One Direction - The Gray Girl

Efter forældrenes skilsmisse, flytter Tessa hjem til sin mor som vælger at bruge livet på alkohol, og stoffer. For at gøre det hele værre, begynder Tessa at gøre præcis som sin mor. Mens det verdensberømte boyband, One Direction, flyver verden rundt, møder deres fans, indspiller sange, og optræder, aner de ikke hvad der venter dem. Tessa Jones, bedre kendt som 'The Gray Girl' alt efter hendes personlighed, planlægger en ondsindet plan sammen med sine såkaldte venner. Tessa kender One Direction, og hun ved også, at de kommer til Las Vegas, for at tage en pause for musikken. Så lusket som hun nu er, finder hun også ud af, hvor de kommer til at bo det næste stykke tid. Da de er et verdensberømt boyband, har de mindst flere millarder af penge, som Tessa kun vil have fingrene i. Derfor beslutter hun, at vil hun forsøge at stjæle fra dem. Men går nu alt efter planen?

72Likes
116Kommentarer
10310Visninger
AA

13. Kapitel 12 - Undskyldning og smerte

Jeg var virkelig træt af alt det der var sket. Jeg følte mig smadret. Mine ben, arme, hoved, hænder - ja.. hele min krop gjorde ondt. Jeg sukkede udmattet, og lænede mig tilbage i den gamle sofa. Begge mine arme gjorde så ondt, at jeg knap nok kunne bære et glas ordenligt. Fedt, ikke? Jeg mærkede hurtigt hvordan søvnen tog over, og mine øjne der knap nok kunne holde sig åbne. De gled langsomt i, og før jeg vidste af det, faldt jeg i en dyb søvn..

 

Jeg begyndte at røre uroligt på mig, da jeg mærkede nogle hænder på min ryg. Jeg nægtede simpelthen at vågne - det var jo bare Kelly. Hænderne blev ved med at ruske i mig, men jeg var for træt til at stå op. Da hænderne gled fra min ryg, til min arm, gav jeg et hurtigt spjæt fra mig, da jeg mærkede en smerte gå igennem mig. Jeg satte mig hurtigt op i sofaen, og uden at se på personen, rejste jeg mig op, og vendte mig om. Det syn der mødte mig, var bestemt ikke noget jeg havde regnet med. De grønne øjne stirrede direkte ind i mine. Jeg sukkede, og lod en hånd glide gennem mit filterede hår. Uden så meget som at skænke ham et blik til, vendte jeg mig om, og gik hen mod det rådne badeværelse. Jeg tænkte ikke rigtigt på at han nok var forvirret over, at jeg bare skred fra ham, men mit hår var vigtigere end ham. Jeg åbnede skuffen, og tog en børste frem, hvor jeg derefter begyndte at børste mit hår, så det blev ordenligt igen. 

Jeg gik ud af badeværelset og ind i stuen, hvor Harry sad på den slidte sofa. Han kiggede hurtigt op da jeg kom ind, og rejste sig op af sofaen. 

"Hør.. Jeg er virkelig ked af det jeg gjorde. Min vrede tog over, og jeg kunne ikke styre mig selv. Kan du tilgive mig?" spurgte han bedende om, med det lille undskyldende  smil på sine læber. Jeg kiggede tomt på ham uden at svare, og det forvirrede ham tydeligvis. Pludselig, og helt uventet, brød jeg ud i en høj latter. Han kiggede med et opløftet øjenbryn på mig, og hans blik blev mere og mere forvirret. Jeg smilede kort.

"En lam undskyldning får ikke mit sår og smerten til at forsvinde, vel smarte?" svarede jeg kort, og koldt. Han sukkede lidt. "Det er jo derfor jeg vil undskylde! Kan jeg ikke gøre noget for dig?" spurgte han en anelse desperat. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Kan du se døren der?" Jeg pegede. "Den skal du ud af" sagde jeg, og det fik ham straks til at ryste på hovedet. Jeg blev hurtigt irriteret.

Så mange kræfter som jeg nu havde, brugte jeg til at skubbe ham ud af døren. Til min store overraskelse, gjorde han overhoved ikke modstand, men da jeg skulle til at smække døren i, lagde han sin fod, så den ikke kunne lukkes. Vredt vendte jeg mig om, og gik med hastige skridt væk fra døren for at ringe til Kelly, men før jeg gik fat i mobilen gled - så klodset som jeg nu er - jeg ned, og landede hårdt på min sårede arm. Jeg gav et tøset skrig fra mig, og tog hurtigt fat i min sårede arm der brændte. Nogle skridt høres, og før jeg kunne nå at reagere, sad Harry på hug foran mig. Han kiggede med medlidenhed på mig, og tog blidt fat omkring min arm. Jeg bed mig hårdt i min underlæbe, da jeg hellere end gerne ville have ham væk fra mig. Jeg kunne mærke endnu en smerte i min arm, da Harry trak ærmen på min trøje op, og lagde sin finger på det blå/gul mærke han havde givet mig.

"Var det virkelig så slemt?" mumlede han for sig selv, og lod to fingre køre langs min arm - men langsomt og forsigtigt, så han nærmest kun strejfede såret. Jeg havde mere end lyst til at snerre af ham, men smerten var så ulidelig, at jeg knap nok kunne få indført et ord. Jeg kunne endnu engang mærke tårerne, men jeg ville ikke afsløre for meget foran ham - igen.

"Du skal på hospitalet," udbrød han, da han havde betragtet såret. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og trak min arm til mig, hvilket gjorde smerten værre.

"J..eg.." Jeg sank en klump, og forsøgte at få orden på min rystende stemme. "Jeg skal ikke på hospitalet, det nægter jeg!" sagde jeg bestemt, og var glad for at min stemme hverken lød bange, eller rystede.

"Tessa.." Jeg kunne mærke en varm følelse sprede sig i min krop, og mit hjerte der arbejdede på højtryk. Den måde han sagde mit navn på.. Jeg løftede begge øjenbryn op, chokeret over min reaktion, blot ved at han sagde mit navn. Jeg rystede kraftigt på hovedet. Det var smerten der gjorde mig dum i hovedet. Jeg kunne mærke to fingre under min hage, og lidt efter kiggede jeg i hans grønne øjne igen. Jeg sørgede for at hive den kolde facade frem igen, og rystede mig fri af hans greb. Han sukkede irriteret,

"Du skal på hospitalet om du vil, eller ej." Før jeg kunne nå at åbne munden, mærkede jeg gulvet under mig forsvinde. Jeg opdagede hurtigt at han havde båret mig op i sin favn, og det skabte en masse panik i mig.

"Slip mig!" råbte jeg, men da jeg mærkede endnu en smerte i armen bed jeg mig i læben, og kiggede ned. Jeg havde brug for hans hjælp. Det var jeg nød til at indrømme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...