A secret secret

Emma er en pige på sytten år, som spiller volley. Hendes største drøm er at komme til U.S.A. på High School og spille volley. Hendes drøm går i opfyldelse da hendes mor kommer løbende ind på hendes værelse med et brev i hånden, men hvordan bliver det at forlade familien, og hvad skal hun gøre, da hun finder ud af at der kun er et drenge volleyball team...?

6Likes
21Kommentarer
1862Visninger
AA

6. Kampen

Vi gik ind i den store sal. Der var ingen basket net, og heller ingen fodboldt baner. Det eneste der var var omridset af fire volley baner. Det summede i fødderne på mig. Jeg fik lyst til at danse rundt og grine. det var nok den fedeste gymnastik hal jeg nogensinde havde set. Lara kunne vist se det på mig, og sendte spørgende øjne. Jeg rystede på hovedet og spurgte om vi ikke kunne gå videre. Hun nikkede, og vi gik hen mod udgangen. Jeg kiggede en ekstra gang tilbage, og fik øje på en kurv med bolde i - volleybolde! 

"Jeg skal lige noget", undskyldte jeg overfor Lara, "Du kan bare gå i forvejen".

"Okay... jeg sidder i cafeteriaet", sagde hun og begyndte at gå.

Jeg gik ind i den store hal igen. Jeg satte retning mod kurven med bolde. Jeg krydsede den store hal. Mine gummisko gav genlyd i rummet. Jeg krummede mig og smuttede under nettet, som var allerede var spændt ud. Ja eller det blev jo nok aldrig taget ned, når det eneste rummet halen blev brugt til var volley. Nettene var helt nye, og de var spændt perfekt ud mellem de to store stolper, som stod på hver sin side af banen. Jeg tog en boldt op af kurven. Den var perfekt pumpet og uden en skramme. De var meget bedre end dem jeg plejede at spille med i min klup. Jeg dunkede den ned i jorden, og gav et lille gisp fra mig, da jeg hørte hvor stort et genlyd det gav. Jeg begyndte at sno den mellem mine fingre, og snart kunne jeg ikke holde ud at stå med den mellem mine hænder, og jeg begyndte forsigtigt at spille lidt med dem.

"Du må ikke spille med boldene!" råbte en stemme bag mig. Jeg gispede og smed bolden fra mig.

"Hey! Du skal da ikke bare smide bolden fra dig på den måde", sagde han og samlede bolden op, "De skal bruges i eftermiddag til den store kamp!"

Jeg vendte mig rundt og kiggede ind i et par mørkebrune dybe øjne. Det var drengen fra i morges. Drengen der også boede på min tantes motel. Jeg vidste jo egentligt godt at han gik her, og også at han spillede volley. Jeg havde bare ikke regnet med at møde ham på banen. Han lagde bolden ned i kurven for mig, da jeg bare havde smidt den chokkeret på gulvet. Han smilede til mig, og han afslørede et hvidt tandpasta smil. Hvordan kunne det være at jeg ikke havde lagt mærke til hans øjne og tænder om morgenen. Hans lyse hår var sat op med voks. sådan havde det ikke siddet om morgenen. Jeg tog mig selv i at stirre. Igen.

"Hvad er det for en kamp der skal spilles?" spurgte jeg.

"Det er kvalifikationskamp!" sagde han, "Meget vigtig!"

"Ja, det kan jeg høre". Jeg begyndte at gå hen mod udgangen. Jeg ville gå ned til Lara i cafeteriaet. 

"Hey! Vil du ikke se os spille?" råbte han efter mig.

"Det kan da godt være" råbte jeg tilbage uden at vende mig om. Jeg var helt sikker på at jeg ville komme. Jeg ville IKKE gå glip af en volley kamp. Især ikke når det var drenge som spillede. De kunne hoppe utroligt højt og slå så hård, at vis en normal pige skulle modtage den, ville hun brække armene. Jeg elskede virkelig at se deres kampe. Og jeg kunne nemt lokke Thea med. Jeg kunne se kampen, mens hun lurede på spillerene. Hun sad tit og savlede over dem, mens hun fantaserede sig om deres maver.

"Du lover at komme!" råbte han igen.

"Jeg skal se om jeg kan finde tid!" råbte jeg tilbage. Stadig uden at kigge mig tilbage. Jeg kom ud på gangen. det slog mig at jeg ikke kendte vejen. Jeg valgte at gå til højre, og håbede på at det var den rigtige vej. En af dørene ind til et af klasseværelserne stod åben. Der var en inde i klasseværelset der spillede klaver. Det lød vildt godt, og jeg valgte at gå derind. En pige med langt mørkt hår sad og spillede stille for sig selv. Hun havde ikke hørt mig, så jeg valgte at liste tættere på.

"Hej", sagde jeg. Hun fik et chok, og stoppede derfor med at spille, "Det var ikke for at gøre dig bange!"

"Nej nej, det havde jeg heler ikke regnet med!"

"Det lød godt, vil du ikke spille igen?" spurgte jeg. Hun tøvede lidt, men begyndte så at spille den samme melodi. Jeg satte mig ned ved siden af hende, og fulgte med i hendes hænders bevægelse. Hun smilede til mig og jeg smilede igen.

"Hvad laver du egentligt her?"

"Jeg kan ikke finde cafeteriaet"

"Skal jeg vise dig vej?" Hun rejste sig op, tog sin taske og vinkede til mig. Jeg fulgte efter hende. Hun snakkede hele vejen ned af gangen. Jeg lyttede og svarede på alle hendes spørgsmål.

"Er det dig som er den nye på skolen?" spurgte hun pludselig.

"Ja!"

"Hvor kommer du fra?"

"Danmark"

Vi gik videre i tavshed. Klokken ringte, og en masse elever kom ud fra deres klasselokaler. Pigen havde allerede fortalt mig at hun havde fra time, og jeg regnede derfor også med at Lara havde det. Jeg spurgte hende om vad hun hed. Jeg følte mig pinlig over at jeg ikke havde spurgt hende før, men hun grinede bare og fortalte at hun hed Ruby. Hun havde spillet klaver siden hun var syv og hun regnede med at det var hende som skulle spille til skolens teater. Det havde hun gjort på sin gamle skole, og håbede på at hun også kunne spille der.

Vi kom ind i cafeteriaet. Lara vinkede til mig. Hun sad ved et bord ud mod vinduerne. Ruby stoppede op. Hun vidste ikke om Lara ville sidde med hende. Jeg gik derfor alene hen til Lara. Lara havde allerede taget noget at spise, og sad nu og gnavede på et æble.

"Ville hun ikke sidde sammen med os?" spurgte Lara. Jeg rystede på hovedet. Lara ville gerne sidde sammen med Ruby og jeg hentede hende. Ruby lavede store øjne, men fulgte med mig. Hun satte sig ved siden af mig. Hun sad bare og stak til maden. Lara spurgte hende hvad der var i vejen. Hun blev helt rød i hovedet og fortalte at hun var vegetar. Jeg kiggede på hendes mad. Hun havde været uheldig at have fået pasta med kødsovs i stedet for tomatsovs. Lara rakte hendes æble til hende, men Ruby rystede bare på hovedet. 

"Vil du så ikke have min portion?" spurgte jeg. Ruby trak på skuldrene. Jeg skubbede min bakke hen mod hende, og hun tog taknemmelig imod den. Hun gav mig sin bakke. Lara smilede til mig og gnaskede videre på sit æble. Lara begyndte at snakke om en male konkurrence, som hun ville melde sig til. Ruby sad for det meste bare og lyttede. Og fik et chok, da Lara spurgte om hvad hun lavede. Hun fortalte rød i hovedet at hun spilte klaver. Lara fortalte at hun skulle stille op i konkurrencen om at spille til skolen teater. Ruby blev endnu rødere i hovedet. Jeg fortalte hende Lara at Ruby allerede havde snakket om den. Ruby kiggede på mig med et såret blik. jeg smilede til hende.

Straks ringede klokken ind til næste time. Ruby skyndte sig til musik. Lara skulle til billedkunst, og skyndte sig også af sted. Nu stod jeg igen alene. Cafeteriaet blev langsomt tømt for mennesker. Jeg vidste at jeg skulle have idræt. Jeg vidste jo godt hvor halen var, men jeg vidste ikke hvor omklædningsrummene var. 

 

__________________________________________________________________________________________________

Jeg ved ikke om kapitlerne er for små/ korte. Jeg synes selv at jeg skriver forholdsvis ofte og synes selv at det må gå op, men det kunne jo godt være at i synes at de er for små... i må gerne lige skrive i kommentaren :D   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...