A secret secret

Emma er en pige på sytten år, som spiller volley. Hendes største drøm er at komme til U.S.A. på High School og spille volley. Hendes drøm går i opfyldelse da hendes mor kommer løbende ind på hendes værelse med et brev i hånden, men hvordan bliver det at forlade familien, og hvad skal hun gøre, da hun finder ud af at der kun er et drenge volleyball team...?

6Likes
21Kommentarer
1864Visninger
AA

11. Hvordan kunne det ske?!

Jeg åbnede forbløffet øjnene og kiggede op i det hvide puds loft. Solens fine stråler afslørede de fine små støvkorn, som hang i luften. Hele værelset var lyst op. Mit humør var ligesom vejret, lyst og fyldt med glæde. Jeg løb hurtigt ud på gangen, hvor en søvndrukken Chad langsomt bevægede sig ned af gangen. Jeg løb hurtigt efter ham, og krammede ham bagfra. Chad kiggede undrende på mig.

"Øh... Og hvad er det så lige du laver?" spurgte han forbløffet.

"Øh... Krammer dig - er du ikke glad?" spurgte jeg grinende igen.

"Er du syg? Har du det dårligt?" 

Jeg rystede langsomt på hovedet og prøvede på at smile, men det gik ikke så godt. Chad trak på skuldrene og fortsatte nedenunder. Jeg gik ind for at klæde om og smuttede derefter nedunder i køkkenet. Chad var der ikke. En horn lød udefra, og jeg kiggede ud mellem de lyse gardiner. Claire holdt i sin bil ude ved kantstenen, og Chad var ved at stige ind i den. Chad? Hvad lavede han med hende?

Tante kom ned i stuen. Jeg løb straks hen mod hende. Jeg følte at det hele var så uægte. Dagen før havde jeg kysset med Chad, og nu hang han rundt sammen med Claire igen. Hvordan kunne det hænge sammen? Hvordan kunne det være at det bare skiftede sådan hen over natten. Det hang jo slet ikke sammen. Det hele virkede som en tåget drøm... En tåget drøm? det var jo lige hvad det var!

Tårerne samlede sig som vare dråber i mine øjenkroge. De begyndte at stikke, inden de kildende trillede ned af mine kinder. Jeg tørrede dem ikke væk, for mine arme hang bare døde ned langs mine sider. Jeg var som forstenet. Det hele havde bare været en drøm. Chad havde aldrig kysset mig. det hele var bare en alt for god drøm. Og hvad sker der når man så vågner igen? Man føler at ens hjerte er blevet ramt!

Jeg satte mig tungt på den ene stol, og min tante kiggede forbløffet på mig.

"Skal du ikke i skole?"

Jeg trak på skuldrende, men endte med at rejse mig, samle alle mine ting op og traske hen mod døren. Jeg havde ikke lyst til at tage i skole. Vis det hele havde været en drøm. Så betød det også at jeg stadig var uvenner med Lara og Ruby. Det kunne ikke blive værre. Jeg hørte et hulk slippe over mine egne læber inden jeg åbnede døren. 

Vejen til skole var lang. Især på gå ben, men jeg måtte bide det i mig. Billeder af Chad sammen med Claire var sammen smeltet med billeder af Ruby og Lara og rullede igennem mit hoved som en film. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på at jeg skulle igennem en hel dag uden mine to bedste veninder. Jeg måtte klare mig igennem en hel dag uden mine bedste veninder. En hel dag uden dem! Et helt år uden Chad. To år uden Chad... Mange år uden Chad! Mange år med volley, men uden venner. Jeg overvejede igen at droppe volley, og kun være veninde til Lara og Ruby. 

Skolen nærmede sig hastigt, og jeg fik mere og mere lyst til at vende om. Tanken om at vende om blev kraftigere for hvert skridt jeg kom tættere på skolen. Jeg kunne også droppe mine veninder og vælge volley. Jeg kunne være Mats hele døgnet rundt. Det ville vel ikke blive så svært! Det ville faktisk ikke være så værst. Det ville nok være ret befriende i længden.

"Hey Emma, vent på mig!" Ruby kom løbende mod mig.

"Du var der ikke til kampen i går...?" Sagde hun. Ikke bebrejdende, men nærmere spørgende.

"Nej, det må I undskylde, men jeg havde fået vildt travlt".

Ruby smilede bare og vinkede til Lara, som kom løbende mod os fra den anden ende af parkeringspladsen. Lara havde de samme spørgsmål som Ruby, og have faktisk også den samme reaktion. Hun var selvfølgelig ked af at jeg ikke kunne komme, sådan havde de det begge, men det der betød mest var at vi stadig var veninder.

"Du skulle seriøst have været der! De har fået en ny på holdet...", mere nåede Lara ikke at sige før Ruby afbrød.

"Seriøst Lara? Du har jo ikke snakket om andet end ham!" stønnede Ruby, og så helt modløs ud.

"Han er sgu da også for god!"

Jeg kunne mærke varmen komme listende op i mine kinder. Deres ros betød så meget for mig! De gjorde mig så stolt, også selv om de ikke vidste det var mig de roste. Det gjorde det jo bare bedre, egentligt! Lara tog fat i Rubys arm og min arm, og vi gik på den måde arm i arm tværs gennem hele parkeringspladsen. Problemet opstod først, da vi skulle igennem den alt for smalle dør ind til gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...