Hate that I love you | Larry Stylinson

Tænk hvis den person du nærede den mest oprigtige kærlighed for, ikke anede den slags kærlighed overhovedet eksisterede?

Lige siden deres første møde, har Harry været næsten stensikker på sin homosexuelle kærlighed for bandets ældste medlem, Louis.
Problemet er bare, at Louis er til piger...

Denne Movella handler om den usikre kemi mellem Harry og Louis, og hvor dybt uvished kan såre.

94Likes
89Kommentarer
9258Visninger
AA

3. Må jeg præsentere...

"But everytime we touch.."

 

Harry sad på en stol i køkkenet, med hovedet tungt placeret på hans håndflade. Hans humør var i al hemmelighed dalet et par grader, da Louis triumferende havde annonceret, at ham og Savannah nu havde gjort deres forhold officielt, og at de i aften skulle ud på hvad Louis havde kaldt: "Deres livs aften".

De sidste mange uger havde passeret i stilhed, mere stilhed end hvad Harry havde brudt sig om. Louis og ham snakkede knap nok sammen, og under interviewene koncentrerede Harry sig mest om ikke at kigge på Louis. Han frygtede for, at hans jalousiudbrud på badeværelset havde sat en dæmper for deres venskab. En dæmper han var utrolig utilfreds med.

Hans tanker lukkede af for omverdenen, og tog ham en uge tilbage, tilbage til "Den dag";

Sammen sad de, i hver sin side af sofaen og så en form for romantisk komedie. Harry trak knæene op under sig, og lagde hagen på dem. Sådan forbi passerede de næste mange timer, i selskab med popcorn, Louis og et alt for stort Tv.

”Hey Louis! Vent lige..” Harrys stemme brød den tunge stilhed der hang i luften, da Louis slukkede Tv’et, for at gå op og lægge sig. 

Louis vendte sig om, kørte nervøst en hånd gennem sit hår og så på Harry. ”Ja?”

Harry tog en dyb indånding og så ind Louis’ klare øjne. Blå som havet, og han følte han var ved at drukne i dem. ”Jeg.. Jeg er ked af, at tingene er sådan mellem os. Jeg er ked af, hvis det er fordi jeg lavede en scene på badeværelset, det var slet ikke sådan ment. Jeg var bare træt..” Hans blik faldt ned på det lyse trægulv foran Louis’ fødder.

Så naiv og godtroende som Louis var, åd han løgnen råt. ”Hey – Det er cool. Vi finder bare på noget at lave. I morgen måske? Men jeg er træt nu, så jeg smutter i seng nu.” Louis’ smil fik Harrys læber til at blotte en perfekt række af tænder.

”Jo, fedt. Godnat så!” Harry blev stående indtil Louis smilende forsvandt op ad trappen, før han tog en håndfuld popcorn og selv gik i seng.

Men de fandt aldrig på noget at lave. Enten var der en ny sang der skulle skrives, et nyt interview, eller også var hele hans dag booket med Frk. Solskin Savannah.

Han havde bare brug for et eller anden.. Opmuntrende.

Hans tunge skød reflektivt ud af munden, der antog en syrlig smag ved tanken om stoffer. Han ville slet ikke tænke tanken til ende, det var simpelthen for latterligt. Han kunne umuligt være den eneste, der sad og muggede over ulykkelig kærlighed - Og "de andre" tog da ikke stoffer, vel? Han burde være glad på Louis' vegne, og det var han også! Eller, han prøvede i hvertfald. Han tvang sig selv til at smile ved tanken om den dag, de ville offentlig gøre deres bryllup. Deres sølvbryllup.. Guldbryllup... Diam - Argh! Hans hoved skreg op, bad ham stoppe denne sårende tankestrøm.

Det var umuligt! Hvad var det også at forlange? Han var forelsket i Louis, og Louis var forelsket i en anden, og Harry skulle være glad på deres vegne?

Hans fingrespidser fandt atter frem til hans hårbund, og borede sig fast mellem de mørke, krøllede hår. Han kneb frustreret sine øjne sammen og slog gentagende gange hovedet ned i bordet, før en dundrende hovedpine tryglede ham om at holde op.

Han vågnede med et spjæt, da døren i entréen pludselig blev slået op. En kold vind ramte Harry, sammen med lyden af to nyforelskede, leende mennesker. Harry skar et utilfreds ansigt, men vidste at han måtte droppe den mistænksomme attitude.

- "Harry! Det var godt du var her. Der er en du skal møde." Louis rykkede sig høfligt til siden. Harry rejste sig modvilligt op, og gik ud i entréen for at hilse på Frk. Solskin. Da han endelig løftede blikket fra gulvet, blev han mødt af et syn så overvældende, at hans hjerte sprang et par slag over. Dér stod hun. Savannah. Hans livs fjende. Så uskyldig, med langt, lyst, bølgende hår og et par lyseblå, funklende dådyrsøjne, omkranset af store øjenvipper der fuldendte det engle-agtige look. Solen stod lige i hendes ryg, og gjorde hende endnu mere imponerende. Harry gispede. Han kunne umuligt hamle op med "hende" ..

 

"Harry. Må jeg præsentere mit livs kærlighed; Savannah!"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...