Secrets is made to be keep secret... (One Direction)

Caitlin, en ganske almindelig pige der er så uheldig at have en uhelbredelig kræft, ligger på hospitalet. Døden står for døren, det siger lægerne, og det eneste hun har lyst til er at nogen kommer og sidder ved hende, der er bare to problemer: Hele hendes familie død og hendes venner har vendt hende ryggen. Men hvad sker der når den viljestærke og dødssyge pige forlader hospitalet for at finde venner hun kan tilbringe den sidste tid sammen med? Og hvad hvis hun finder nogen, men ikke tør fortælle dem den hjerteskærende sandhed omkring hende selv? Og hvad hvis hun til sin store forskrækelse får lidt mere end bare vennefølelser for én af dem?

4Likes
2Kommentarer
1737Visninger
AA

1. You say... I won't survive?

Jeg så på lægerne, nyheden de havde bragt mig havde knust mit sidste håb om nogensinde at få et normalt liv igen. Lægerne rørte lidt på sig og overlægen hostede, jeg kiggede på ham med et måske lidt for koldt blik."Caitlin.. Du må forstå, vi vil selvfølgelig gøre alt for dig.." Jeg kiggede på ham med mit mest intense dræberblik og han krympede sig, hvilket gjorde mig bare en lille smule gladere. Jeg var mester i dræberblikke... desværre var det også det eneste jeg var god til, udover at være dødssyg. Jeg viftede lidt med hånden og de gik ud, mens jeg sank tilbage i puden og mærkede tårerne banke på min lukkede øjenlåg. Jeg ville ikke græde... Jeg kunne ikke græde, jeg havde ikke bestilt andet end at græde siden nyheden om min families død var blevet overbragt til mig. Og nu... Og nu, ikke engang en uge efter overbragte de mig endnu en nyhed: Jeg ville dø, og denne gang var de helt sikre. De havde selvfølgelig forsikret mig om at jeg ville få de bedste dage i mit lille sølle liv, indtil jeg døde. Men det kunne jeg ikke, ikke hvis jeg kun var omringet af læger og sygeplejerske der ikke engang ville lade mig trække vejret, for det kunne være skadeligt for mig. Jeg var ved at få spat af alt deres 'Nej, det må du ikke gøre..' og 'Nej, det kan dræbe dig...' og så deres meget triste blikke på mig, som om jeg allerede var død og egentlig ikke burde trække vejret. Hele deres væremåde når de var i nærheden skræmte mig i det hele taget, hvorfor kunne de ikke bare holde deres løfte og gøre disse dage så meget bedre end alle andre? Men det gjorde de selvfølgelig ikke, jeg skulle have taget blodprøver dag og nat og jeg skulle have alle mulige ting på min krop der skulle holde mit hjerte igang om natten. Jeg var vred på lægenre for at være så søde mod mig, jeg prøvede virkelig og se det i et positivt lys, men så så de igen på mig som om jeg var død og hele det der se-det-i-et-positivt-lys faldt til jorden. Og ikke mindst var jeg vred på min familie for at dø før mig, for at forlade mig når det var meningen at jeg skulle forlade dem. Og ikke mindst fordi de var de eneste jeg havde tilbage der så til mig og behandlede mig som om jeg ikke var syg, nu havde jeg kun lægerne tilbage og det trøstede mig absolut ikke.Jeg begyndte stille at græde da den sidste læge havde forladt rummet, tårerne kom i stride strømme og ville ikke holde op. Jeg begyndte at hoste voldsomt og med deres små irriterende apparater fandt lægerne selvfølgelig ud af det, de kom styrtende og kvalte mig nærmest med alle deres spørgsmål. Jeg svarde ikke på nogen af dem og lagde mig bare om på siden for at få noget søvn. Det var langt fra let, da jeg hele tiden kom til at græde. Jeg var så ked af ove rat min familie havde forladt mig og jeg var så sur på mine venner for at vende mig ryggen når jeg havde været mest brug for dem. Jeg havde været den smukke og populære pige alle drenge ville være kærester med og alle pigerne ville være slyngveninde rmed, men alt det ændrede sig da jeg til en undersøgelse fik konstateret kræft, en sjæden type. Jeg var som limet til stoden den dag, men der var forskel på at være limet til sengen og så til stolen. Dengang havde jeg stadig lysten til at leve, nu lå jeg bare og prøvede at overleve, hver eneste dag var en kamp mod den uundgåelige som før eller senere ville indtræffe. På et tidspunkt ville jeg dø, det vidste jeg... Så meget vidste jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...