One Direction - The Gray Girl

Efter forældrenes skilsmisse, flytter Tessa hjem til sin mor som vælger at bruge livet på alkohol, og stoffer. For at gøre det hele værre, begynder Tessa at gøre præcis som sin mor. Mens det verdensberømte boyband, One Direction, flyver verden rundt, møder deres fans, indspiller sange, og optræder, aner de ikke hvad der venter dem. Tessa Jones, bedre kendt som 'The Gray Girl' alt efter hendes personlighed, planlægger en ondsindet plan sammen med sine såkaldte venner. Tessa kender One Direction, og hun ved også, at de kommer til Las Vegas, for at tage en pause for musikken. Så lusket som hun nu er, finder hun også ud af, hvor de kommer til at bo det næste stykke tid. Da de er et verdensberømt boyband, har de mindst flere millarder af penge, som Tessa kun vil have fingrene i. Derfor beslutter hun, at vil hun forsøge at stjæle fra dem. Men går nu alt efter planen?

72Likes
116Kommentarer
10322Visninger
AA

20. Kapitel 19 - Skænderiet

Det her var noget værre lort! Hvorfor blev jeg ved med at gå med, til Harrys forslag? Jeg var da ærlig talt for dum. Jeg blev nødt til at sige Harry fra. Jeg ville ikke engang sove sammen med fem underlige drenge. Og så var fire af dem fremmede.

Jeg gik irriteret ind i stuen med Harry i hælene. Jeg satte mig ned i sofaen, og lagde armene over kors. De fire andre drenge, kiggede undrende på os, hvilket irriterede mig.

"Hvordan gjorde i lige det?" spurgte ham blondien, som vidst nok hedder Niall. "Gjorde hvad?" spurgte jeg dumt. Han kiggede overrasket på mig, som han ikke havde regnet med at jeg ville svare ham.

"I sendte hinanden de der blikke, og så gik i. Har i hemmelige tegn, eller sådan noget?" sagde Niall, tror jeg. Jeg så dumt på ham. Var han dum eller hvad? Tror han selv at vi har hemmelige tegn?

"Nej vi har sgu da ej," snerrede jeg, og kiggede væk fra ham. Straks blev der helt stille, og det var min skyld. Men det ragede mig ærlig talt en høstblomst.

"Tessa, kan jeg lige snakke to sekunder med dig?" spurgte Harry efter lidt stilhed. Jeg sukkede højlydt, men nikkede alligevel. Harry rejste sig, og jeg fulgte efter ham, op af trappen. Han gik hen til et bekendt værelse, og gik ind. Jeg gik efter ham, og lukkede forvirret døren efter mig.

"Kan du ikke i det mindste prøve at være ordenlig?" spurgte han irriteret. Jeg så dumt på ham. "Skal jeg være ordenlig?" spurgte jeg. Han nikkede hurtigt.

"Du kan ikke bare opføre dig sådan, foran mennesker der ikke har gjort dig noget somhelst!" sagde han irriteret. Jeg mærkede irritationen stige, og jeg var tæt på at råbe af ham. "Undskyld mig," udbrød jeg. "Men det var dig som tog mig med hjem. Det var dig som ville have at jeg skulle sove her! Jeg har ikke tænkt mig at ændre på mig selv, for dig!" råbte jeg irriteret. Han så forskrækket på mig.

"Hvis du ikke sætter pris på det jeg gør for dig, skulle du måske bare gå hjem!" råbte han vredt. Jeg sukkede lettet. Så kunne jeg da i det mindste komme hjem.

"Fint! Jeg tager hjem. Men du skal ikke kontakte mig mere så!"

"Fint!"

"Fint!"

"Fint!"

"Fint!"

"Godt så!" afsluttede han. Efter hånden som vi havde snakket var vi gået tættere på hinanden. Vi stod helt op af hinanden, og stirrede hinanden i øjnene.

"Så er det her vel farvel," sagde jeg. Han nikkede lidt tøvende på hovedet. "Fint nok. Hav et fortsat godt liv, superstjerne!" sagde jeg, og forlod værelset. Jeg gik ned i gangen, og begyndte at tage sko på. Pludselig var der en der lagde en hånd på min skulder.

"Undskyld Tessa," sagde en velkendt stemme. Jeg ignorerede ham, og fortsatte med at binde mine converse. "Tessa!" sagde han en smule højere. "Gå Harry. Du bedte mig om at gå," råbte jeg irriteret. Pludselig stod de andre fire drenge i døren til gangen.

"Hvad sker der her?" spurgte ham Zayn fyren. Kunne de ikke bare forsvinde. De påvirkede mit humør, på en underlig måde. Se på mig! Før var jeg helt flink imod dem. Det var ikke sådan jeg skulle være. Jeg skulle være hård, som var nu.

"Ingenting," snerrede jeg, og forlod huset. Jeg nåede ikke særlig langt, før deres snak omkring mig startede. De snakkede en smule højt, så jeg kunne sagtens høre dem.

"Blev i uvenner, Hazza?" spurgte en af de andre drenge. Jeg kunne ikke kende forskel på deres stemmer. Jeg kunne  kun genkende Harrys stemme.

"På en måde," svarede Harry. Jeg rystede på hovedet af ham, og skyndte mig væk fra deres grund. Nu skulle jeg hjem til Kelly. Og jeg var ligeglad med om Harry så kom. Han skulle ikke stoppe mig i dag. Kelly var den eneste jeg burde fokusere på!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...