Hate that I love you | Larry Stylinson

Tænk hvis den person du nærede den mest oprigtige kærlighed for, ikke anede den slags kærlighed overhovedet eksisterede?

Lige siden deres første møde, har Harry været næsten stensikker på sin homosexuelle kærlighed for bandets ældste medlem, Louis.
Problemet er bare, at Louis er til piger...

Denne Movella handler om den usikre kemi mellem Harry og Louis, og hvor dybt uvished kan såre.

94Likes
89Kommentarer
9401Visninger
AA

8. Hjertebanken

"And you can see I'm terrified, but I'm not leaving. I know I must pass this test; So just pull the tricker.."

 

Den øredøvende lyd af Harrys hjerte der stormede derud af, overdøvede den hakkende lyd af Feluca's gråd, der var brast ud, da han efter flere, langsomt forbipasserende minutter, endnu ikke havde afgivet en reaktion. Eller det vil sige, han havde afgivet en reaktion, et gisp, det var nok bare ikke ligefrem den reaktion Feluca havde regnet med. Men på den anden side, var Felucas 'nyhed', heller ikke hvad han havde regnet med. Så nu sad de der, på hver sin side af sengen, og ingen af dem talte. Det eneste der brød stilheden, var Feluca's små udbrud af gråd, når stilheden blev for meget.

        - Kan du i det mindste ikke sige noget?, Forlangede hun.

Hun fjernede endelig hænderne fra sit ansigt.

Øjnene var rødsprængte, og gjorde Harry sørgmodig på hendes vegne. Han kunne sagtens se tingene fra hendes vinkel, men han tvivlede på, at hun kunne se tingene fra hans. "Hvad vil du have jeg skal sige?" Knurrede han, en anelse hårdere end det måske var ment. Han kørte hånden igennem det nu svedige hår, blot for ikke at gå i stå igen. Denne atmosfære der havde lagt sig som et tungt tæppe over dem kvalte ham næsten. Selvom han ikke havde åndenød, følte han sig.. Kvalt.  Endnu et udbrud af gråd skar igennem stilheden, og Harry følte sig forpligtet til at vende sig om. Forpligtet, fordi hun jo ikke blev gravid af ingenting. Han havde også bidraget. Han lagde armene omkring hende, og gav hende et kærligt klem. Hun gemte atter ansigtet væk ved hans bryst og hele hendes krop skælvede.  Sig dog noget, huskede hans tanker ham på. "Jeg... Jeg beklager virkelig, Feluca. Kan du ikke... få det fjernet?" Han vidste udmærket at det måske ikke var det smarteste at sige, men han var blank for idéer. Dette var seriøst, ikke længere en barnlig jalousi-leg. Hun undlod at svare, men han kunne mærke, at hun nikkede ved hans bryst. Han strammede grebet omkring hende, prøvede at lægge en dæmper på det store chok de begge lige havde været udsat for. Stilheden sænkede sig igen, den kom krybende fra alle hjørnerne og lagde armene om Harry, som han havde lagt sin om Feluca. Strammede sit greb, og nægtede at give slip. Igen, fik han følelsen af at blive kvalt.

                                 - Hey, skal vi ikke lave noget? Fjerne al den dårlige stemning?, Prøvede han.

Han forventede ikke rigtig et ja, men han havde i det mindste prøvet at få stemningen væk. Prøvet at få den genet hjem i de mørkeste kroge, hvor den hørte til. Men den holdte fast. Om den havde taget Felucas stemme, eller om hun bare syntes han spørgsmål var for latterligt til at gide besvare det, kunne han ikke sætte sin finger på. Først da han hørte hendes vejrtrækning blive svagere og dybere, og små snorkelyde komme fra hendes strubehoved, fandt han årsagen til, at hun havde ladet hans spørgsmål hænge i luften som en tung sky. Han vuggede hendes let frem og tilbage, og eftersom der ikke var noget andet at lave, vandrede hans tanker tilbage på Louis. Louis, som han førhen beundrede, forgudede og elskede så højt. Louis der var så perfekt.  Louis, hvis skyld det rent faktisk var, at han sad med sin 'kæreste' og deres ufødte barn, og prøvede at holde fast i sit teenage liv, nu hvor han blev skubbet ud i et seriøst voksenliv med konsekvenser. Hvad han ikke ville give, for bare at være Harry Styles igen. Harrys, Prince Charming fra One Direction.

 

Men han kunne ikke længere kende sig selv. Han var blevet så forandret, at han tvivlede på, at når Liam, Niall og Zayn kom tilbage fra deres ferie i Carribien, ville kunne genkende ham. Ikke fordi han så forandret ud, men fordi han var forandret indeni. Det var stadig det krøllede hår, og det skæve smil han så i spejlet, men hans øjne var blevet langt mere sørgmodige. Som om deres livglød var blevet slukket, som et stearinlys der blev pustet ud.

Som om hans livglæde med ét var forsvundet. Som om der manglede noget der kunne udfylde det hul der voksede i hans mave og fortærede hans indre, noget der kunne give hans øjne deres glød tilbage. Noget anderledes.

Noget mere alá Louis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...