Hate that I love you | Larry Stylinson

Tænk hvis den person du nærede den mest oprigtige kærlighed for, ikke anede den slags kærlighed overhovedet eksisterede?

Lige siden deres første møde, har Harry været næsten stensikker på sin homosexuelle kærlighed for bandets ældste medlem, Louis.
Problemet er bare, at Louis er til piger...

Denne Movella handler om den usikre kemi mellem Harry og Louis, og hvor dybt uvished kan såre.

94Likes
89Kommentarer
9261Visninger
AA

10. Den uventede drejning

,,And every night I look at the stars out of my window, and I hope I can see the one we saw together. It was just you and me, and honestly... I'll look for that star forever"

 

Louis smed sig hensynsløst i sengen ved siden af Harry og foldede hænderne bag nakken. Hans trøje var en anelse for kort, og Harry fangede sig selv i at tage et smugkig på den solbrune mave lidt for mange gange. "Årh, livet. Det er så fantastisk!" Louis rejste sig op med et sæt, og greb fat i Harrys arme. "Kan du huske, jeg sagde jeg ville fri til Savannah?" Hans lyseblå øjne var fulde af oprigtige glæde og en glød som Harry kun havde set én gang før. Den nat. "Ne-nej. Det har du aldrig fortalt?" Harry, der havde gættet hvor denne samtale vil føre hen, blev som gelé i Louis arme, og heldigvis for det, for ellers havde han vredet sig fri og stormet ud af vinduet. Louis' udtryk blev en sammenblanding mellem stor forvirring og ubegrænset lykke. "- Det er også ligemeget. Pointen er, at jeg friede!" Han ruskede lidt i Harry, som om han prøvede at ruske en smule glæde eller lykke på sin ven's vegne ud af ham. "Hun sagde ja.. H-Harry?" De mørke øjenbryn trak sig sammen i Louis' ansigt, og den før så overvældende lykke var forsvundet som dug for solen. Det var ikke en mulighed for ham, at være så lykkelige uden at kunne ane samme lykke i sin bedste ven Harry's opførsel. Harry rystede hurtigt på hovedet og prøvede at sætte den store strøm af ord sammen, så den gav bare nogenlunde mening i hans hoved. "Ja.. Ja, tillykke brormand!" Harry's falske smil var gennemskueligt, så han lagde reflektiv sin hånd på Louis' skulder, rejste sig op og begav sig over mod badeværelset. "Jeg vil have du skal være min forlover, Harry." Harry ikke engang blinkede, han skyndte sig bare ud på badeværelset, og endnu vigtigere - Væk fra Louis.

Stilheden bredte sig i rummet som en tåge, mens Harry fortsatte med at komme i tøjet og sætte sit hår. "Harry? Hvad fanden er der i vejen med dig!" Louis der før havde siddet som en statue på sengekanten, sprang op og gik med truende skridt mod Harry. "Du burde være glad, Harry! Glad på mine vegne, for min skyld!" Louis' hænder krampede sammen og han tog sig til hovedet. Han spankulerede rundt som en løve i bur, mens han bandede og svovlede og rev sig selv i håret, og sparkede til diverse ting. "Hvorfor er det så fandens svært for dig, bare at smile på mig og Savannah's vegne, hva?! Hvad er det ved hende, der gør, at du hader hende så meget, at du ikke engang vil komme til vores bryllup, for min skyld?!"

Harry havde presset sig op mod den kolde væg til højre for badeværelses døren, og betragtet den nye, og uhyggelige, side af Louis. En side han aldrig før havde set. Louis gik hen og lagde sin underarm på Harry's bryst, pressede ham op af væggen. "Svar mig, Harry! Hvad er der galt? Har du overhovedet tænkt dig at komme?" Knurrede han. Harry kunne ane sårbarhed dybt inde i de glødende øjne, der truede med at brænde ham op.

"L.. Louis, det er ikke fordi jeg ikke vil, det er bare.. Jeg kan ikke." Harry's blik faldt til jorden, og han spekulerede på, om Louis vidste at han løj så vandet drev. Louis slap ham og vendte sig om mod sengen. "Ja, helt sikkert. Skal vi nu også have hele 'Det er ikke dig, men mig'-samtalen?" Knurrede han og rev lagnet af sengen. Han var så vred, så frustreret, at han ikke vidste hvad han skulle, ville eller burde. "Kan du ikke bare skride, Harry? Bare forsvinde, og aldrig komme tilbage. Bare forlade mig, og give mig en chance for at leve det perfekte liv, med min kommende kone, hva?!" Selvom orderne var virkelige, og mindst ligeså barske som de skulle være, kunne Louis ikke rigtig fatte, at han havde sagt dem. Han havde jo ikke ment dem. Han var bare så bange...  " - Årh, det har jeg skam også tænkt mig!" Harry sprang frem og slog ham vredt i brystet. Det var også helt uvirkeligt for ham, at den altid tilgivende Louis, havde bedt ham om at gå, at opgive 'dem'. "Jeg flytter til Los Angelos, Louis! Og jeg har tænkt mig at bade i kvinder, blive gift et par hundrede gange, måske gå solo, og frem for alt, har jeg tænkt mig, at misse dit bryllup! Jeg kunne aldrig drømme om at møde op, når du skal giftes med.. Med den tæve til Savannah!" Harry der kørte hårdt mod hårdt, ænsede knap nok hvordan Louis ansigt blev rødere og mere forvrænget, og hvor såret han egentlig var, før han blev slået i gulvet af et højreslag, og Louis forlod ham, blødende i både hovedet og hjertet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...