Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

44Likes
13Kommentarer
9085Visninger
AA

24. Tid til at sige farvel

"Åh du godeste."

Udbrød Elena chokeret, da hun fik øje på mig. Glasset hun havde haft i hænder, var blevet smadret imod gulvet, da hun havde tabt det. Hun lod det ligge, og så længe på mig. Jeg så ned i gulvet, klart utilpas over at have fanget hendes blik. Jeg fortjente ikke at se hende i øjnene, når jeg havde misbrugt hendes tillid så groft.

"Hvad har du gjort ved dit hår?"

Spurgte hun chokeret, og så endeligt ned på gulvet, hvor det knuste glas lå spredt ud over det hele. Jeg trak svagt på skuldrene, da jeg mærkede Stefans og Damons blik på mig. Jeg redte med mine fingre, utilpas de korte hårlokker tilbage. 

"Men... men dit hår..."

Begyndte Elena, og kunne ikke afslutte det. Jeg trak på skuldrene igen. Hun behøvede ikke at vide, at jeg havde klippet mit hår af i skam over hvad jeg havde gjort. Jeg vovede at løfte mit blik en smule, så jeg i det mindste kunne se Elenas hænder, hvor af den ene støttede mod bordpladen. I min øjenkrog opfangede jeg at Stefan, målløs over mit udseende, fraværende skubbe et brev over til Damon. Også Damon var målløs over hvad jeg havde gjort, og tog fraværende brevet i sine hænder. Men han var for optaget af mig, til at åbne det og at begynde at læse det.

Jeg knugede forsigtigt taskens håndtag i mine hænder. Det var ikke meningen, at Stefan og Damon skulle have været her. Elena var den eneste jeg turde at sige farvel til, men ikke så længe brødrene stod der.

"Jeg går nu."

Indformerede jeg dem, og gik ud af køkkenet igen. Jeg følte mig som en ubuden gæst, eller en tjenestepige, der netop var blevet fyret. Elena overraskede mig, ved at bremse mig i at åbne hoveddøren. Jeg så straks ned i gulvet, og ville ikke møde hendes blik.

"Men... hvor går du hen?"

Spurgte hun trist. Jeg havde ingen anelse, og trak ligegyldigt på skuldrene.

"Siger du slet ikke farvel?"

Jeg tøvede, og hviskede lavt, da Stefan kom ud i gangen.

"Farvel."

Elenas greb om min hånd blev slapt, og endeligt gav hun slip på mig. Stefan kom hen til mig, netop som Damon stoppede op i døråbningen. Stefan så ud til at ville sige noget, men stoppede op. Jeg kunne se på hans fødder, at han vendte sig mod Damon. Men hellere ikke Damon sagde noget, så Stefan vendte sig mod mig igen. Hvis det ikke var for den voldsomme lyst til at blive, så var jeg forlængst løbet ud af huset. 

Elena krammede mig pludseligt ind til sig, og tvang mig til at se hende i øjnene, da hun slap mig igen.

"Lov mig, at du skriver en masse postkort, hver gang du besøger et nyt sted."

Hviskede hun stille. Jeg nikkede, og lod mit blik falde ned mod gulvet igen. Jeg ville åbne døren, og forsvinde ud af deres liv, for aldrig nogensinde at tage kontakt til dem igen. Men denne gang bremsede Stefan mig. Han pressede et pengebundt i min hånd, og tvang mig derved også til at se ham i øjnene.

"Lov mig, at du skriver et kort til Elena. Ellers bliver hun bare trist."

Sagde han roligt, og smilede endda til mig. 

"Det lover jeg."

Sagde jeg oprigtigt, men med samme klang i stemmen, som da jeg havde tjent som tjenestepige for brødrenes fader. Stefans smil blegnede, da også han huskede det. Han slap mit blik, og så ned i gulvet. Den eneste grund til at jeg ville skrive til Elena, var fordi at de netop havde fået mig til at love det, ikke fordi jeg havde lyst. 

Jeg fik endeligt lov til at åbne døren, og gå min vej. Jeg stoppede hurtigt pengebundtet i min taske, og lovede mig selv at jeg ikke ville bruge en eneste krone af dem. Damon stoppede mig ikke, eller råbte efter mig. Han havde ikke engang sagt et ord. Det gjorde så ondt, at da jeg havde Salvatore-huset langt i baggrunden, begyndte jeg at græde, så mine kinder blev helt våde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...