I'm sorry to say it...

Flora hører stemmer. Og når de kommer sortner det for hendes øjne. Hun er ulykkelig og bange. Bange for livet. Bange for mørket. Bange for stemmerne der omslutter hende og styrer hendes bevidsthed. En fortælling om psykiske problemer og dets konsekvenser... (Dette er en historie jeg vil skrive på når jeg keder mig, så forvent ikke hurtige opdateringer ;)

5Likes
12Kommentarer
658Visninger

1. Kapitel

Sveden glinsede lystigt på min mælkehvide hud. Jeg gispede og kiggede febrilsk rundt i mit lille værelse. Der var ingen. Stemmerne havde narret mig. Igen. De lød forpinte. Men jeg vidste at det var falsk. I virkeligheden drillede de mig og de elskede det. Mine læber formede et lydløst skrig, da de kom igen.

Floraa! Min lille veeen. Hvor er det godt at ssse diig

Hvislede de og lo hæst. De lo af mig. Jeg baskede vildt med armene. "Lad mig være! Gå! Jeg hader jer! Gå!" råbte jeg med et vildt udtryk i ansigtet, der viste, hvor bange jeg var. Hvor fuldkommen panikslagen, jeg var.

Hvooorfoor? Nu hyyyggede vi os liiige? Kan du ikke liiide oooosshh?

Jeg bed mig så hårdt i læben at lidt mørkerødt blod piblede ned af min hage. De lød sårede med et strejf af falsk selvmedlidenhed. "Jeg vil ikke! Ikke mere!" hulkede jeg hjerteskærende. Hvorfor forlod de mig ikke bare? Jeg kunne virkelig ikke holde til mere.

Jaaameen, sååå faaaarvel daaa. Hviiis deet skaal væære på deen måde...

De forsvandt med en utilfreds gnækken og en isnende kulde. Jeg sukkede forfærdet. Smerten i mit bryst og de sorte prikker for mine øjne, fortalte mig at de var helt væk. Stemmerne. Dem der pinte mig. Dem der gjorde at jeg gennemgik den lidelse det var at leve. Pludselig slog en tanke mig. Jeg måtte fortælle det til min mor. Jeg havde brug for at få talt ud. Måske kunne hun fjerne stemmerne. Mit største ønske var at få fred. Jeg tumlede ud af sengen og bevægede mig vakkelvornt hen mod min moders værelse. Det var koldt og mørkt uden min trygge dyne om mig, men alligevel fortsatte jeg min ynkelige vaklen. Den tynde, hvide natkjole jeg bar hjalp ikke så meget på kulden der omsluttede mig. Det gamle trægulv knirkede svagt, da jeg med usikre skridt passerede gangen for at nå min moders værelse for enden af korridoren. Jeg åbnede forsigtigt døren og kiggede stille på min mor. Hun lå i dobbeltsengen på hendes grå værelse. Jeg græd lavt, da jeg så de mange tomme øl- og spritflasker på hendes natbord. Det så helt forkert og malplaceret ud. Sådan noget tilhørte ikke en anstændig husmor. Men jeg havde efterhånden vendt mig til det. Far skød sig selv for to år siden og efter den dag havde hun drukket for at få smerterne væk. Vær stærk, mindede jeg mig selv om. Tørrede øjnene i kjoleærmet, snøftede en sidste gang og betragtede min mors falmede sorte manke med de enkelte grå hår. Hun stønnede irriteret over den lave puslen og vendte ryggen til mig.

En ensom tåre trillede fortvivlet ned af min kind. "Mor?" hikstede jeg. Intet svar. "Mor?" gentog jeg lidt højere. Ingen reaktion. Mit hoved dunkede voldsomt og de sorte prikker for mine øjne blev større og større. Jeg snublede på vej hen til sengekanten, men fik med lidt besvær hejset mig op at stå igen. "Moar!" skreg jeg frustreret og ruskede i hende, mens mine øjne løb i vand. Endelig åbnede hun sine grønne øjne. De øjne der engang var så kærlige. Så moderlige, var fyldt med irritation og had. "Hvad er der, unge? Kan du ikke se at jeg sover?" hendes stemme var ru og tonelejet koldt. To tydelige tegn på at hun havde stærke tømmermænd. "J...jo" stammede jeg skyldigt. Mine svedige hænder pillede nervøst ved natkjolens blonde ærme. "Hva' fann' vækker du mig så for?" hun havde hævet stemmen, men hendes sidste ord blev overdøvet af en harkende hosten. Jeg begravede hovedet i hænderne og hulkede højlydt. Hvorfor var hun sur?

"Svar mig!" beordrede hun. Da min eneste reaktion var at løfte hovedet og kigge på hende med våde øjne, gav hun mig en svidende lussing. Jeg krympede mig. Min krop dirrede. "Så giv mig dog et svar, Flora!" brølede hun og fortsatte rasende: "I stedet for den ubrugelige jamren. Rank dig og svar din mor! Nu!" hun var for alvor vred. Jeg rejste mig rystende op. "De taler til mig. Der er stemmer. De...de taler til mig. De vil ikke lade mig være! Hvad skal jeg gøre? De forfølger mig. De lytter ikke!" hun himlede med øjnene. Jeg stirrede rædselsslagent på hende. "Tag en tudekiks og kom over det!" hvæste hun, skubbede mig så hårdt i maven at jeg landede på ryggen på det klirrende beton gulv og vendte siden til mig. Jeg kom langsomt på benene. Listede ud af værelset og løb hen af den lange gang.

Da jeg kom ind på mit eget værelse, kastede jeg mig i sengen og klamrede mig til dynen. Stemmerne kom igen som sultne slanger.

Nååå, Flooraa. Sååådaaan gåår det nååår maan ikkee kan hoolde mund.

Jeg kneb øjnene i og forsøgte desperat at ignorere stemmerne, der med deres uhygge skræmte livet af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...