One Direction - The Gray Girl

Efter forældrenes skilsmisse, flytter Tessa hjem til sin mor som vælger at bruge livet på alkohol, og stoffer. For at gøre det hele værre, begynder Tessa at gøre præcis som sin mor. Mens det verdensberømte boyband, One Direction, flyver verden rundt, møder deres fans, indspiller sange, og optræder, aner de ikke hvad der venter dem. Tessa Jones, bedre kendt som 'The Gray Girl' alt efter hendes personlighed, planlægger en ondsindet plan sammen med sine såkaldte venner. Tessa kender One Direction, og hun ved også, at de kommer til Las Vegas, for at tage en pause for musikken. Så lusket som hun nu er, finder hun også ud af, hvor de kommer til at bo det næste stykke tid. Da de er et verdensberømt boyband, har de mindst flere millarder af penge, som Tessa kun vil have fingrene i. Derfor beslutter hun, at vil hun forsøge at stjæle fra dem. Men går nu alt efter planen?

72Likes
116Kommentarer
10440Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Time to steal

 

3 dage. 3 dage var gået, og det var i dag vi omsider skulle bryde ind hos dem. Jeg havde både været spændt, og nervøs. Vi havde - med lidt besvær - fundet det sted de skulle bo. Månen skinnede kraftigt, og jeg kunne mærke en let brise flyve gennem luften. Jeg lod min tungespids slikke mine læber, og betragtede månen. Bare denne måne, kunne få tusinder af minder frem i mig. Gode, og dårlige minder - mest dårlige. Jeg havde altid været en glad, lille pige, der aldrig kunne finde på at svare nogen igen - og se mig nu? Jeg rystede tankerne væk, da jeg så Kelly på vej hen i mod mig.

"Hvor har du været?" spurgte jeg, da hun kom for sent. Hun sendte mig et uskyldigt blik.

"Sorry, men jeg skulle lige ordne nogle.. ting." 

"Bare du er her. Har du tingene med?" spurgte jeg. Hun nikkede med et skævt smil, og rystede lidt med sin taske, som tegn på at de lå dernede. 

"Perfekt" mumlede jeg, og kiggede hen mod deres enorme villa. Der var ikke en lyd at høre, udover vores vejrtrækning. Jeg gik hen mod den store låge, og kiggede undersøgende på den. Jeg kunne da godt kravle op af den, ikke? Jeg tog hårdt fat om lågen, og kravlede op af den. Da jeg var nået toppen, hoppede jeg ned. Jeg kiggede tilbage mod Kelly, som kastede tasken til mig, og kravlede op af lågen. Det var egentlig mærkeligt at de ikke havde nogen form for alarm.. Jeg fniste lidt.

"Hvad står du og fniser over? Lad os gå i gang!" hviskede Kelly, og løb hen mod deres dør, med mig bag sig. 

"Vi kan sgu ikke gå ind af døren! Den er sikkert låst, og måske hører de os," halvhviskede jeg. Hun nikkede lidt. 

Jeg kiggede rundt for at se om der var noget vi kunne bruge, og lyste op i et smil. Længere fremme stod der en sti op af den fine, hvide mur. Jeg prikkede til Kelly og pegede på den, hvor hun derefter, ligesom mig, lyste op i et smil. Jeg små løb hen til den, og skubbede den hen til et mørkt vindue. Jeg gættede på, at der ikke var nogen inde i det værelse. Jeg vinkede Kelly hen til mig.

"Hvad er der?" spurgte hun stille om. 

"Jeg har brug for at du holder stien. Det kan godt være den falder ned," svarede jeg hviskende. Hun nikkede straks, og lagde sine hænder om stien. Jeg begyndte at kravle op af den, og forsøgte at undgå at lave for meget larm. Tasken der hang over min skulder, gjorde det en smule besværligt at kravle ordenligt op. 

Jeg nåede endelig op og prøvede at åbne vinduet, men den var lukket. Jeg sukkede lidt irriteret, og begyndte at lede i tasken efter en hammer. Jeg tog den op, og begyndte så lydløst at slå ned i håndtaget. Den gik - efter et godt stykke tid - i stykker. Jeg skubbede forsigtigt vinduet op, og kravlede så stille som muligt ind. Jeg kiggede ud af vinduet, og pegede med min tommelfinger opad til Kelly. Jeg kiggede rundt i værelset, men der var egentlig ikke særlig meget at se, da der var mørkt. Heldigvis var døren til værelset åben, så jeg behøvede ikke at løbe en risiko, der måske kunne vække dem. Jeg gik lydløst ned af trapperne, og ned i deres stue. Jeg gik hen mod skufferne og bed mig i læben, da de gav en lyd fra sig. Jeg kiggede måbende på tingene. De skinnede smukt, og hvis ikke jeg tog fejl, var det diamanter. Jeg proppede alle smykkerne ned i tasken. 

Jeg kiggede rundt i stuen, og lod mine øjne vænne sig til mørket. Men selvom de gjorde det, var det stadig svært at se. Før jeg vidste af det, snublede jeg over en ting jeg ikke kunne se, og landede hårdt på gulvet. Jeg ømmede mig, og spærrede øjnene op, da jeg kunne høre skridt. Jeg nåede knap nok at rejse mig op, da lyset blev tændt.

"Hvem fanden er du?!" Oh shit..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...