En vejleders liv er et helvede

Sjette år på Hogwarts, denne gang med et vejlederemblem på brystet. Aria går igennem en hård tid, fra pludselig at skulle tage overgangen fra prankmaster til ansvarlig sekstenårig.
Og man kan roligt sige, at det ikke går helt som planlagt.

5Likes
0Kommentarer
1341Visninger
AA

1. Første vejleder-dag

Trods jeg havde læst brevet hundrede gange ændrede det ikke på min fortvivlelse. Vejleder? Hvor fanden bliver alt det sjove så af? Jeg sad endnu en gang med brevet i højre hånd, og vejlederemblemet i det andet. Første dag på Hogwarts, og den havde allerede udviklet sig til dette. Et tungt suk undslap mine læber. Nå, men... der var vel intet andet for, end at tage det på kappens bryst, og så leve med de sigende blikke. Jeg havde allerede fået tusind ting at vide, som jeg kunne forpligte sig selv til at gøre. "Husk nu, at tage ikke kun én men to sikkerhedsrunder hver morgen, middag, og aften!" Jeg havde egentligt bare svaret med et klagende lyd, og havde ikke i sinde at gøre det, uanset om jeg så blev tvunget til det. Fandeme nej.

Mit blik hævede sig, og jeg sad nu og stirrede ind i den blege væg, der mindede mig om kalk. Måske var det også det, der var der? Jeg havde aldrig fundet ud ad det, trods jeg havde været henne ved væggen tusindvis af gange, for at se, om jeg kunne slå hul i den. Det havde skam også lykkedes mig at lave en bule i væggen, hvor min hånd så blev øm, og helt hvid ad enten kridt, eller k --

Mine tanker blev fuldkomment afbrudt, da jeg pludselig fik en pude i baghovedet, og jeg drejede det sløvt. Hvor længe havde jeg mon bare sat og gloet ud i luften?

"Aria! Der er morgenmad nu, så let dog din røv!"

"Smut du bare selv, jeg har ting at tænke over - hey, gider du skrive ned, hvad Dumbledore siger i hans normale tale? Jeg er ikke rigtigt sulten," spurgte jeg, og brød ud i et latterfnys, da hun begyndte at forklare at det var åh-så-forkert at blive væk fra Dumbledores taler, når jeg nu er vejleder, og jeg burde også være der, for at se til de andre, og huske, at der altså også var timer i dag, som jeg skulle til, og kunne ikke lade være med at afbryde hende med et: "hvorfor tage endnu mere hensyn til andre mennesker, bare fordi der nu er sat stempel? Jeg har sgu da ikke tænkt mig at afbryde mine hyggestunder, bare fordi jeg har et stykke stof at slæbe på, Aylin. Gå nu bare ned, hvis du synes det er så skide vigtigt at hjælpe de små, forsvarsløse førsteårselever. Jeg bliver her." Jeg lyttede en smule, og kiggede så hen på Aylin, der brokkede sig, for derefter at vende blikket imod døren ud til trappen. "Hør, jeg tror faktisk Peeves er igang med at overfalde dem lige nu."

Mens Aylin havde aldeles travlt med at komme ud og stoppe Peeves i at rykke førsteårseleverne i håret, sad jeg endnu engang og betragtede det røde, og guldfarvede stof. Overvejede, om det mon ville komme tilbage, hvis jeg smed det ud i søen, eller om det ville synke til bunds, og blive derude for evigt. Der var kun et problem - kæmpeblæksprutten ville om nødvendigt tvinge mig ned i vandet, for at hente det, og jeg har været vandskræk hele mit liv igennem. Hvis jeg nu gav det til en af husalferne, og bad dem -- nej, så hellere brænde det selv, det er jo tøj. På en eller anden måde. 

Jeg bevægede mig ganske stille og roligt ned i opholdsstuen, og lod blikket glide rundt på dem, der tilsyneladende alle ventede på at få lov til at gå, af Aylin. Den pige er simpelthen utrolig. Nu render hun rundt og tjekker folk for "ulovlige genstande". Jeg mener, hvad sker der.

"Hey, Aylin, jeg tror altså ikke ligefrem der er nogen af dem der har smuglet noget herind, for at dræbe nogen. I det tilfælde, skulle det da lige være dig, hva'?" grinte jeg hen imod et lille skravl af en førsteårselev, som stod helt fortumlet efter at være blevet rodet rundt af Aylin. Jeg gik ganske stille og roligt hen, og prikkede hende på skulderen, og mens jeg havde hendes opmærksomhed, gav jeg resten tegn på, at de skulle smutte, ved blot at give et lille nik med mit hoved, hen imod portræthullet - og væk var de.

"Hør... din dræberflok stak af." klukkede jeg, og satte så selv afsted imod portræthullet, for at undgå en flyvende lysestage, som tydeligvis blev affyret af Aylin - allerede fra morgenstunden, har Aria fået en til at gå helt hen og hænge i hængslerne. Hvilken sejr! 

Jeg bevægede mig ned imod Storsalen, og støtte endnu engang ind i den gruppe jeg lige havde reddet fra Aylin. Hun er simpelthen alt for desperat efter at få ros, det pigebarn. Jeg bevægede mig roligt videre ned ad gangen, og endte så med at stå ved Storsalen, træde indenfor, og trække vejret tungt en gang eller to, før jeg så fortsatte hen imod kollegiebordet. Hvordan ville folk ikke reagere, nu jeg var vejleder? Ville de blive mere omgængelige? Ville de måske tro, at jeg ville give dem lov til alt muligt skod, som de kunne skyde videre over på mig? Vent, hvorfor fanden tænkte jeg overhovedet på det skide emblem? Det var bare et stykke stof, intet andet. Det kunne ikke få folk til at ændre deres syn på hende, så meget.

Tilsyneladende jo. Det kunne det godt.

Jeg blev sat for ulidelige opgaver hele dagen lang, som at stoppe Slytherins fra at hugge boldene fra førsteårseleverne, og jeg tror aldrig, jeg har haft så stressende en dag, som jeg havde den dag. Og det var bare starten på året! Hvordan fanden skulle jeg overleve i sådan en verden!?

Sengetid var en fryd. Jeg har aldrig følt mig så frelst i hele mit liv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...