Det svage punkt

Denne historie er en kærlighedshistorie, men handler mere om fortvivlse, og det folk kan finde på at gøre, når der ikke er nogen synlig vej ud af problemerne.

En pige flytter til byen Haraldsbro og bliver forelsket i sin genbo, Tristan. da Tristan også begynder at få følelser for hende, skaber det store problemer for ham, da nogle af de personer han omgås, ikke bryder sig om følelserne mellem de to.

Dette er en novelle om et valg.

0Likes
0Kommentarer
558Visninger

1. Problemer

Tristan sukkede, da han kom til den lille hemmelige grotte. Det regnede udenfor, og Vinterdronnigen var ved at få overtaget. Løvskoven var ved at miste sine sidste blade, og luften var frisk og klar og duftede af sidst på efteråret og snarlig vinter. Det lille bål var tændt, og varmen slog ham i møde. Men på trods af velbehaget ved at være inde i varmen, ville han hellere være blevet ude i kulden. Der var noget der gjorde ham usikker. Halvmørket krøb sammen i hjørnerne, og de skygger flammerne lavede vred sig på stenvæggen. Han måtte bøje hovedet, for ikke at støde det mod loftet. Den lille hule havde lige siden han var meget ung, været hans trygge tilflugt sted. Et sted, hvor han kunne flygte hen, når verden blev for meget, og sorgen blev for knugende. Den havde en næsten hellig betydning for ham. Men i dag glædede han sig ikke til at mødes med de andre.

……….

Tristan gik gennem byen Haraldsbro uden at se den. Han hørte ikke den sædvanlige støj af små drenge der legede, piger der græd og sælgere der råbte højt i munden på hinanden. Det eneste han hørte var stilhed. Han mærkede ikke regnen eller den iskolde blæst. Det eneste han mærkede var tomhed. En tomhed der fyldte ham indefra. Den havde været der så længe, at han ikke havde lagt så meget mærke til den. Men den var aldrig forsvundet. Tomheden havde hele tiden været der om aftenen, når han var alene.

Han var kommet hjem og stod lidt foran døren, inden han gik ind. En lille trappe førte op til de private lejligheder. De lå ovenpå på kroen, Den syngende svale, og støjen og duften af mad trængte op gennem gulvet. Han havde ikke lyst til at gå ind, men vidste ikke, hvor han ellers skulle gå hen.  Han sad fast i en klemme og så ingen vej ud. Hvordan skulle han nogensinde kunne gøre, hvad de bad om? Det kunne han ikke. Men han kunne ikke slippe væk. De andre havde bevist, at de var hårde. De havde ingen svagheder, og han beundrede dem. Der var intet de frygtede. Især Asbjørn. Han var den ældste af de syv. Han var stor og stærk, og han var flokkens leder. Svaghed var et ord der blev spyttet på, og nåde var ikke en ting, han var bekendt med. Det var ham der vidste, hvornår den næste sending ædelstene eller det næste fornemme selskab kom forbi. Det var ham der planlagde, hvordan man bedst greb sagen an. Hvilken side der var mest egnet til angreb, hvornår det bedste tidspunkt til angreb var. Det var ham der vidste, hvornår en borger havde fået noget af værdi, som kunne stjæles. Han var klog og snedig, og de var aldrig nogensinde blevet fanget efter et røveri. Selv den mest splejsede i flokken, Anthony, der var et hoved mindre end Tristan, havde bevist, hvad han duede til. Det havde Tristan også, og han havde været et respekteret medlem af flokken. Indtil for 3 måneder siden. De havde været ude og plyndre. Et stort selskab af adelige havde været ude at rejse. Der havde kun været få vagter, som var lette at skille sig af med om natten, da selskabet havde slået lejr i en lysning. De høje buske og dybe skygger gjorde, at de ikke var blevet opdaget, før de var kommet helt tæt på. Der efter var alle de adelige blevet hugget ned i deres senge og udplyndret for alt af værdi. Det havde været hans opgave at dræbe tjenestefolkene. Der var aldrig nogen der slap levende. Det ville få dem til at se svage ud. Tjenestefolkene havde boet i et langt telt. Han havde prøvet noget som det før, og det tog ham ikke lang tid at skille sig af med dem, der lå på jorden under tæpperne. Men da han nærmede sig den anden ende, gik det op for ham, at en af dem var vågnet. En kvinde med et barn. Hun var den sidste tilbage. Hun så på ham med øjne der var store af frygt fuldstændig stivnet. Hun havde iagttaget ham siden han var kommet ind. Han havde taget et skridt hen imod hende, mens han havde hævet øksen, og hun havde skreget og kastet sig mod teltdugen, som var gået i stykker, også var hun løbet ud i natten. Han havde tøvet, men var så løbet efter hende. Hun løb mod skovbrynet, og han forfulgte hende. Så var hun snublet og faldet, og han indhentede hende. Hun havde skreget, grædt og tigget om nåde, men det der havde stoppet ham, havde været hendes mørke øjne. De var næsten sorte. Det eneste han kunne huske om sin mor, var, at hun havde haft sorte øjne. Kvinden havde knuget det lille barn ind til sig, og det skreg og sprællede for ikke at blive kvalt. Han havde tøvet og sænket øksen. Og det havde Asbjørn set. Han havde altid sagt at nåde var et tegn på svaghed. Kvinden var kommet på benene og løb videre mod skoven. Asbjørn var kommet hen til ham og uden at sige et ord, havde han langet Tristan en på siden af hovedet med så stor kraft, at han faldt til jorden. Pete, som havde indfanget de riges heste, var kommet ridende hen til dem. ”Er vi nu begyndt at efterlade overlevende?” spurgte han uden følelser i stemmen, da han så kvinden løbe. ”Nej,” svarede Asbjørn kort og koldt. ”Følg efter hende og dræb hende.” Pete havde sat hesten i galop, og Tristan havde hørt kvindens skrig, da øksen borede sig ind i hendes ryg. Asbjørn smilede næsten og efterlod ham. Den døde kvinde og hendes barn var blevet slæbt med hen til de andre, og de havde sat ild til det hele. Asbjørn havde ikke talt til ham, men havde fortalt de andre historien. Anthony var kommet hen til ham. ”Du må tage dig sammen.” Hans stemme var kold, men hans øjne var bekymrede. ”Du virker svag, når du lader dem løbe. Du må lærer at styre dine følelser. Ellers bliver dine svage punkter synlige, og svaghed er en synd” Der var et lille glimt af smerte i hans øjne, da han vendte sig om og gik. Siden da havde Tristan været ivrig efter at bevise sin styrke.

Han så den døde kvindes øjne for sit indre blik, da han faldt ned på sin seng. Hans problemer var vokset siden dengang. Camilla var kommet til byen. Camilla der altid var glad og aldrig bar nag. Hun var musiker og kunstner og hans absolutte modsætning. Hun havde lyst hår og blå øjne, og han havde sort hår og sorte øjne, ligesom sin mor. Camilla var flyttet ind i lejligheden overfor, og dagen efter var hun kommet på besøg for at hilse på sine nye naboer. Normalt ville han have afvist et besøg som det, men noget ved hende havde fået ham til at lukke hende ind. Måske havde det været hendes glade natur, eller glimtet i hendes øjne. Et glimt af ærlighed. De havde haft det sjovt og siden den dag, var hun jævnligt kommet på besøg. Han begyndte også at besøge hende, og de var blevet gode venner. Han havde fortalt hende om sin familie. Om sygdommen, døden og derefter sorgen. Han havde fortalt, at han var blevet hjemløs, men han fortalte ikke om, hvordan gruppen havde givet ham et sted at være. Hun havde holdt om ham og trøstet ham, da han ikke havde kunnet holde tårerne tilbage. Han havde aldrig før grædt over sin families død, men dengang havde han, og sammen med tårerne forsvandt den byrde sorgen havde lagt på ham. Den dag havde han for første gang følt sig hel. En helhed der kom og gik med Camillas selskab. Men en dag, hvor de havde været på markedet, havde han følt en persons blik på sig og kigget op. Anthony havde stået og set direkte på ham, og han var blevet fyldt med en iskold uro, men da Camilla ville have ham til at se en lille billedramme, hun havde fundet, havde han kigget ned, og da han næste gang så op, var Anthony væk. Men uroen havde ikke forladt ham.

Mens han lå på sengen, tænkte han mødet med de andre igennem. Da han var kommet ind i grotten, havde de andre siddet omkring bålet og ventet på ham. ”Hvad hedder hun?” havde Asbjørn spurgt uden nogen form for anledning. Tristan havde mærket igen mærket uroen. ”Hvem?” spurgte han, selvom han udmærket vidste det. Asbjørn lod sig ikke narre. ”Du ved godt, hvem jeg taler om,” havde han snerret. ”Nej, det tror jeg ikke, jeg gør,” havde han sagt, selvom han vidste, at ingen af dem troede på det. ”Gør du ikke? Du kender ikke en pige med lyst hår og blå øjne? Ret høj? Nej?” Tristan var stivnet. Han havde hele tiden vist, at det måtte være Camilla de talte om, men han havde alligevel ikke kunne forhindre sig selv i at håbe. Nu var der ingen tvivl. Han rystede på hovedet. ”Anthony sagde ellers, at I så ret bekendte ud.” Anthony løftede ikke blikket fra flammernes dans, selvom Asbjørn nævnte hans navn. De andre sad også at kiggede ind i bålet. Asbjørn sagde næsten venligt belærende: ”Nu må du passe på at dine følelser ikke løber af med dig. Du husker vel Kaspar? Du skulle jo nødigt ende i den situation.”  Han kunne godt huske Kaspar. Han havde været en af dem, som havde ladet `følelserne løbe af med sig.´ Det var i det første år, Tristan havde været medlem af den lille bande. Kaspar var blevet forelsket i en tjenestepige, og da Asbjørn havde fundet ud af det, havde han bedt Kaspar om at skaffe hende af vejen. Hun var blevet hans svage punkt, sagde Asbjørn, og dermed blev hun også gruppens svage punkt. Men Kaspar kunne ikke få sig selv til at dræbe hende. Han valgte at rejse væk med hende, at flygte. En nat havde de pakket alt og var redet ud ad byen. Asbjørn blev rasende, og han påstod, at det var farligt for gruppen at have en, der vidste så meget om dens bevægelser rendende overalt, og de havde opsporet ham og dræbt ham.

Asbjørn havde rejst sig og cirklede nu rundt om ham. ”Du må skaffe hende af vejen. Du kan ikke styre dine følelser.” Hans stemme var kold og snerrende. ”Jeg bryder venskabet med hende i aften,” sagde Tristan så roligt han kunne. ”Det er ikke godt nok.” Det var Anthony der blandede sig. ”Selvom du ikke vil tilbringe så meget tid med hende, og selvom hun ikke længere vil interessere sig for dig, vil hun stadig gøre dig svag.” Han lød næsten beklagende, men hans ansigt var udtryksløst i skæret fra bålet. Asbjørn var standset bag ham. ”Hvis du ikke gør det, gør vi det, og du bliver aldrig mere en del af gruppen,” sagde Asbjørn lavmælt. ”Hvad mener du?” havde Tristan spurgt og vendt sig om mod ham. ”Du er meldt ud af gruppen, indtil vi ved, at vi kan stole på dig. Og hvis du ikke viser det hurtigt, kommer vi efter dig.” Så smilede Asbjørn pludselig. ”Ligesom med Kaspar.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...