En vejleders liv er et helvede

Sjette år på Hogwarts, denne gang med et vejlederemblem på brystet. Aria går igennem en hård tid, fra pludselig at skulle tage overgangen fra prankmaster til ansvarlig sekstenårig.
Og man kan roligt sige, at det ikke går helt som planlagt.

5Likes
0Kommentarer
1324Visninger
AA

2. Vandskræk

Min niende dag som vejleder. Hvorfor. Hvorfor, Dumbledore? Hvorfor skal det absolut gå udover mig, at folk ikke kan opføre sig ordentligt? Jeg følte pludselig med de vejledere, der havde været vejledere, mens jeg var her. Nej, men det må virkeligt have været et helvede. Jeg har trods alt ikke ligefrem været en engel. 

Jeg lod mine hænder glide igennem den lange side ad mit hår, og forsvandt lynhurtigt ned i opholdsstuen, ikke for at tjekke, om der er nogen der laver ballade, men blot for at lægge mig på sofaen og dase, istedet for at lægge oppe på sovesalen fordybet i mine egne nervøse tanker. Jeg lå nu bare på Gryffindors sofa, og stirrede op i loftet, for første gang totalt væk fra mine omgivelser. Det vil sige, indtil der var en, der begyndte at ruske helt vildt i mig, og så ud som om hun er ved at dø af fryd, over et eller andet, som jeg ikke ante hvad var. Hun bad mig så om at følge med, og først skulle jeg til at protestere, men da jeg så hørte, at der ventede mig noget udenfor slottet sprang jeg ivrigt op, og fulgte resolut efter. Var der noget jeg elskede, så var det overraskelser.

Hun trak et tørklæde op ad hendes lille felttaske, og bandt mine øjne til, hvilket jeg egentligt synes var ganske morsomt. Hvad jeg ikke havde lagt mærke til, var, at hun er en af dem, jeg har været meget efter, lige siden mit andet år på Hogwarts, og derfor blev jeg heller ikke det mindste mistænksom, da jeg blev ført væk af hende - hun var Gryffindor, for christ sake. Hun kunne ikke ønske at gøre mig ondt. Det ville jeg ganske enkelt ikke tro på. Helt væk i mine drømme om overraskelser, og spænding, lagde jeg kun mærke til, at det hurtigt blev køligere, men absolut intet andet. At der pludselig lød flere skridt lod også blot lægge bagerst i min erindring - det vigtige var det, jeg skulle se. Det, jeg skal opleve. 

Jeg lagde derfor heller ikke mærke til de nu mere dunkende, og mindre stabile skridt, som jeg pludselig tog. Jeg fulgte blot efter hele vejen, en smule smilende, og da jeg så endelig fik trukket bindet af, nåede jeg ikke at åbne øjnene, før jeg blev skubbet direkte ned i Hogwarts' sø. Siden jeg har været vandskræk så langt tilbage som jeg kan huske, kunne jeg derfor ikke svømme, og sparkede derfor blot febrilsk for at holde mig ovenvande. Jeg kunne ikke få vejret, og langsomt, langsomt begyndte jeg at gå i panik nede i det iskolde, spejlblanke vand. At jeg gik så meget i panik, må have vækket noget nede i vandet, for pludselig blev jeg trukket nedenunder det, af noget ... noget, med stærke arme, netop som jeg skulle til at ånde ind, hvilket gjorde, at jeg fik en ordentlig mundfuld vand helt ned i lungerne. 

Efter at have reageret temmelig panikslagen, endte jeg endelig med at reagere rigtigt - jeg sparkede alt hvad jeg kunne for at komme op til overfladen, hvilket så ud til at få dyret, der holdt mig nede, endelig slap min ankel, og jeg styrtede op til overfladen for at få noget luft. Mine lunger føltes bogstaveligt talt som om de skulle sprænges, hvis de ikke snart fik noget at arbejde med, og jeg endte da også oppe på bredden, med en så forbløffende fart, at jeg helt blev chokeret over mig selv. Jeg endte så med blot at hoste vand ud på den allerede temmelig mudrede jord, og så lægge mig ned, der hvor jeg netop var steget op. Jeg var ude ad stand til at røre mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...