*på pause* Internet girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2012
  • Opdateret: 13 sep. 2012
  • Status: Igang
Attenårig Prim Henderson bor i storbyen London i England. Prim prøver at spare op til hendes drømmerejse i Paris. Og da hendes forældre ikke gider at låne hende de sidste penge, så må hun på arbejde. Den eneste plads der var tilbage var en lille cafe. Hun tog arbejdet, for at på sin drømmerejse. En helt almindelig arbejdsdag, sker det helt uvente. Hun støder ind i en af de fem drenge fra One Direction, og sker der noget imellem dem? Men hun har også kørende med en fyr på internettet. Hvad gør hun? Skal hun vælge One Direction fyren, eller en helt almindelig fyr på det store internetunivers?

48Likes
36Kommentarer
2807Visninger
AA

2. Hello another stranger

 

”Prim! Tøm lige skraldespandene rundt omkring,” råbte min chef til mig. Sådan her startede mine eftermiddage altid efter skole. Jeg skulle have fat i et job, eftersom mine forældre ikke gad, at låne mig de sidste penge. Og så ville jeg på ferie i Paris denne sommer. Men med denne løn jeg får her på arbejdet, så bliver det først til efteråret, hvor jeg vil tage af sted. "Prim!" råbte min chef igen. 

Jeg sukkede lydløst, så ingen hørte mig, og tog rullen med skraldeposer. Jeg hadede mit job. Var der virkelig ingen der havde flere ledige pladser end denne café? Jeg vil gøre hvad som helst, for at spille af med dette forfærdelige job. Og så var der en bonus - min chef. Han var nok den forfærdeligste person på jorden indtil nu. ”PRIM!” råbte han endnu højre, så hele cafeen blev skræmt.”Jeg er på vej,” sagde jeg stille, og så ned i jorden.

Jeg traskede hen til den nærmeste skraldespand. Jeg så på den med store øjne. Der flød med tomme bærekrus og sugerør. Hvorfor kan folk ikke ramme den? Jeg satte mig ned på knæ, og begyndte at samle skraldet op. Et stykke af gangen. Jeg sukkede. Har jeg ikke snart fri? Hurtigt så jeg på uret. Kun en time tilbage! Jeg glædede mig til i aften, hvor jeg skulle chatte med den fremmede fyr. Jeg vidste kun at han var 18 og boede her i London, som jeg også gjorde. Måske finder jeg ud af mere i aften?

 ”Prim! Hallo! Vågn op!” sagde han og klappede i hænderne. Jeg opdagede, at jeg dagdrømmede. ”Prim, skal jeg gentage dit navn så mange gange?” spurgte min chef. ”Nej,” svarede jeg lavt. Jeg samlede et tomt krus, hvor der tidligere var kaffe i. Jeg skar en grimasse. Hvor var det ulækkert, at samle folks skrald op. Jeg hadede mit job så meget. Og så var det også pinligt, at samle skrald op. Folk begyndte at hviske, og pege fingre af mig. Tænk hvis det var dem, der var i mine sko nu. Hvad vil de så gøre? Jeg skyndte mig at gøre mit arbejde færdig, så jeg kunne tage tidligere hjem, hvis jeg måtte.

”Så er jeg færdig med skraldet,” sagde jeg til min chef efter, at jeg var blevet færdig efter et stykke tid. Han viftede med sin hånd, så jeg kunne gå. Jeg vidste hvad det betød. Fri! Det eneste der skulle gøres nu er, at tage hjem, og få snakket med fyren i aften. Jeg så hurtigt på klokken. 18:30. Jeg havde en halv time tilbage. Håber bare, at jeg kunne nå det til tiden.

Kom nu din bus! Andet havde jeg ikke i tankerne. Bussen var forsinket 10 minutter, og det tager 10 minutter, at køre hjem til min lejlighed. Nu er jeg med sikkerhed forsinket, og så tror han måske, at jeg ikke gider snakke med ham. Tro mig, det ville jeg rigtig gerne, men sådan er det, når man også bor i London, hvor der er ret meget trafik. Jeg så på uret. 10 minutter i halv. Hvis bussen ikke snart kommer, så tror jeg ender med at gå hjem, men det havde jeg ikke ligefrem lyst til, da det begyndte at småregne. Der var ikke en anden løsning, end at sidde her, som en af de andre mennesker der venter på denne bus.

Det blev for kedeligt at vente, så jeg gik hen til en magasinkiosk. Jeg studerede deres forsider. En efter en. Alle bestod kun med One Direction. Hvad var der så specielt ved disse drenge. Jeg havde skam fuldt med i X-factor for 2 år siden, men hvad har gjort dem så specielle? De er jo som hvilken som helst dreng i verden. Nu blev det for spændende. Jeg måtte få mere info om det. Jeg tog det første magasin jeg fik øje på, men One Direction. ”Skal du have dette blad, miss?” spurgte manden mig flinkt. Jeg nikkede, og rakte bladet til ham. Jeg gav han beløbet på magasinet, og tog det så med mig.

***

Jeg åbnede døren til min lejlighed, smed mine ting på gulvet, og overfaldt computeren. Nu håber jeg, at han vil snakke med mig. Jeg gik hurtigt ind på min mail, og så at der var 2 mails fra en ukendt person. Det måtte nok være ham. Jeg åbnede den første.

Hello, it’s me, the boy you chat with yesterday. Do you remember me? Here is my mail: brittish_boy@yahoo.com, so you can chat with me on Messenger.

xx

Han virkede okay, og sød mail han har. Jeg klikkede på den næste mail, og synkede en klump. Åh nej!

Where are you? Don’t you want to chat with me?:(

xx

Åh nej, nu havde jeg sikkert ødelagt det imellem os. Det var 10 minutter siden, at han havde skrevet det. Jeg åbnede hurtigt en ny mail, skrev hurtigt det der skulle skrives, og trykkede på send.

I’m so sorry. My bus didn’t came. I’m here now. Do you still want to chat with me?

xx

Jeg bed mig nervøst I læben. Please, svar mig. Måske skulle jeg opgive ham? En mail dukkede op i min indbakke. Det var ham. Han havde virkelig svaret mig efter, at jeg ikke kom til tiden. Jeg åbnede mailen.

I’m glad you are here. I thought that you didn’t want to chat with me. I will write to you on Messenger.

xx

Et smil bredte sig på mine læber, da jeg læste mailen. Han gad virkelig godt, at snakke med mig!

brittish_boy: Hello there!:D

primrosaline: Hello.

brittish_boy: What are you doing?

primrosaline: Nothing really. You?

brittish_boy: Same thing. Hey, what is your real name?

primrosaline: Oh, my name it’s Prim. What’s yours?

brittish_boy: Josh

primrosaline: Cool

***

“Prim, tør lige det kaffe, der blev spildt på gulvet!” Jeg sukkede. Endnu en dag på mit forfærdelige arbejde. Jeg tog fat i moppen og spanden, og slæbte dem begge ud til kaffen på gulvet. Det var kommet flere mennesker i dag end normalt. Underligt. Der plejer aldrig, at være en eneste sjæl. Jeg holdte mig for munden, da jeg begyndte at gabe. Jeg var lidt træt i dag pga. af i går. Vi havde næsten snakket til solen stod op. Jeg følte, at vi havde et tæt bånd nu, selvom vi kun har snakket sammen 2 dage. Min søvn skulle ikke ødelægge mit job, så jeg måtte videre. Jeg så på kaffen, der havde dannet sig til det ansigt. Det havde nogle krøller som var spredt rundt om ansigtet. Man kunne ikke se øjenfarven, men jeg tror den var grøn. Ansigtet havde de skønneste bløde læber, og med et perfekt hvidt tandsæt, som tilbehør. Det måtte være min fantasi. Sådan kan en dreng ikke se ud. Jeg vendte mig, så jeg kunne se væk fra det skønne ansigt.

”Undskyld! Det var ikke meningen,” sagde jeg til en person. Jeg havde hurtigt vendt mig om, så jeg kunne se væk fra ansigtet, men kom til at støde ind i en dreng. ”Se hvad du har gjort,” sagde han, og vente sig mod mig. Det kan ikke passe. Det var det samme ansigt, som jeg lige havde stirret på. Jeg så på hans trøje. Åh nej, jeg havde spildt kaffe på den. ”Undskyld, lad mig tørre det af,” sagde jeg undskyldende. Jeg trak sig væk fra mig. ”Nej! Kom Niall, vi finder en anden café, hvor folk ikke vælter ind i en,” sagde han surt, og understregede mig. Han var kommet med en ven. Han havde lyst blondt hår, men man kunne tydeligt se, at det er farvet. Niall hed han nok. Niall og drengen med krøllerne havde begge solbriller på, og var næste gemt i deres hættetrøjer. Hvad gemmer de sig for? Drengen med krøllerne havde allerede forladt cafeen. ”Du må virkelig undskyld for min ven. Han er ret sur i dag,” sagde han, og viste sine tænder. Han havde en fin lille hvid bøjle, som dækkede hans tænder. Det så ret sødt ud. Han vinkede, og gik ud af cafeen. Hvad skjuler de sig for? 

 

___________________________________________________________________________

Der er en ting I skal vide. Som I ved starter skolen i næste uge. Der vil nok gå noget tid imellem hvert kapitel. Håber I kan godtage det. Husk at like den hvis den er god!:D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...