One Direction - The Gray Girl

Efter forældrenes skilsmisse, flytter Tessa hjem til sin mor som vælger at bruge livet på alkohol, og stoffer. For at gøre det hele værre, begynder Tessa at gøre præcis som sin mor. Mens det verdensberømte boyband, One Direction, flyver verden rundt, møder deres fans, indspiller sange, og optræder, aner de ikke hvad der venter dem. Tessa Jones, bedre kendt som 'The Gray Girl' alt efter hendes personlighed, planlægger en ondsindet plan sammen med sine såkaldte venner. Tessa kender One Direction, og hun ved også, at de kommer til Las Vegas, for at tage en pause for musikken. Så lusket som hun nu er, finder hun også ud af, hvor de kommer til at bo det næste stykke tid. Da de er et verdensberømt boyband, har de mindst flere millarder af penge, som Tessa kun vil have fingrene i. Derfor beslutter hun, at vil hun forsøge at stjæle fra dem. Men går nu alt efter planen?

72Likes
116Kommentarer
10307Visninger
AA

12. Kapitel 11 - Det er bare løgn!

Jeg løb og løb, indtil jeg stødte ind i noget hårdt, og faldt til jorden. Jeg gad ikke engang at tænke på hvem jeg var løbet ind i, men tænkte bare på min arm. Den gjorde pokkers ondt. Jeg skulle ikke have undervuderet ham.

Jeg kiggede endelig op, og så fire gutter stå foran mig. Jeg genkendte dem med det sammen. De var dem Harry var i band med. Jeg sukkede. Det var bare løgn! Ikke igen.

"Hey! Det er hende..indbrudstyven!" udbrød den højeste af dem. Jeg sukkede. Fedt. Så det var min nye titel? Indbrudstyven. Sikke dog et nederen navn.

"Hey drenge, hvor var i? Jeg ledte over.." - "Se Harry det er indbrudstyven," afbrød en brunhåret dreng, Harry. Det her var bare ikke min dag. Hvorfor skulle jeg stødde ind i dem, hele tiden? Eller i hvert fald Harry.

"Hvad er der sket med dig? Du har mærker over det hele, og hvorfor er din arm i forbinding?" spurgte den lyshårede nysgerrigt. De var godt nok irriterende. De troede at de bare kunne komme og blande sig i mit liv - og det kunne de bestemt ikke!

"Hvad rager det jer?" Snerrede jeg. Jeg skulle til at gå videre, da Harry tog fat i armen, med knivstikket. Jeg gispede af smerte, og trak den hurtigt til mig.

"Ikke rør den!" råbte jeg vredt. Hvad var der galt med ham?! Han kunne ikke bare blive ved. Han have lige givet mig et blåt mærke på størelse, med de mærker Jake havde givet mig, og så regnede han med at vi skulle hyggesnakke?

"Han spurgte dig pænt om noget," sagde Harry, og ignorerede hvad jeg havde sagt. Jeg sukkede højlydt, og stirrede irriteret på ham blondien.

"Hvad ligner det at der er sket?" spurgte jeg, som om han var fatsvag. Han så forskrækket på mig, og trak på skulderende. "Det ligner at du har fået en omgang tæsk," svarede han efter lidt tid. Jeg klappede i hænderne. "Tillykke. Du regnede det ud," sagde jeg koldt.

De så alle forskrækkede på mig, men sagde ingenting. Da det blev kedeligt at stå og glo på dem, og da ingen af dem ikke sagde noget, besluttede jeg mig for at gå.

"Var det Jake?" sagde Harry bag mig. Jeg stoppede op, og vendte mig om. Han kiggede alvorligt på mig. "Hvad?" spurgte jeg forvirret. De andre drenge så forvirrede på os, og fattede vist ingenting.

"Du hørte mig godt, var det Jake der gjorde det?" gentog han. Jeg så på ham i lidt tid, og overvejede hvad jeg skulle svare. Han så spørgernde på mig, og ventede ivrigt på mit svar.

"Det.. jeg.. ja," endte jeg med at svare. Harry så på mig med et tomt blik. "Hvad gjorde han? Hvordan skete det?" spurgte han. Jeg så dumt på ham. Hvad var det egentlig galt med ham?

"Hvad rager det egentlig dig?" spurgte jeg, og så på ham med løftede øjenbryn. "Svar mig," kommanderede han. Jeg rystede på hovedet.

"Svar mig!" sagde han hårdere. Jeg blev en smule forskrækket over hans tonefald. "Okay okay! Da jeg gik hjem, gik jeg var mig selv og ind i en gyde hvor jeg...gør visse ting," sagde jeg tøvende. Han så på mig, som tegn på at jeg skulle fortsætte.

"Da jeg kom der ind var Jake der. Han begyndte at slå løs på mig - som i kan se," sagde jeg, og trak en smule op i min trøje, så man kunne se alle de mærker jeg havde der.

"Da jeg ikke havde givet en lyd fra mig, under hans overfald, besluttede han at det ikke var smerte nok," forsatte jeg. De lyttede alle sammen nysgerrigt med, hvilket gav mig en dårlig fornemmelse i maven. Der var aldrig - og jeg mener aldrig - nogle der lyttede til mig,

"Så han trak den her kniv frem," - "Jeg vil ikke høre mere!" afbrød Harry mig. Jeg fik en trang til at gøre ham irriteret. Så måske skulle jeg bare fortsætte historien?

"Han tog fat i min arm, og borrede kniven ned i den," Harry så irriteret på mig, fordi jeg fortsatte når han bedte mig stoppe. Jeg smilede ondtskabsfuldt.

"Det var først dér, jeg skreg af smerte. Man kunne nok høre mit skrig på lang afstand. Men ingen hjalp mig. Jeg måtte ligge inde i en gyde og blive mishandlet," jeg smilede tilfreds, da jeg så deres ansigter. "Men så tog jeg mig sammen, og fik ham væk. Og så stak jeg kniven i hans liv," afsluttede jeg min historie. Jeg smilede tilfredst, og gik videre. Jeg vendte mig om, og sendte dem et luftkys, bare for at være irriterende.

Jeg grinte for mig selv, og fokuserede på vejen, jeg gik på. Jeg gik og gik da noget pludselig slog mig.  Jeg havde fortalt dem alt. At jeg havde drabt Jake.

De kunne få mig i fængsel!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...