Secrets is made to be keep secret... (One Direction)

Caitlin, en ganske almindelig pige der er så uheldig at have en uhelbredelig kræft, ligger på hospitalet. Døden står for døren, det siger lægerne, og det eneste hun har lyst til er at nogen kommer og sidder ved hende, der er bare to problemer: Hele hendes familie død og hendes venner har vendt hende ryggen.
Men hvad sker der når den viljestærke og dødssyge pige forlader hospitalet for at finde venner hun kan tilbringe den sidste tid sammen med? Og hvad hvis hun finder nogen, men ikke tør fortælle dem den hjerteskærende sandhed omkring hende selv? Og hvad hvis hun til sin store forskrækelse får lidt mere end bare vennefølelser for én af dem?

4Likes
2Kommentarer
1768Visninger
AA

5. Don't ever leave me...

De så bekymrede på mig og endelig var der en der sagde noget, hvem vidste jeg ikke."Hvem er du?" Hvem er du, det lød koldt. Som han ikke ville have mig her, men bare ville have svar på nogle spørgsmål og så skulle jeg skride. Egentlig havde jeg ingenting imod det at skulle skride, og kiggede så bare uinteresseret på tvskærmen. TV-Avisen kørte lige nu. Jeg fulgte egentlig ikke med, jeg kiggede bare og lige da jeg skulle til at svare på hans spørgsmål, dukkede et billede af mig op på skærmen. Jeg spærrede øjnene op, og rejste mig hurtigt. Jeg tog to skridt og løb så ind på et værelse, jeg ikke kendte, men der sad en nøgle i nøglehullet, som jeg hurtigt drejede rundt. Jeg satte mig på den seng der var i værelset og begyndte at græde, men jeg vidste ikke hvorfor. Var det pågrund af min familie? At jeg skulle dø? Min sygdom? At jeg endelig var fri og nu skulle tilbage til hospitalet? Det var det sikkert.. Jeg hørte stemmen fra tv'et klart og hørte uinteresseret efter:"18-årige Caitlin Johnson har uhelbredelig kræft og blev her itl morgen erklæret forsvundet. Hvis nogen ser hende, bedes de kontakte sygehuset, da denne pige har brug for pleje." Oh fuck, nu var der intet at diskutere. Jeg måtte væk. Jeg åbnede vinduet og hoppede ud, stødet fik mig til at knække sammen. Men hurtigt var jeg på benene og småløb hen til skoven, hvor jeg gemte mig bag et træ. Jeg kunne høre råb fra huset, deres råb, og skyndte mig videre. Jeg vidste at jeg ikke kunne nå langt, især ikke med den værende kvalme og prikkerne, der dansede for mine øjne og slørede mit syn. Jeg hørte råbene tættere på, tårerne var begyndt at strømme ned af mine kinder. Jeg ville ikke tilbage til sygehuset, bare for at få drænet min sidste livskræft imellem hvide vægge. Aldrig i livet! Ihvertfald ikke i den sidste del af mit liv. Jeg kunne næsten ikke se noget, men jeg blev ved med at løbe, da råbene var kommet endnu tættere på. Jeg vidste, det egentlig ville være bedre at stoppe med at løbe, de ville fange mig alligevel... Og sende mig på hospitalet, ved tanken om hospitalet løb jeg hurtigere. Det skulle jeg så bare ikke have gjort. Prikkerne kom igen, bare meget tydelige og gjorde mig svimmel. Jeg fik endnu et skyl af kvalme, brækfornemmelse og så mørke... Jeg mærkede jorden under mig, græsset mod min kind og så forsvandt alt. Ikke engang armene der løftede mig op, opdagede jeg.

Bip, bip, bip... De lyde lød bekendte, alt for bekendte. Åh nej, hospitalet! Ikke det, alt andet end det. Hvorfor var det at alle ting i mit liv skulle slå fejl? Alle planer? Hvorfor var det at når der endelig var et lyspunkt i mit liv, skulle det absolut slukkes af mørke? Jeg havde fået chancen for at få venner, men havde forspildt den, ved være syg og være den jeg var. Gud, hvor jeg dog hadede mit liv, men på den anden side. Det var jo snart slut, så det gjorde vel egentlig ikke så meget. Men jeg ville ikke dø! Det var derfor jeg hadede mit liv! Forvirrende for andre, men for mig, lille mig, gav det mening."Er hun ikke vågen endnu?" Spurgte en stemme. En anden stemme svarede:"Desværre ikke, men hun har brug for hvile." En hulken lød i rummet og endnu en stemme sagde:"Er det virkelig sandt..? Skal hun... Dø?" I det han spurgte om det, spidsede jeg ører. Det var jo interessant at få sandheden afvide uden indpakning."Ja, det skal hun. En måned eller mindre er alt hun har at leve i." Hvad? En måned? Men.. Da de fortalte mig det, sagde de et halvt år til et åt? Havde de løjet for mig? Ligesom mine såkaldte venenr? Jeg slog med det samme mine øjne op og sagde med en hæs stemme, der ikke var meget mere end en hvisken:"Men... I sagde jeg havde et år tilbage!" Mine øjne fyldtes med tåre, typisk. Her lå jeg og havde tårer i øjnene, mens jeg sendte dræberblikke. Alle gav et lille hop fra sig og en stemme, jeg var helt sikker på jeg kendte:"Stop med at vågne på den måde!" Jeg værdigede ham ikke et blik, men holdt lægens blik fastlåst."Ikke sandt? Var det løgn..? Ligesom alt andet I har fortalt, med undtagelse af min families død?" Lægen vred sig lidt, tydeligvis utilpas. Men jeg havde ingen medlidenhed for ham, nu ville jeg have hele sandheden, uden indpakning."Løj I?" Mine tårer løb nu hurtigere og min stemme var skinger. Jeg kunne ikke klare det, havde alt det de havde sagt virkelig været løgn? Jeg begyndte at græde endnu mere. Hvad havde de ellers sagt der var løgn? Jeg mærkede nogen tage mig op i et knus, et knus fuld af smerte, bekymring og venskab. Jeg hulkede bare, mine tårer gjorde hans t-shirt våd. Hvilket fik mig til at mumle:"Undskyld."Jeg var ikke sikker på han hørte det, men kort efter mærkede jeg nogle læber i mit hår og hørte en hvisken."Det gør ikke noget, græd du bare." Det fik mig til at lyde som om jeg var svag, hvilket jeg jo også var. Svag og syg."Men.. I ved hvem jeg er nu, ikke?" Jeg kan mærke han nikker og så bryder jeg ud i grød, jeg skubber ham blidt væk fra mig. Jeg vender mig i sengen, med ryggen mod ham og hvisker:"Så gå..." Hans stemme afslører med det samme at han er forvirret."Hvorfor?" Vidste han det ikke? Kunne han ikke regne det ud?"Fordi... Det bliver for svært at sige farvel." Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde på fornemmelsen af at han nikkede."Men.. Jeg vil være hos dig." Jeg vender mig om og kigger op i hans blå øjne. Jeg ville gerne smile, men kunne ikke, det virkede forkert, det passede ikke ind."Så lov mig, at du ikke forlader mig, nogensinde." Han smilte og kyssede mig, ikke i håret eller på kinden. Han kyssede mig på munden og hviskede:"Aldrig, ville jeg forlade dig." Jeg smilte og lukkede øjnene, jeg kunne mærke hans hånds greb om min og faldte i en dyb, drømmeløs søvn.

______________________________________

Undskyld, for ventetiden... Men jeg var bare ved at opgive historien, da jeg ingen idéer havde. Men jeg er tilbage med endnu et kapitel! Og hvis I ville læse min anden One Directon Fan Fiction 'Forever Young' og måske favorisere og like den, ville jeg blive glad :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...