Det svage punkt

Denne historie er en kærlighedshistorie, men handler mere om fortvivlse, og det folk kan finde på at gøre, når der ikke er nogen synlig vej ud af problemerne.

En pige flytter til byen Haraldsbro og bliver forelsket i sin genbo, Tristan. da Tristan også begynder at få følelser for hende, skaber det store problemer for ham, da nogle af de personer han omgås, ikke bryder sig om følelserne mellem de to.

Dette er en novelle om et valg.

0Likes
0Kommentarer
565Visninger

2. Valg

Tristan stod ud af sengen og begyndte at gå frem og tilbage. Han kunne ikke sidde stille nu. Hans tanker var mørke, og han var rastløs. Hvis han ikke skaffede sig af med Camilla, ville han ikke overleve. Men hvordan skulle han kunne dræbe Camilla? Han så hendes blå øjne for sit indre blik. Han så, hvordan hendes blide ansigt blev endnu mildere, når hun med lukkede øjne og benene trukket op under sig sad og spilede på sin violin. Men han tænkte også på gruppen. Den havde hjulpet ham. Givet ham et sted at høre til. Lige siden han kom ind i den, havde han ønsket at blive som Asbjørn. Hård, kold, stærk. Så han, hvis han en dag kom ud for en ulykke, hvor en hans venner døde, ikke ville føle sorgen. Han ville kunne stå imod sorgen over sin families død. Han ville lære at have kontrol over sig selv og sine følelser. Men han ønskede ikke at dræbe Camilla. Han kunne ikke. Men Anthonys ord blev ved at køre i hovedet på ham: Svaghed er en synd. Det at han ikke ville dræbe Camilla, gjorde ham svag i de andres øjne. Hans tanker blev hele tiden forstyrret af den døde kvindes skrig og billedet af hendes sorte øjne, og det fik ham til at føle sig endnu mere svag. Han havde ikke engang kontrol over sine egne tanker. Så tog han en beslutning.

Tristan bankede på Camillas med et udtryksløst ansigtsudtryk. Hun lukkede op og smilede ved synet af ham. Hun var så smuk, at det gjorde ondt. Hendes smil falmede. ”Er der noget galt,” spurgte hun bekymret. Hun så undersøgende på ham. ”Nej, jeg har det fint,” svarede han. Hun så ikke overbevist ud, men vendte sig om og gjorde tegn til, at han skulle komme med ind. Han lukkede døren efter sig og fulgte efter hende. Lejligheden var på størrelse med hans egen, men en hel del hyggeligere at besøge. Selv om vinteren stod der blomster rundt omkring. Det gjorde ham ked af det. De var næsten fremme ved den lille stue. Hans beslutsomhed var vaklet, da han havde set hende i døren, men han måtte gøre det, og han måtte gøre det nu, mens hun stadig havde ryggen til. Han rakte om på ryggen efter den dolk, han havde stukket i buksekanten. Han syn blev sløret af lydløse tårer, da han løftede kniven til hug.

Tristan stod og så ud over vandet. Regnen var drevet over, og månen skinnede blankt på flodens let bølgede overflade. Også vinden havde lagt sig, og det var næsten ikke koldt længere. Men uanset om det havde haglet, været frost og blæst med stormstyrke, ville Tristan ikke have lagt mærke til det. Han var løbet herned, så snart det var gået op for ham, hvad han havde gjort. Floden lå lige uden for Haraldsbro. Camilla havde altid elsket den. Hvordan den bugtede sig af sted uden tid. Selv det at se på den renser, plejede hun at sige. Tristan så ikke floden. Det eneste han så var Camillas lig. Det lå med ansigtet ned mod gulvet, og en stor blodpøl bredte sig ud over hendes tøj. Han hånd havde løsnet grebet om dolken, og den var faldet på gulvet. Han havde knælet ned ved siden af hende og rakt hånden frem mod hende. Han havde trukket den til sig, da han havde fået blod på hånden. Hendes hoved var drejet og han kunne se hendes ene øje. Det havde før været så fuldt af liv, men var nu tomt. Tanken gav ham kvalme. Hun havde været en glad person. Venlig, livsglad og fuld af forståelse overfor menneskers følelser. Nu var hun død, og det var hans skyld. Han følte sig snavset. Han kom i tanke om, at han stadig havde hendes blod på hånden, og han bøjede sig ned for at vaske det væk i floden. Han så, hvordan det forsvandt, da han stak hånden ned i vandet. Det fjernede snavset. Han rejste og begyndte langsomt at gå ud i vandet. Det omsluttede hans støvler, og hans bukser klæbede til ham. Han følte vandet vaske snavset væk. Han gik langsomt længere ud. Vandet gik ham til navlen, og han frøs ikke, selvom det var koldt. Tre skridt til. Vandet blev hurtigt dybere. Også forsvandt bunden brat. Hans fødder gled og strømmen fik fat. Også mærkede han en hånd om sin ankel, som trak ham ned. Han kæmpede i mod, men så igen Camilla for sit blik. Hans kræfter forlod ham, og han lod sig føre med. Ned i dybet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...