Hate that I love you | Larry Stylinson

Tænk hvis den person du nærede den mest oprigtige kærlighed for, ikke anede den slags kærlighed overhovedet eksisterede?

Lige siden deres første møde, har Harry været næsten stensikker på sin homosexuelle kærlighed for bandets ældste medlem, Louis.
Problemet er bare, at Louis er til piger...

Denne Movella handler om den usikre kemi mellem Harry og Louis, og hvor dybt uvished kan såre.

94Likes
89Kommentarer
9355Visninger
AA

4. Kys og sandhed

"But still it is the greatest pain, to love and not be loved again.."

 

En kugle af vrede, og angst for at miste voksede sig stor i Harry's mave.

Savannah blinkede et par gange, før hun stak hånden frem og hilste. "Du må være Harry? Louis snakker så pænt om dig." Som om det ikke var nok, var hendes smil ligeså smukt som hendes personlighed. Harry nikkede blot, før han vendte sig om mod Louis. Bare at se hans glade smil, fik ham til at glemme alt om hans dårlig humør. Hans trak op i højre mundvige, og klukkede kort. "Tillykke med det, begge to." De to turdelduer kiggede på hinanden, og Harry så sit snit til at forlade rummet og smutte ovenpå.

Ligesom han havde nået trappens fod, bremsede Louis ham med en solid hånd på hans skulder. Harry's krop slog gnister, ved den blotte berøring. "Harry? Hvor skal du hen?" Louis klukkede nervøst, han var åbenbart ligeså anspændt som ham selv. "Savannah og jeg vil gerne i biografen. Vil du med?" Hans tiltede hovedet svagt på skrå. Harry kunne knap nok trække vejret, og da slet ikke besvare hans spørgsmål.

Selvfølgelig ville han ikke med. Så kunne han brænde op indeni af jalousi, mens de kunne sidde og dele en portion spaghetti. "Jeg.. Eh..." Louis tog fat om hans håndled og trak ham afsted mod døren. "Du har faktisk ikke noget valg", lo han. Harry satte bremserne i. Der var grænser for, hvor meget han kunne klare! "Jeg beklager, Louis.. og Savannah." Navnet gav ham en dårlig smag i munden. "Jeg har ikke lyst."

Før han fik fat i deres svar, eller fik et ordenligt glimt af de forvirrede blikke de udvekslede, forsvandt han op ad trappen og smed sig udmattet i sengen.

 

Louis sendte Savannah et undskyldende blik. "Jeg tror du må gå hjem nu. Jeg ved ikke hvad der er galt, men jeg bliver nød til at finde ud af det." Før hun nåede at protesterer, stødte hans bløde læber mod hendes eftergivende. Hun lagde sin hånd bag hans hoved, men han trak sig reflektiv væk. Han havde ikke lyst til hende når Harry var sådan. "Vi ses!" Hviskede han og slap hende. Hun forlod huset.

Louis vendte sig om og fulgte efter Harry op ad trapperne. Det mørke hår sad vindblæst, som en reaktion på det voldsomme vejr udenfor. Han tog sin hånd og kørte det hurtigt til den ene side, før han åbnede døren på klem. Et sug bragede igennem hans krop, da han så Harry sidde på den anden side af sengen. Han sad med sammenfoldede hænder og nakken bøjet. Han havde ikke andet end sine bukser på. Hvorfor var han sådan? Louis trådte ind i det mørke rum. Det eneste lys der brød mørket, var det der kom fra vinduet på Harrys side. Han gled igennem rummet som en skygge, før han satte sig ved siden af Harry. "Er du.. okay?" Louis kunne godt tænke sig til, at han ikke havde det 'okay', men han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Han kunne ikke lide situationen.

Harry trak sig lidt væk, hans skuldre skælvede. Han græd. "H.. Harry?" Hviskede Louis. Han kunne mærke sin egen stemme blive grødet. Han lagde en hånd på Harrys nøgne ryg. Han var brandvarm. Det sendte små stødende signaler igennem Harry's krop. "Du måtte gerne have advaret mig.." Mumlede Harry. Selvom hans øjne var lukkede, slog de gnister. Hans jalousi var ustoppeligt. Som en knude i hans mave, der voksede, voksede og voksede.

"Hvad mener du?" Louis var mere forvirret end før, men han var glad for at Harry ikke ignorerede ham. Det ville han ikke kunne klare - "Ja, om Savannah!" Snerrede Harry. Louis' uvished gjorde næsten Harry mere vred end han var over selve problemet. "Hvorfor skulle jeg advare dig?" Louis klukkede igen nervøst. Han var urolig igen, Harrys humør forvirrede ham noget så grusomt. Harry undlod at svare.

Louis måtte tage intiativ, han måtte have svar. "Du er... Du er ikke jaloux vel?" Han kneb øjnene en anelse sammen og satte sig på hug foran Harry, som ikke kunne undgå at se ham i øjnene. Harry vendte hovedet væk, tårene sveg i hans øjne. Var han virkelig så let gennemskuelig? Louis tog fat i hans hånd. "På mig? Jeg tror virkelig ikke Savannah" - "Nej!" Afbrød Harry.

Det var tid. Det kunne jo umuligt blive værre, så hvorfor ikke bare komme ud med det? Louis fortjente at få afvide, at han havde et valg. Han fortjente at vide, hvorfor Harry var så mærkelig.

"Jeg er ikke misundelig på dig, Louis." Han rejste blikket, så hans rødsprængte øjne så direkte ind i Louis'. "Jeg er misundelig.. På Savannah."

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...