes ting de havde sat fast til min krop ud og rev dem væk fra min hud. Jeg følte mig øjeblikkeligt svag, svagere end jeg troede jeg var, men det måtte ikke stoppe mig! Jeg tog den grimme, hvide hospitalskjole af der mindede mig om noget man blev begravet i, måske fordi jeg måske rent faktisk skulle begraves i denne her, hvis jeg ikke skyndte mig at tage tøj på og skynde mig væk. Jeg begyndte at finde sengen tiltrækkende igen, da jeg med besvær fik taget min grønne hættetrøje ned over min lille spinkle krop, de rvar blevet så tynd efter jeg var blevet syg og endnu tyndere efter lægernes nyheder. Jeg trak med endnu større i et par jeans og tog nogle converses i den enden hånd, mens jeg med store slingrede bevægelser gik hen mod den tunge dør, undelrigt nok mødte jeg ikke et eneste menneske på min vej mod den store indgangsdør. Jeg sukkede, da jeg endelig fik øje på lyset fra Londons gader i de store vinduer ved den kæmpemæssige dør, så tæt på friheden. Så tæt på et nyt liv... Jeg kunne næsten mærke det trække mig hen mod døren. Da jeg kom derhen måtte jeg ase og mase for at få den op, mine kræfter var ikke mange og de var ved at være sluppet op. Endelig! Døren begyndte at bevæge sig og jeg kom for første gang i tre måneder ud fra den forfærdelige hospitalsbygning, ud i den friske luft, ud i friheden. Vinden legede kærligt med mit hår og jeg lukkede nydende øjnene, dette var sådan et liv skulle være. Væk fra hospitaler, ude i friheden, sammen med vener. Det sidste var bare et problem, jeg havde ingen venner og jeg gad vide hvem der gad at være venner med en så tynd og skrøbelig pige som mig? Ingen sikkert... Jeg sukkede og begyndte at gå trist ned af vejen, jeg mærkede at hvert skridt tog mange af mine dyrebare kræfter og jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor meget lettere det hele ville være hvis jeg havde en der kunne hjælpe mig, en jeg kunne betro mig til, en der... ikke stak halen mellem benene hver gang han eller hun fik øje på mig, en der ikke krympede sig hver gang de så hvor tynd jeg var. En der passede på mig, en der altid havde tiden til at kunne passe mig, en der. ikke var som de såkaldte venner, der kun havde været sammen emd mig for at bade popularitettens sollys. Jeg kunne ikke tænke på den tid uden at blive ked og mit syn blev sløret, jeg var så optaget af at plirre tårerne væk at jeg ikke opdagede den lyshårede dreng der pludselig stod foran mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...