One Direction - The Gray Girl

Efter forældrenes skilsmisse, flytter Tessa hjem til sin mor som vælger at bruge livet på alkohol, og stoffer. For at gøre det hele værre, begynder Tessa at gøre præcis som sin mor. Mens det verdensberømte boyband, One Direction, flyver verden rundt, møder deres fans, indspiller sange, og optræder, aner de ikke hvad der venter dem. Tessa Jones, bedre kendt som 'The Gray Girl' alt efter hendes personlighed, planlægger en ondsindet plan sammen med sine såkaldte venner. Tessa kender One Direction, og hun ved også, at de kommer til Las Vegas, for at tage en pause for musikken. Så lusket som hun nu er, finder hun også ud af, hvor de kommer til at bo det næste stykke tid. Da de er et verdensberømt boyband, har de mindst flere millarder af penge, som Tessa kun vil have fingrene i. Derfor beslutter hun, at vil hun forsøge at stjæle fra dem. Men går nu alt efter planen?

72Likes
116Kommentarer
10440Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Mødet med Harry

"Hvis du ikke giver mig de pokkers penge i dag, skal jeg nok sørge for at du ikke trækker vejret længere." Hans stemme var faretruende, og fik de små hår i nakken til at rejse sig - af frygt.

"Ka-kan jeg ikke give dig pengene en anden dag?" Var mit tåbelige svar. Jeg bed mig i læben. Jeg havde intet fået ud af diamanterne. You know why? Fordi jeg var så idiotisk, at jeg slet ikke lagde mærke til at jeg tabte diamanterne, da jeg var på vej hjem.

"Du har bare at komme med dem i dag."

"Men.." Mere fik jeg ikke sagt, da han lagde på. Jeg sukkede, lænede mig tilbage, og kiggede op mod loftet. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Jeg sukkede endnu gang, rejste mig op, og begav mig udenfor. Det blæste kraftigt. At gå en tur havde altid hjulpet på mit humør, men lige nu kunne intet få mig i godt humør. Jeg kiggede rundt, og stivnede. Det kunne ikke passe. Hvad i alverden lavede han her? Jeg kunne mærke mit hjerte hamre i brystet, og mine hænder der blev svedige. Jeg var bange for at bevæge mig, eller bare rokke mig ud af stedet. Og lige som jeg havde frygtet, fik vi øjenkontakt. Hans kolde øjne, stirrede på mig. Jeg ville vende mig om og løbe, men da han gik hen i mod mig, kunne jeg ikke få mig selv til det.

"Har du pengene?" spurgte han en anelse vredt. Jeg bed mig hårdt i læben, og kunne smage noget blod. Mod min vilje, rystede jeg stille på hovedet. Hans kolde øjne lynede straks af vrede, og jeg trådte automatisk et skridt tilbage, da han tog et skridt i mod mig.

"Hvis man ikke holder hvad man lover.." Han tog endnu engang et skridt i mod mig, og stod nu helt henne ved mig.

"..er man død." Hans stemme var lige ved mit øre, og fik kuldegysninger til at gå igennem mig. Jeg kunne mærke et fast greb om min arm, og kom straks til mig selv. Af ren panik, løftede jeg benet, og sparkede ham. Han hylede af smerte, og gik hurtigt væk fra mig. Jeg havde ramt plet. Jeg vendte mig hurtigt om, og løb ned af gaden. Jeg kunne tydeligt mærke folks blikke, men de betød intet lige nu. Lige nu, skulle jeg bare væk. Jeg løb gennem parken, men nåede ikke langt, da jeg stødte hårdt ind i en person. Jeg ramte hårdt jorden, og kunne mærke smerten der jog gennem mig. Jeg skar en grimasse, og kiggede op. Jeg blev mødt af nogle velkendte grønne øjne, der kiggede en anelse irriteret på mig.

"Nå, det er bare dig. Tyven.." Han mumlede det sidste til sig selv, men jeg kunne sagtens høre det. Men det var også lidt ligemeget nu, hvor jeg havde en morder efter mig. Jeg rejste mig op, og kiggede tilbage. Mit hjerte hamrede stadig af frygt, og mine læber dirrede. Jeg kiggede skrækslagen på drengen fra i går, hvis ansigt blev ændret fra vredt, til forvirret.

"Kan du ikke hjælpe mig? Jeg ved godt jeg stjal fra jer, men kan du ikke hjælpe mig alligevel?" Mine stemme lød så.. svag. Hjælpeløs, og helt igennem fortabt. Det irriteretede mig, men jeg var hjælpeløs lige nu. Følelsen af at være hjælpeløs havde altid påvirket mig - jeg ønskede ikke at være hjælpeløs. Jeg ville ikke, men det var simpelthen umuligt at undgå det. 

"Hvorfor skulle jeg?" spurgte han hårdt. Jeg bed mig nok for tiende gang i læben, og kiggede bedende på ham.

"Please.." bad jeg. Han kiggede mig i øjnene i lidt tid, og sukkede opgivende. 

"Men.. hvad skal jeg gøre?" spurgte han fortvivlet. 

"Bare.. få mig væk herfra! Et eller andet sted," sagde jeg panisk. Han kiggede undrende på mig, men nikkede så. Han tog fat i min arm, og jeg måtte beherske mig for ikke at skubbe ham væk. Vi gik i noget tid, og jeg kiggede hele tiden bagved, for at se om Jake måske var bag os. Vi endte ved en lejlighed - hvad for en, anede jeg ikke. 

"Hvor er vi?" spurgte jeg dumt. Han gik ind af døren, med mig bag sig.

"I min lejlighed" svarede han, og tog sin jakke af. Jeg nikkede forsigtigt. Havde kendte flere end ét hus? 

"Du kan bare.. sætte dig på sofaen." Han lød overhoved ikke venlig - og det var forståeligt. Jeg sukkede lydløst, og kiggede hen på ham.

"Forresten.. Jeg hedder Tessa," sagde jeg, og fandt situationen utrolig akavet. Han vendte sig om, stirrede et øjeblik udtrykløst på mig, og nikkede. Jeg følte mig af en eller anden grund virkelig flov lige nu. Jeg overvejede om jeg skulle undskylde, men det var så fandens svært. Jeg måtte tage mig sammen, hvis jeg ville have hans.. hjælp. Jeg kunne ikke klare mig selv - det vidste jeg. Jeg havde brug for hjælp, og han var den eneste mulighed lige nu.

"Jeg er ked af det, okay? Jeg er ked af at jeg brød ind i jeres villa," fløj det ud af mig. Han stirrede overrasket på mig, også skete der noget uventet. Hans mundviger bevægede sig opad. Han smilede. Han fucking smilede. Og hvorfor, anede jeg ikke. Han burde slet ikke smile - tværtimod. Han burde stadig være vred. Jeg havde stjålet diamanter fra dem, og sluppet godt afsted fra det. Jeg kiggede bare dumt på ham. 

Han giv hen i mod mig, og sank ned i sofaen ved siden af mig. "Godt du endelig kunne tage dig sammen til at undskylde, for den undskyldning har jeg ventet på." Af en eller anden grund blev jeg irriteret, men jeg beherskede mig endnu engang. Alligevel var jeg stadig forvirret. Skulle der bare en lam undskyldning til at tilgive mig, efter jeg stjal diamanter fra dem? Han var ufattelig dum, af en berømt sanger at være - men det var alle verdensberømte vel?

"Mit navn er Harry," sagde han smilende, og rakte sin hånd ud. Jeg tøvede, men tog i mod den. 

"Som Harry Potter?" røg det ud af mig. Han grinte højt, og jeg lagde hurtigt en hånd på min mund. Jeg kunne mærke varmen i mine kinder, og jeg kunne vædde med at jeg var rød i hovedet.

Hvad skete der for mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...