One Direction - The Gray Girl

Efter forældrenes skilsmisse, flytter Tessa hjem til sin mor som vælger at bruge livet på alkohol, og stoffer. For at gøre det hele værre, begynder Tessa at gøre præcis som sin mor. Mens det verdensberømte boyband, One Direction, flyver verden rundt, møder deres fans, indspiller sange, og optræder, aner de ikke hvad der venter dem. Tessa Jones, bedre kendt som 'The Gray Girl' alt efter hendes personlighed, planlægger en ondsindet plan sammen med sine såkaldte venner. Tessa kender One Direction, og hun ved også, at de kommer til Las Vegas, for at tage en pause for musikken. Så lusket som hun nu er, finder hun også ud af, hvor de kommer til at bo det næste stykke tid. Da de er et verdensberømt boyband, har de mindst flere millarder af penge, som Tessa kun vil have fingrene i. Derfor beslutter hun, at vil hun forsøge at stjæle fra dem. Men går nu alt efter planen?

72Likes
116Kommentarer
10325Visninger
AA

11. Kapitel 10 - Hospitalet

Jeg kæmpede med at åbne mine øjne, og det lykkedes til sidst. Jeg blev mødt af et skarpt lys, der fik mig til at lukke øjnene igen. Jeg åbnede endnu gang øjnene, og glippede med dem. Alt blev synligt, og jeg satte mig hurtigt op. Ved siden af mig lå Kelly med lukkede øjne, så jeg gættede på at hun sov. Jeg betragtede rummet, og opdagede at jeg var i et hospital. Mit hjerte hamrede vildt i mit bryst - jeg hadede hospitaler. De var klamme, og alle lægerne var så venlige, at jeg fik kvalme af det. 

Jeg begyndte at ruske i Kelly. 

"Vågn op! Kelly! Vågn op!" sagde jeg. Hun farede sammen, og sprang forskrækket op af stolen. Da hun fik øje på mig, spærrede hun øjnene op, og trak mig ind i et langt kram. Forvirret krammede jeg tilbage. 

"Åh! Du aner ikke hvor glad jeg er for at du er vågen!" udbrød hun, og strammede sit greb om mig. Fortvivlet trak jeg mig ud af hendes greb om mig.

"Hvad er der sket? Hvad laver jeg her?" spurgte jeg undrende.

"Blodtabet var meget stort, og derfor besvimede du," svarede Kelly. "Men.. hvem gjorde det ved dig?" spurgte hun, og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg sukkede lidt.

"Jake.." mumlede jeg stille, og kiggede ned på mine hænder. Hun gispede. "Hvad mener du? Hvorfor gjorde han det?" spurgte hun endnu engang.

"Vi  havde en aftale, og jeg skyldte ham penge. Men jeg kom ikke med dem, og derfor blev han sur og.. ja.." svarede jeg. Hun nikkede forstående og åbnede munden, men før hun fik sagt noget, kom en læge ind. Jeg sukkede lydløst. "Jeg kan se du er vågen, og du må gerne være her i to dage mere, eller du kunne bare gå hjem nu," sagde hun venligt, og sendte mig et sukkersødt smil - lidt for sukkersødt. Jeg skar en grimasse.

"Jeg vil gerne hjem nu," svarede jeg bestemt. Hun nikkede og sendte mig endnu et smil, før hun gik ud af døren. Jeg kiggede ned af mig selv, og opdagede jeg var iført en hvid hospital kjole. "Har du noget tøj jeg kan tage på?" spurgte jeg Kelly, og rejste mig op fra sengen. "Ja, det ligger i tasken." 

Jeg gik over mod tasken, og gik ind i toilettet. Jeg skiftede hurtigt til en lyserød løs top, mørkebrune bukser, og en lidt kort cardigan - dog var det besværligt at tage den på, på grund af den åbenbart brækkede arm. Jeg gik ud af toilettet. Jeg skulle ud herfra, og det skulle være nu. Jeg småløb hen til udgangen, med Kelly i hælende på mig.

"Hey, vent lige! Hvorfor går du så hurtigt?" spurgte hun, og løb op ved siden af mig. "Ikke noget. Jeg er bare.. ikke særlig glad for hospitaler, men det er ligemeget nu." Hun nikkede lidt forstående. 

 

* * *

Da jeg var blevet udskrevet gik jeg en tur - uden Kelly. Jeg havde brug for at tænke. Det var først nu det var gået op for mig, at jeg havde drabt et menneske. Jeg havde slået Jake ihjel. Men det var det eneste jeg kunne gøre. En mærkelig følelse strømmede igennem mig. Jeg var ikke en morder. Jeg var bare The Gray Girl. Jeg var ikke lavet til at myrde. Men det skete altså.

Der var en masse mennesker i byen i dag. Det var ret irriterende syntes jeg. Jeg ville bare gerne være et sted hvor jeg kunne være alene, men det eneste sted jeg kunne være alene i, var i gyden. Og der turde jeg ikke at gå tilbage, for.. tænk hvis Jake stadig var der? En stemme i mig sagde at det var højst sandsynligt umuligt, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til det, da der stadig var noget i mig der frygtede at Jake var der.

"Dude, det ligner klovnesko!" udbrød en stemme højt, efterfulgt af en genkendelig latter. Jeg stivnede. Hvordan kunne det være, at jeg heletiden skulle støde ind i ham? Jeg ville vende mig om at gå, men det var for sent, for pludselig fik vi øjenkontakt. Hans grønne øjne borrede sig ind i mine, og efterlod et væld af skyldfølelse. Jeg rystede på hovedet, og fjernede mit blik fra ham. Jeg måtte ikke føle skyld over noget så latterligt. Jeg forlod ham, og det måtte han bare leve med - det var ikke fordi han ligefrem begik selvmord over, at jeg forlod ham. Jeg lod et fnis undslippe mine læber. Sjovt - eller ikke. Okay, det der var så meget sort humor.

Jeg kunne mærke hans blik hvile på mig, og det var virkelig ubehageligt. Jeg hadede når folk blev ved med at stirre på mig. Jeg kunne ikke klare det, og besluttede mig derfor for at gå. Jeg vendte mig om, og gik hen mod den modsatte retning af hvor han stod. Jeg gik med hurtige skridt hen mod et sted - et eller andet sted. Jeg skulle bare væk fra ham. Desværre var mit håb så stort, at det absolut skulle knuses, for da jeg vendte mig om for at se hvor langt jeg var kommet væk, stod han kun  få meter fra mig. Jeg sukkede irriteret af mig selv. 

"Hvorfor?" spurgte han, og trådte et skridt frem i mod mig. Jeg kiggede med et opløftet øjenbryn på ham. 

"Hvorfor gik du?" forklarede han, da han så mit forvirrede ansigtudtryk. Jeg hev min kolde facade frem. 

"Det kommer ikke dig ved," svarede jeg koldt. Han sendte mig et overrasket blik, som blev erstattet med lidt vrede. "Selvfølgelig gøre det det, når det var meningen at jeg skulle hjælpe dig, men så skrider du bare fanme? Hvad er der galt med dig?" Han sagde det hårdt, uden at vise nogen tegn på medlidenhed. 

"Jeg klarer mig fint alene. Jeg har ikke brug for hjælp, og især ikke fra en svag dreng, der knap nok kan passe på sig selv," sagde jeg endnu engang koldt. Hans øjne lynede af raseri, da han gik helt hen til mig. 

"Du skal overhoved ikke sige, at jeg ikke er stærk nok til at klare mig selv. Det var ikke mig der tiggede om hjælp, og begyndte at tude fordi jeg havde en sindssyg morder efter mig, på grund af de penge jeg havde lånt, som jeg brugte på stoffer som jeg ikke kan holde mig fra." Dét ramte mig virkelig. Han fik mig. Hvis det ikke havde været fordi jeg afslørede for meget i går, var det mig der stod og smilede tilfreds - ikke ham. Jeg sendte ham et vredt blik, og kunne mærke min hånd brænde en smule, da jeg gav ham en lussing. Lussingen var så hård, at hans ansigt blev vendt den anden vej, mens der langsomt dannede et rødt mærke på hans kind. Han vendte hurtigt sit ansigt mod mig, og da blev jeg overrasket. Hans blik - det var skræmmende. Det skræmmede mig. Han tog hårdt fat i min højre arm, og jeg kunne mærke smerten der langsomt kom snigende. Jeg ville vride min arm ud af hans greb, men han var for stærk. Hvordan kunne jeg overhoved kalde ham svag? 

Hans greb om min arm blev strammere og strammere, og smerten blev uudholdelig. Jeg gispede og forsøgte desperat at trække min arm til mig. Hans øjne viste stadig raseri, og hans greb om min arm løsnede sig ikke en smule. Jeg kunne mærke smerten der gik igennem mig, og hvordan varmen spredte sig i mig - ikke af kærlighed, men af smerte. Tårerne skreg efter at komme ud, og jeg beherskede mig for at holde dem inde. Til sidst kunne jeg ikke holde mere, og lod en tåre trille ned af min kind. Han stirrede i et øjeblik på mig, og slap min arm. Jeg trak den hurtigt til mig, og ømmede mig. Han rystede på hovedet, og kiggede på min arm, der havde fået et stort blå/gul mærke. Han åbnede munden en smule, og lod sit blik glide op til mine øjne. Hans blik blev ændret fra vredt, til undskyldende. 

"Undskyld! Det var ikke meningen!" sagde han, og rakte ud efter mig. Jeg veg tilbage, vendte mig om, og løb væk fra ham. Hvordan kunne det ikke være meningen? Jeg rystede på hovedet af mig selv. Jeg havde brug for at slappe af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...